De glemte rumfærger

0_cbbff_6c5b945d_orig

Ikke mange ved at der var et russisk rumfærge-program. Den russiske rumfærge hed Buran og lignede den amerikanske til forveksling, præcis ligesom det russiske overlydspassagerfly lignede Concorde til forveksling. Og ligesom i det amerikanske rumfærgeprogram var der mere end ét fartøj. Men ingen af dem kom nogensinde ud at flyve bortset fra én ubemandet testflyvning i 1988. I 1991 brød Sovjetunionen sammen, og i 1993 blev det russiske rumfærgeprogram lukket.

Baikonur-rumbasen i Kasakhstan har dannet rammen om det russiske rumprogram siden starten i 1957, og det er dér, de glemte rumfærger stadig findes. En blog har en lang og fascinerende billedserie fra den enorme hangar i Kasakhstan, hvor de ubrugte russiske rumfærger står og forfalder den dag i dag. Jeg kan ikke russisk, så jeg kan ikke læse teksten, men billederne taler deres tydelige sprog — en vemodig og fascinerende fortælling om kontrasten mellem drømmene om at komme ud i rummet og de store fartøjer med vinger dækket af støv.

Ocean Rain

Echo_y_The_Bunnymen-Ocean_Rain__1984_-Frontal_1024x1024

I dag fik jeg pludselig lyst til at høre Ocean Rain med Echo and the Bunnymen. I denne måned er det 31 år siden jeg anskaffede mig dét album. Da jeg første gang hørte “The Killing Moon” i radioen, vidste jeg at her var en plade jeg blev nødt til at have. Jeg har tidligere nævnt albummet en passant her på bloggen. Som jeg dengang antydede, var Ocean Rain lydsporet til Interrail-ferien 1984 og vel i det hele taget til det år. Højdepunkterne på albummet er “The Killing Moon” og den smukke ballade, der er titelnummeret og som runder albummet af, men der er ikke nogen numre, der falder igennem. Det er sjældent man kan sige den slags om et album. Ocean Rain er lyden af stor længsel og store, måske lidt tågede følelser sat i scene med Sturm und Drang.

Nogle syntes at Echo and the Bunnymen havde svigtet ved at gå efter en mindre rocket og pågående lyd end på de første tre albums – på mange af sangene kan man høre en 35 personer stor strygersektion! Men netop dét lydbillede er med til at gøre albummet til noget helt specielt, spørger man mig.

Echo and the Bunnymen fortsatte, men de lavede aldrig siden et album der var bare tilnærmelsesvis lige så godt. Da trommeslageren Pete de Freitas døde i en motorcykelulykke, var det begyndelsen til enden for bandet. De blev gendannet i 1990’erne, og jeg så dem dengang. Jeg var ikke imponeret. Dels var sangeren Ian McCulloch tydeligt beruset og pinlig, dels var de nye sange slet ikke på højde med det gamle materiale. Der var ganske enkelt gået hyggerock i kaninmændene.

Men da de var bedst – og det var de på Ocean Rain – var de uovertrufne. Her er “The Killing Moon”.

Et nummer, der ikke kom med på Ocean Rain, var b-siden  på “The Killing Moon”-singlen, “Angels and Devils”. Det nummer var jeg ret fascineret af. Men da jeg ville købe singlen, var den ikke til at få længere. Mange år senere fik jeg så fat i cd-genudgivelsen af Ocean Rain mens jeg var til en konference i San Francisco. Og på genudgivelsen var en masse bonusnumre, bl.a. “Angels and Devils” – som jeg først da opdagede var indspillet i San Francisco.

Det sikre valg?

Fiskekutter med danske flygtninge.
Fiskekutter med danske flygtninge i lasten i 1943. Billede: Det jødiske museum i Stockholm.

Lige nu sker der det, jeg hele tiden havde forventet: I valgkampen spiller ledende politikere “flygtningekortet” fordi de håber på at kunne vække vælgeres modvilje mod flygtninge og asylansøgere. Håbet er at kunne få færre asylansøgere til Danmark. Man opererer ud fra en antagelse om at asylansøgere i høj grad kommer til Danmark for at få sociale ydelser, og det har fået det populære parti Venstre til at stille en række forslag, der skal få færre asylansøgere til at rejse til Danmark. I en verden, hvor der er meget voldsomme konflikter tæt på Europa, er ledende politikere mere interesseret i at holde flygtninge væk end at gøre noget ved årsagerne til at mennesker flygter.

Men hvad er årsagerne til at asylansøgere søger bestemte steder hen? Det er der faktisk blevet forsket i. Australien er berygtet for sin behandling af asylansøgere; nogle ser dette som et ideal. En undersøgelse bestilt af det australske parlament er i den sammenhæng ekstra interessant.

Det er ifølge rapporten fra denne undersøgelse nemlig ikke primært  sociale ydelser, der har betydning. Det er derimod bl.a. sociale netværk, historiske bånd mellem landene og om modtagerlandet er er demokratisk og en retsstat. Rapporten skriver

Where asylum seekers are able to exercise choice in determining their destination country, factors such as the presence of social networks, historical ties between the countries of origin and destination, and the knowledge or belief that a certain country is democratic, where human rights and the rule of law are likely to be respected, are highly influential.

Dette er ikke den eneste undersøgelse. I 2004 blev der lavet en undersøgelse på London School of Economics, og her var der nogle af de samme konklusioner. Men der var også noget andet interessant: Jo større tilslutning der er til højrepopulistiske holdninger i et land, jo færre asylansøgere får det!

Også på universitetet i Swansea er der forskning inden for dette område.  Og igen bliver politikernes påstand om asylansøgeres store indblik i internationale forhold afkræftet.

Det interessante og foruroligende (men ikke overraskende) er at det populære partis udspil ikke er baseret i forskningsresultater. Europas lande kunne sammen slå på demokratiske traditioner og holdninger til menneskerettigheder og også på den måde deles om at tage imod de mange flygtninge, som de væbnede konflikter syd for Middelhavet er årsag til. Men i stedet gør man det modsatte.

4 år

4aar

Jeg havde helt glemt det, for det skete under min sygemelding: Min blog har været her i 4 år nu. Dødsfald, trafikuheld, tjenesterejser, kirkegårde i Argentina, lyrik, logik, matematik, motorveje der aldrig skal bygges, programmeringssprog, stoicisme, menneskerettigheder, tegneserier, kvinder i datalogi, undervisningskvababbelser, etik, countrymusik, Gustav Mahler osv. osv. osv. Den redaktionelle linje er mao. helt og aldeles fraværende, og det princip vil jeg fortsat håndhæve, hvad enten jeg vil det eller ej. Det er nok mest et spørgsmål om manglende koncentration.

En anden blog, som jeg også har haft en del med at gøre i årenes løb, fylder forresten 10 år i dag. På nogle måder er nærværende blog vel det, man på nudansk kalder for et  spin-off af den, omend den er havnet et helt andet sted.

En ny folkebevægelse?


I dag er der mange af mine Facebook-venner der deler en artikel om Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Jeg har tidligere skrevet her om hans bog Stå fast.

»Den instrumentaliserede tankegang er noget, der i dag gennemsyrer stort set alt, uanset om vi taler politiske reformer eller folks almindelige hverdagsliv. Forholdet til vores venner, kærester og ægtefæller er i stigende grad instrumentaliseret. Vi opretholder forholdet til dem, så længe det er udviklende og berigende. Vennekredsen LinkedIn-ficeres og kaldes i stedet et »netværk«; noget, man kan mobilisere, hvis man gerne vil have succes,« siger han.

Mange af de forhold jeg brokker mig over på min brok (undskyld, jeg mener blog) er netop konsekvenser af denne instrumentaliserede tilgang. Det enkelte menneske er et instrument, der skal fremme vækst. Så derfor skal vi tidligt ud på arbejdsmarkedet og finde os et produktivt job – og forlade arbejdsmarkedet så sent som muligt. Naturen er et instrument, der skal fremme vækst. Derfor skal der være motorveje som kan bringe os hurtigere på arbejde. Det kan godt være at vi en dag kan nedbringe CO2-udslippet så vi kan redde planeten men først skal vi have skabt en masse vækst. Når studerende tænker strategisk og minimalistisk, er er fordi de tænker på deres uddannelse som et instrument der skal hjælpe dem til et job, hvor de selv kan blive et instrument der kan skabe vækst. Når jeg som universitetslærer vælger hvor jeg skal publicere og hvordan jeg skal agere, tænker jeg på mig selv som et instrument der skal fremme min egen karriere. I den anden ende af samfundet er flygtninge kun værd at tænke på hvis de udgør et instrument i form af nyttig arbejdskraft. I diskussionerne om sænkning af den kriminelle lavalder bruger vi først og fremmest argumenter der tager udgangspunkt i om det kan betale sig at sænke lavalderen. Dette gælder også modstandere som mig.

Det jeg spekulerer på nu er hvordan vi kan bekæmpe denne instrumentaliserede tankegang.

Det er formodentlig umuligt at gøre dette til et tema i den igangværende valgkamp. Det er reelt kun Enhedslisten og måske også Alternativet, der sætter spørgsmålstegn ved konkurrencestaten, og alle andre taler om — at skabe arbejdspladser og vækst.

Men jeg har aldrig hørt andre end administratorer og direktører og mennesker med succes prise konkurrencestatens idealer. Der må også være nogle derude der stemmer på partier som hylder den instrumentelle tankegang, men helt privat er kritiske over for denne ide og hvad den gør ved os. Her tænker jeg dem der stemmer på bl.a. Venstre og Liberal Alliance men også på dem der stemmer på Socialdemokraterne og Radikale, to partier, der helst ser sig selv som “progressive men ansvarlige”. Hvad de der stemmer på Dansk Folkeparti tænker om konkurrencestaten, ved jeg ikke, men mon ikke der er en følelse af utryghed over alt det nye (og ikke kun over “de fremmede”) hos dem? Hvad SF mener, tør jeg ikke gisne om.

Der har tidligere i historien været folkebevægelsen der samlede mennesker i en fælles modstand på tværs af partiskel; her tænker jeg på bl.a. bevægelsen mod atomkraft og på bevægelsen mod EF. Der må være basis for en lignende folkebevægelse mod konkurrencestaten, for den gør ikke ret mange af os ret lykkelige. Den skaber først og fremmest stress og kynisme og almindelig indskrænkethed. Konkurrencestaten kan ikke betale sig.

Koldt og varmt med Tori Amos

  

Her til aften var min hustru og jeg til koncert med Tori Amos på Egeskov på Fyn. Min hustru har hele hendes bagkatalog, men vi har ikke været til koncert med Tori Amos siden Roskilde-festivalen i 1998. Jeg må med skam indrømme at jeg ikke selv kender Tori Amos’ værk så godt igen. Som mange andre har jeg haft en tendens til at tænke på hende som “den lille Kate Bush” (jeg så som bekendt den rigtige Kate Bush i London sidste år), men det er ikke helt retfærdigt over for nogen af de to damer.

Af uvisse grunde havde min hustru og jeg overbevist hinanden om at dette ville blive en lun sommeraften og havde klædt os derefter, men nej. Det var en skyfri lørdag aften i den smukke gamle slotshave, men der var rent ud sagt pissekoldt. Rundt omkring sad publikum på de hvide havestole og frøs, godt gemt væk under tæpper. Nogle fik nok og gik hjem (noget af en drastisk beslutning når man tænker på billetprisen!), men vi blev. Vi frøs os igennem ellers udmærkede udgaver af bl.a. “Silent All These Years” og en meget Amos’k udgave af Kate Bush-klassikeren “Running Up That Hill”. Det var svært rigtigt at nyde musikken og Tori Amos’ lidenskabelige og virtuose brug af flygel og synthesizer (ofte samtidig, skrævende hen over en vippende klaverstol).. Havde det ikke været for det tæppe vi lånte af et yngre par (tak til dem!) tør jeg ikke tænke på hvordan der var gået.

Men halvvejs inde i koncerten gav Tori Amos en coverversion af “I Feel Love” (der har pophistoriens enkleste tekst), og dette uptemponummer fik publikum op af havestolene og op tæt på scenen, hvor der var læ og kropsvarme. Sidste halvdel af koncerten helt oppe ved scenen var en anderledes god og varm oplevelse i mere end én forstand. Det var tydeligt at Tori Amos også nød denne forandring – jeg tror bestemt også at hun selv frøs. Og sådan blev det alligevel en god lørdag aften i den gamle slotshave.

Den almindelige valgret?

  

I dag er det præcis 100 år siden kvinder og mennesker med psykisk sygdom og tjenestefolk fik valgret i Danmark. Indtil da var det kun omkring 15 procent af den voksne befolkning i Danmark, der havde stemmeret. Danmark blev den 5. juni 1915 meget mindre udemokratisk. Ved næste grundlovsændring i 1953 fik også indsatte i fængsler og økonomiske insolvente stemmeret. Men der var også derefter en gruppe af voksne danskere, der ikke var garanteret stemmeret, og det var danskere på såkaldt fattighjælp. Først i 1961 fik de stemmeret. I 1962 blev begrebet “fattighjælp” afskaffet, men grundloven af 1953 rummer paragraf 29 der siger 

“Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.”

Denne paragraf gælder stadig og der er derfor man af og til kan høre danske politikere (især ungdomspolitikere og nye folketingskandidater) fra højreorienterede partier at borgere på overførselsindkomst skal miste stemmeretten. Retfærdigvis skal der dog siges at disse politikerspirer altid bliver undsagt af deres partiledere.

