Vores alle sammens nomofobi

mobile

Forleden aften var jeg til en god lille sommerfest i en kolonihave i Aalborg. Der var hyggelige samtaler om lidt af hvert, der var grillmad og drikke og en omgang høvdingespil, og jeg fremførte et par slam poetry-tekster på opfordring. Men også her skete det på et tidspunkt: de fleste greb deres smartphones og begyndte at kigge på dem.  Snart var samtaleemnet gået fra kritiske perspektiver på den nye regering til – hvad der sker på Snapchat. Senere kom samtalen heldigvis tilbage på sporet, og jeg lagde selv min telefon bort – jeg er nemlig ikke spor bedre selv.

Jeg ser efterhånden meget sjældent min datter uden at se hendes iPhone også. Og på gode dage (eller dårlige dage?) kan jeg iagttage – hvis jeg da ellers kigger op – hvordan hele husstanden sidder og krammer deres respektive smartphones.

En britisk undersøgelse viser at én ud af seks briter kigger på sin smartphone mere end 50 gange om dagen. Ordet for denne afhængighed er nomofobi (kortform af “no mobile”-fobi!).

En anden undersøgelse foretaget i USA viste at 40 nomofober oplevede forhøjet blodtryk, stress og følelser af angst da de forsøgsvis skulle klare sig uden deres smartphone. Uha. Nogle mener nu at disse abstinenssymptoner skal forklares med den amerikanske forsker Russell Belks teori om det “udvidede selv” – at nogle ejendele bliver så stor en del af vores selv, at det at miste disse ejendele kan sammenlignes med at miste en legemsdel eller en sans. En smartphone kan efterhånden så mange ting, at den er blevet del af ejeren (eller er det telefonen, der nu ejer mennesket?). De rigtig hårdt ramte nomofober udvikler endda “fantombrummen”, så de føler at deres telefon brummer i lommen selv om den ikke gør det. Det tyder meget på at telefonen er blevet del af det, man med et dårligt matematisk ordspil kunne kalde et udvidelseslegeme.

Her er det lidt beroligende for mig at tænke på dette: I lørdags lige inden jeg tog til sommerfest skulle jeg med min hustru ud for at købe en gasflaske i et byggemarked. Da vi ventede på bussen, opdagede jeg at jeg havde efterladt min telefon derhjemme.  – Det går såmænd nok uden den telefon, sagde min hustru til mig. Og hun havde ret: det gjorde det.

(Visited 93 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar