Aalborg Pride 2015

2015-06-20 14.03.39

Nogle af jer der læser dette, har nok for længst fået et billede af mig som en lidt rastløs aktivist, der blander sig i alt muligt. Måske har I ret. I sidste uge argumenterede jeg på bedste frustrerede facon mod motorvejsbegejstrede politikere. I dag deltog jeg så  sammen med andre fra Amnesty International i den første Aalborg Pride nogensinde. Det var en god oplevelse og egentlig også en god modvægt til denne uges chokerende valgresultat; valgets store sejrherrer Dansk Folkeparti er ikke ligefrem kendt for at have en positiv holdning til LGBT-folk eller til menneskerettighederne. Men i dag var der varme at spore i mere end én forstand – stemningen var god og det var faktisk vejr til korte ærmer. Og vi mødte ingen fjendlighed.

Vi brugte vores tilstedeværelse til at få deltagerne til at sende solidaritetshilsner på Instagram til Riga i Letland, hvor der netop i dag var EuroPride 2015.

Aalborg Pride var dybest set en typisk dansk folkelig begivenhed med fadøl, sol og popmusik i parken – på sin vis egentlig ikke så væsensforskellig igen fra karnevallet. Det er ubehageligt at tænke på at der i de baltiske lande og en del andre steder i Europa er ganske anderledes en hadefuld fjendtlig stemning i brede kredse i befolkningen over for seksuelle minoriteter. For 10 år blev den første pride i Letland holdt i et afsides beliggende industrikvarter i Riga; 70 deltagere blev mødt af talstærke og hadefulde moddemonstrationer. I år er det dog kommet så vidt, at man tør holde den fælleseuropæiske EuroPride – forhåbentlig ikke i et industrikvarter. Forhindringer er der stadig; den lettiske premierminister har udtalt at man “ikke må påtvinge andre homoseksualitet” og en lettisk gruppe der kalder sig “anti-globale” har uden held prøvet at bruge smuthuller i lettisk lovgivning til at få EuroPride 2015 forbudt.

Dette er dog for intet at regne mod forholdene i Rusland. Her er det ikke permanent forbudt at holde en Moscow Pride – det er “kun” forbudt i næste 100 år. Suk.

Kamæleonen i terrariet

chameleon 

En del af mine Facebook-venner  der er bosat i hovedstadsområdet har siden valgresultatet i går aftes udtalt sig negativt om “provinsen”, der nu er årsag til at Dansk Folkeparti er det næststørste parti i Folketinget.

Den slags stereotype og fordomsprægede opfattelser af borgere uden for hovedstadsområdet er lige så forkerte og forstemmende som de stereotype og fordomsprægede opfattelser, der trives i Dansk Folkeparti. Det er jo stadig mere end tre fjerdedele af befolkningen i provinsen, der ikke stemmer på Dansk Folkeparti.

Selvfølgelig er det særdeles bekymrende at mere end hver femte vælger aktivt støtter et politisk parti, der i høj grad er defineret af reaktionær nationalisme. Det har konsekvenser for den politik, der bliver ført over for bestemte grupper i befolkningen. F.eks. bliver det næppe nemmere at være asylansøger i Danmark. Der er også den ikke glemte idé hos DF om atter at gøre det lovligt for forældre at slå deres børn og ideen hos DF og alle de andre højrepartier om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år. Så det bliver heller ikke sjovere at være barn.

Men hvad gør man så? Netop nu er der mange afmægtige mennesker i Danmark. Den eneste udvej er for mig at se at vi prøver at forstå hvad der tiltrækker andre til Dansk Folkeparti. Ikke for at levere en kopivare, men for at tale til vælgerne og flytte diskussionen væk fra den dagsorden, DF lige nu hævder er vigtig og over på det, vi andre ved er vigtigt.

Dansk Folkeparti er nemlig som populistisk parti eksperter i opportunisme; de antager i meget høj grad synspunkter uden for det, der er deres nationalistiske hovedinteresse, for at kunne fremme hovedinteressen. Derfor kan de i f.eks. 2011 stemme for forringelser af dagpengene og 4 år senere sige det modsatte. På grund af mange vælgeres korte hukommelse kan de slippe af sted med det. At prøve at lave alliancer med DF er som at købe en kamæleon, fordi den passer så godt i farve til væggen bag terrariet. Der kommer uvægerligt en dag, hvor farverne ikke passer så godt mere, og det er omsonst at male væggen i kamæleonens farve!

Den norske forfatter Magnus Marsdal lavede for nogle år siden en undersøgelse af hvad der tiltrækker norske vælgere til det norske Fremskrittsparti og han siger

“Pension, efterløn, velfærd, omfordeling, der må man ikke have samme politik som de borgerlige. Det er tid til tydelighed, ikke kompromiser og midtsøgning,” siger Magnus Marsdal. Han mener dog ikke, at venstrefløjen skal ændre sin værdipolitiske linje:

“Venstrefløjen skal ikke rykke sig en millimeter på værdipolitiske spørgsmål om indvandring, køn og seksualitet. Når venstrepartier rykker til højre på de spørgsmål, rykker højrepartierne endnu længere. Afstanden mellem venstrefløjen og arbejderklassen rykker sig ikke, men det gør hele det værdipolitiske spektrum. De arbejderstemmer, som højrepopulisterne har været inde og hente bag socialdemokraternes frontlinje, er værdipolitisk reaktionære, men de går ikke så højt op i homo-ægteskaber, asyl og ligestilling, hvis venstrefløjen er klar på de krav, der samler bredt i arbejderklassen: krav om arbejdermagt og økonomisk omfordeling fra top til bund. For her er de markedsliberalistiske højrepopulister ikke arbejdernes ven – det er de bare gode til at skjule,”

En sær aften

Tobias Dalager varmer op.

Her til aften deltog jeg i Aarhusmesterskaberne i poetry slam. Med var både nogle af de Aarhus-poeter, jeg mødte første gang tilbage i april, og mere (for mig) kendte ansigter, nemlig Tobias Dalager (der var det ene “offerlam”, dvs. opvarmningsnavn uden for konkurrence) og Mark Jensen-Skovgaard (sidste års mester).

Jeg havde bestemt mig til at slukke min telefon for ikke at følge med i valgresultaterne, men nysgerrigheden og konferencier Mathias Bundgaards optælling fik mig overtalt til at se efter. Det var en trist omgang.

Sejren til blå blok var helt i tråd med alle meningsmålinger siden 2012. Særligt foruroligende var det at Dansk Folkeparti nu er landets næststørste parti. Jeg burde havde anet uråd, men voldsomme højresvingsulykker er notorisk svære at forudsige.

Ingen af os der deltog var glade. Galgenhumor og bandeord dominerede samtalen. Man skulle tro at der ville være andre der var glade derude, men af en valgsejr at være var der forbløffende lidt fest i gaden i Aarhus. De andre blev hængende mens jeg med nød og næppe nåede det sidste tog nordpå. Jeg ville ellers gerne have haft en dobbelt IPA i Universitetsbaren – 70 centiliter, 8,5% styrke.

Lige nu tænker jeg dette: Jeg skal nok klare mig. Jeg har et godt job og en lang uddannelse og så vidt vides ingen alvorlige helbredsproblemer. Men flygtninge og asylansøgere og arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere får en tur i gabestokken i de næste fire år. Nu er det tid for de af os der ikke har stemt på højrepartierne at være solidariske med dem, der nu skal udskammes, ikke bare i ord, men også i handling. Det bliver heller ikke en god tid for arbejdet mod den globale opvarmning eller for menneskerettighederne, to områder bl.a. Dansk Folkeparti er direkte ligeglade med. Kampen mod skifergas og motorveje skal om noget intensiveres på det folkelige plan. Hvad der sker på universitetsområdet ved jeg ikke, men det bliver næppe en fest heller.

Mit eneste håb er samtidig et grumt ét, nemlig at Dansk Folkeparti kommer i regering som det store parti de nu er blevet, for det vil i længden koste dem alvorligt i popularitet.

Og hvordan var teaterforestilllingen så, Mrs Lincoln? Jeg kom faktisk i finalen og blev nummer tre. Kathrine Volsing blev nummer to, og Lauge Lund Christiansen fortjent vinder. Tredjepræmien var en flaske rødvin og 300 kr. Hvis jeg så da bare kunne lide rødvin…

Tak til HAPS-folkene fra Aarhus for godt samvær og en vegansk pizza. Det er bestemt ikke jeres skyld, at det blev en sær aften.

Valgtale 2015

valgkortMange ved hvor jeg stemmer (ud over at det er på Gl. Lindholm Skole i Nørresundby), og jeg vil ikke komme med en partipolitisk opfordring i dag. Hvis man ikke ved hvad jeg stemmer på (jeg har ingen fornemmelse for hvad folk ved om mig generelt), er det faktisk heller ikke så vigtigt. Jeg er ikke kun et politisk menneske (måske kan jeg kun se sur ud på tv), men af og til bliver jeg politisk.

Jeg stemmer her til morgen; i aften deltager jeg ved Aarhusmesterskaberne i poetry slam. Ligesom i politik har jeg ingen illusioner i poetry slam.

Der er en stor forskel på ikke at have illusioner og på at være desillusioneret. Jeg har ikke nogen illusioner om at verden automatisk bliver bedre, blot fordi dem, jeg støtter, får mere opbakning. Der er en stadig og vedvarende kamp for forandring, som er nødvendig, sådan som verden ser ud.

Hvis der er noget, der kan gøre mig desillusioneret er det de selvcentrerede holdninger, der får store dele af den politiske debat til at handle om hvad “vi” skal gøre ved “dem”.  Der er en masse snak om penge, men meget lidt samtale om solidaritet.

Alle kan blive arbejdsløse en dag. Alle kan blive alvorligt syge en dag. Alle kan blive flygtninge en dag.  Vandringen fra “os” til “dem” kan være meget kortere end man tror.

For 3 uger siden troede jeg nok (uden nogensinde at have sagt det eller tænkt det bevidst) at jeg ikke kunne blive kørt ned på den stilleste vej i Aalborg. Men det kunne jeg. Det tog kun et øjeblik. På samme måde er det med de store forandringer i et menneskes liv.

En sprække i magtfuldkommenheden

revne

Noget af det værste jeg ved (både i samfundsdebatten, i undervisning og i private sammenhænge) er mennesker der ikke lytter. Bevidst ikke-kommunikation gør noget ved mig, og især når den bevidste ikke-kommunikation kommer oppefra, fra magtens side. I Danmark behøver nemlig man ikke at anholde sin modstander, hvis man er magthaver; den mest anvendte intimideringsstrategi fra politikere og embedsmænd i vore dage er ikke at lytte og at tale ned. De fleste ministre og politikere med ministerambitioner bliver ufatteligt gode til ikke at svare. Den nuværende valgkamp er et regulært orgie af den slags, og aftenens partilederrunde på TV2 (som jeg prøvede at undgå at følge for meget med i af hensyn til min egen sjælefred) var ingen undtagelse.

Det er ikke bedre i universitetets ledelseslag; de seneste få års økonomiske krise hos os afslørede samme strategi hos ledelsen, der som de eneste ikke blev ramt af fyringer.

Min oplevelse er at politikere bliver dårligere og dårligere til at lytte jo tættere de kommer på magten og jo længere de har været i det politiske spil. Pia Olsen Dyhr blev således bemærkelsesværdigt god til at ignorere kritikken af de muligheder for overvågning, der ligger i aftaler som PIPA og ACTA, da hun var minister. Til gengæld har jeg faktisk oplevet lydhørhed hos nogle socialdemokratiske og borgerlige i starten af deres politiske karriere – men det var før de blev til dem de blev til.  Så blev de også gode ikke-svarere.

Men samtidig har de fleste magthavere deres små særheder, de ikke kan kontrollere midt i al magtfuldkommenheden. Lykke Friis stirrer og virrer, Karsten Lauritzen klæder sig som en gymnasieelev der vil være politiker, Mette Frederiksen TALER FOR HØJT osv. osv. De særheder bliver til sprækker i en magtfernis, og når sprækkerne viser sig, bliver det ret fristende at trække på smilebåndet i stedet for at prøve at argumentere mod den magthaver, der alligevel ikke svarer.

Det er vigtigt ikke at lægge sin egen kritiske sans på hylden, hvis der kommer nogen til magten, som man mener at kunne identificere sig med. Tværtimod er det på det tidspunkt lige så vigtigt at kunne tænke uafhængigt. Og det gælder uanset hvem der er tale om – herunder at magthaverne skal være kritiske over for sig selv og kunne være se deres egne sprækker og leve med dem. Det er modsætningen til magtfuldkommenhed. Men hvor mange magthavere er på den måde? Ikke mange.

Det sidste spadestik

2015-06-16 10.17.42 2015-06-16 10.18.17 2015-06-16 10.17.29 2015-06-16 09.48.53

I dag havde fire fremtrædende folketingskandidater fra Socialdemokraterne og Venstre bestemt sig for at grave “det første spadestik” til Egholmmotorvejen på stranden på Egholm, flankeret af bl.a. trofaste partivenner fra Venstre.

Den slags pjat skal man ikke kunne gøre ubemærket, så Bente Toft-Nielsen og jeg selv var der fra Fremtidens Aalborg sammen med Marie Hagstrup fra Danmarks Naturfredningsforenings Ungdom for at vente på dem. Det var en smuk, lidt kølig juniformiddag – helt tyst. Svalerne fløj rundt om os og ovre i skoven kunne vi høre først én, så en anden gøg kukke.

Da færgen til Egholm ankom kl. 10, var den selvbestaltede delegation med. De fire hilste indøvet pænt på os og vi fik den samme glatte fortælling som altid. Jamen, det var de da kede af. Men sådan var demokratiet, og det skal man respektere. Og det er det bedste for Nordjylland. Og det kan da godt være at der ikke er et flertal i befolkningen, men det er der i partierne. Og der har været VVM-redegørelser. Og er der egentlig noget i det der med CO2-reduktion der siger at der ikke skal bygges flere motorveje? osv. osv. osv. osv. (Er det også en dialog, når politikerne ikke vil lytte?)

Der var en kameramand til stede, og Bente, Marie og jeg blev interviewet. Vi lovede alle at dække hullet til igen.

Da de fire spader havde gravet, blev der tid til endnu et interview. De fire fremtrædende folketingskandidater dækkede derefter selv hullet til. Momentant kunne de godt se at den slags må man alligevel ikke gøre, men så blev de sig selv igen.

På vej væk fra gerningsstedet talte Marie med en af de fire fremtrædende folketingskandidater (jeg tror nok han hed Preben), og han svarede lidt på samme måde som nogle forældre taler til deres børns kvikke klassekammerater. Marie nævnte at der er flere truede dyrearter på Egholm, bl.a. strandtudsen, og at man ikke bare sådan kan flytte dem. “Men det kan jo godt være at der ryger en lille tudse med – skal det virkelig stå i vejen for det her?” spurgte folketingskandidaten. Det var vist ment som et spørgsmål, man burde svare nej til.

LKJ

For nogle uger siden deltog jeg i “Mejlgade for mangfoldighed”, og her husker jeg at jeg kom til at tale om reggae med en god ven, der som så mange andre fra vores generation har tænkt på reggae som noget, der begyndte med Bob Marley. Og ikke et ondt ord om Marley – jeg sætter hans musik meget højt.

Men der er også en forbindelse mellem spoken word og reggae, og den skyldes i høj grad Linton Kwesi Johnson. Han er født på Jamaica, men kom til Storbritannien – nærmere bestemt Brixton i London – som 11-årig med sin familie.

Det må have været i 1983, jeg så Linton Kwesi Johnson til reggae-festivalen på Huset i Aalborg. Opvarmningen var et reggaeband fra Warszawa (!) ved navn Daab (det betød ikke “dåb”, men “dub”) og Linton Kwesi Johnson var fuld af lovord over for deres polske udgave af reggae. Daab findes stadig, men det er LKJ, som han ofte bare kaldes, jeg husker. Jeg skyndte mig at købe hans album Forces of Victory.

Forces of Victory er et fænomenalt album, hvor en tydeligt jamaicansk stemme kritiserer forholdene i Storbritannien i Thatcher-regeringens første tid. Dengang i 1983 var det især den antifascistiske “Fite Dem Back”, der gjorde stort indtryk på mig, men hele albummet er fyldt med velformulerede politiske udladninger. På denne måde var han beslægtet med hvide rocknavne som The Clash, der da også efterhånden begyndte at lade sig inspirere af reggae. Paul Simonon fra The Clash voksede op i Brixton (man husker “The Guns of Brixton”, som skyldes ham) og er 3 år yngre end Linton Kwesi Johnson så det er ikke helt utænkeligt at de to kan have mødt hinanden.

Der er en afgrund til forskel på den politisk bevidste og tungt swingende reggae, man møder hos LKJ og den ofte homofobiske og samtidig underligt letbenede dancehall, der er blevet så populær siden. Egentlig er LKJ vel tættest beslægtet med amerikanske Gil Scott-Heron, som jeg skrev om på denne blog for lidt over 4 år siden.

Af en eller anden grund har jeg altid tænkt  på LKJ som en ældre, viis herre. Men dengang i 1983 var han faktisk kun 30 år gammel. Det er underligt at tænke på. I dag er Linton Kwesi Johnson en anerkendt stemme i Storbritannien; han er den ene af kun to nulevende digtere, der har fået værker udgivet i serien Penguin Poetry Classics – og den eneste overhovedet, der er sort.

Aflyst anmeldelse

Jeg havde glædet mig til Northside-festivalen og til sammen med min hustru at opleve Ulige Numre, John Grant, Calexico (hvis album Edge Of The Sun fra i år jeg holder meget af) og Interpol. Jeg ville have skrevet om mine musikoplevelser her. Men i denne weekend har jeg døjet med en maveinfektion. Så ingen festival til mig i år. Forhåbentlig dækket afbestillingsforsikringen. Men øv øv øv. Dette var bestemt ikke hvad jeg havde regnet med.

Lignelse om en kakerlak

kakerlak

Nogle gange kommer det til underlige og frugtesløse konflikter; hvis man har at gøre med mennesker med et forholdsvis let antændeligt temperament kan det være en særlig udfordring. Hvad gør man så?

Rundt om på WWW kan man finde en interessant lille lignelse om menneskelig adfærd. Her er min kønsneutrale udgave.

På en restaurant flyver en kakerlak ind ad et åbentstående vindue. Den lander på brystet af en restaurantgæst, der udstøder et forskrækket skrig, farer op fra stolen og løber rundt i restauranten. Fjern den væmmelige kakerlak! råber restaurantgæsten. Det lykkes at få kakerlakken til at hoppe ned – og over på en anden restaurantgæst. Den anden restaurantgæst udstøder også et forskrækket skrig og begynder at løbe rundt i restauranten. Men så kommer en tjener, hidkaldt af de urolige restaurantgæster. Kakerlakken lander på tjeneren. Tjeneren går roligt hen til et vindue med insektet siddende på sig, griber fat om kakerlakken og smider den ud ad vinduet.

Hvad var årsagen til der udbrød et mindre kaos på restauranten? Var det kakerlakken? Nej, siger lignelsen, det var det netop ikke.  Det var ene og alene restaurantgæsterne, der var årsagen. Deres adfærd var en uovervejet, instinktiv og selvforstærkende reaktion. Og den fjernede ikke kakerlakken. Tjenerens adfærd var derimod en velovervejet respons. Tjeneren kunne have ladet sig rive med af gæsternes adfærd, men gjorde det ikke.

På samme måde skal man i besværlige sammenhænge tænke på om man er “restaurantgæst i panik” eller “rolig tjener”, om man udviser reaktion eller respons. Det er ikke nemt at være den “rolige tjener”; man skal tænke sig om og lade være med at handle overilet men det er meget ofte den ukontrollerede, instinktive reaktion, der skaber kaos.

Man Ray og matematikken

man_ray_hamlet_1949_galleri_800x600

I dag kunne jeg læse om en ny udstilling på Glyptoteket i København af værker af den amerikanske kunstner Man Ray, der tilbragte det meste af sin karriere i Frankrig. Mange af os kender mest Man Ray fra hans dadaistiske readymades og fotos, men denne udstilling hedder Menneske//Ligninger og tager udgangspunkt i hans besøg på Institut Raymond Poincaré i 1934, hvor han fotograferede. Glyptoteket skriver bl.a.

Formålet var at fotografere instituttets samling af tredimensionelle matematiske modeller, som blev anvendt til at illustrere de geometriske egenskaber for matematiske ligninger.

I 1940’erne genoptog han processen, nu med fotografierne som forlæg for en serie på 20 malerier. I nogle af dem gengav han de matematiske modeller alene og i stærke farver, mens han i andre indsatte dem i komplicerede, surrealistiske tableauer. Sekunderet af titler fra Shakespeares berømte skuespil blev malerierne endnu et ambitiøst lag i Man Rays kunstneriske rejse frem og tilbage mellem to yderligheder: matematiske abstraktioner og det menneskelige drama.

Det er interessant at se hvordan begrebet “matematisk model” dukker op i omtalen; det bliver brugt på en noget anden måde end jeg er vant til. Jeg kan se en del omtale af denne for mig indtil nu ukendte side af Man Rays virke, men der står desværre ikke rigtig noget om den underliggende matematik. Så vidt jeg kan se er de “matematiske modeller” afbildninger af tredimensionelle flader. Der er ikke noget der tyder på Man Ray havde indsigt i den underliggende matematik, men jeg ville ønske at omtalen af hans arbejde i det mindste kunne give nutidige læsere en lille smule indsigt i denne overraskende forbindelse mellem matematik og dadaistisk kunst.