Og så var der også de danske kvinder der var gift med udenlandske statsborgere bosat i Danmark. Frem til 1925 mistede danske kvinder automatisk deres statsborgerskab, hvis de giftede sig med udenlandske mænd der ikke var danske statsborgere, mens udenlandske kvinder som giftede sig med danske mænd automatisk fik dansk statsborgerskab!
Så ideen med almindelig valgret er kun kommer gradvist også i Danmark. Det er på høje tid at få skrevet menneskerettighederne ind i den danske grundlov.

Uden for konkurrence


Der var sæsonafslutningen på den aalborgensiske poetry slam-scene her til aften; den kalder sig SLAMfrø og holder til på Studenterhuset. I aftenens anledning deltog seks af dem, der har været med til at forme Aalborgs poetry slam-traditioner siden 2010. En af dem var mig. Faktisk har Mads Bjergen Pedersen og jeg selv været med siden 2009, da poetry slam var noget der foregik på Aalborg Teaters Transformator-scene. Det samme havde Jan Nygaard, der efter et par års pause var tilbage hos os her i aften.

Vi holdt ikke nogen konkurrence, men fremførte tekster vi selv godt kunne lide – og en tekst af en digter vi selv var blevet inspireret af. Selv valgte jeg en tekst af Peter Laugesen. (Mads Bjergen valgte – et bødeforlæg han havde fået!). Og til sidst fremførte hver af os en tekst som en af de andre havde skrevet. Jeg havde valgt en tekst af Mark Jensen-Skovgaard (den havde jeg tilladt mig at skrive lidt om i – undskyld Mark) og til gengæld havde jeg skrevet en tekst til Jan Nygaard. Den handlede om ham.

Farsø, here I come

Jeg har været i Tokyo og Buenos Aires  og et sted ude i Kaukasus og jeg har endda set vilde pingviner langt nede sydpå i New Zealand. Til gengæld kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har besøgt Farsø. Men i dag skete det.

I dag, 9 dage efter jeg blev påkørt af en bil i Aalborg, var jeg indkaldt til opfølgende undersøgelse på sygehuset i Farsø (nu kendt som Aalborg Universitetshospital). Det er nemlig her skulder- og albueambulatoriet er. Det blev til røntgen og en samtale med en fysioterapeut. Netop som jeg nåede ud til busstoppestedet, dukkede bussen til Aalborg op — hvilket perfekt timet tilfælde!

Dette er samtidig sidste kapitel (i al fald her på bloggen) af sagaen om min højre arm. Min arm gør stadig lidt ondt og kan stadig ikke strækkes helt , men om kun tre måneder er alt tilbage ved det normale. Midt i juli skulle bruddet være helet, og så handler det bare om at få styrken tilbage i armene. Måske kan jeg endog snart begynde at cykle igen hvis min arm kan tåle at styre, men her skal jeg nok lige så meget overvinde en mental blokering.

I al fald: ingen tunge løft eller skub eller den slags i et godt stykke tid. Jeg skal have købt en kuffert med fire hjul. Min hustru kalder alt dette for skånehensyn, men hun er jo også delvis svensk.

Det, vi ikke tør sige

1691

I The New Statesman er der en interessant enquête hvor en lang række kendte mennesker – fra Nick Cave over iranske systemkritikere og skotske komikere til Slavoj Žižek – bliver spurgt om hvad det er, vi “ikke tør sige”. Det afhænger af konsekvenserne – de konsekvenser, vi tror det ville have at gøre det usagte sagt. Alt det vi slet ikke tør fortælle til nogen vil vi selvfølgelig heller ikke røbe i sådan en enquête.

Her er hvad Slavoj Žižek siger:

In our permissive times, a new form of the unsayable is more and more acquiring a ­central role: it is not only that certain things are prohibited to say – the prohibition itself is prohibited: we are not allowed to say openly what is prohibited.

Already in Stalinism, it was not only prohibited to criticise Stalin and the party publicly, it was even more prohibited to announce this prohibition publicly. If someone were to shout back at a critic of Stalin, “Are you crazy? Don’t you know that we are not allowed to do this?” he would have disappeared into the Gulag even faster than the open critic of Stalin. Unexpectedly, the same holds for the relations of domination in our permissive post-patriarchal societies: a modern boss is tolerant, he behaves like a colleague of ours, sharing dirty jokes, inviting us for a drink, openly displaying his weaknesses, admitting that he is “merely human like us”. He is deeply offended if we remind him that he is our boss – however, it is this very rejection of explicit authority that guarantees his de facto power.

This is why the first gesture of liberation is to force the master to act as one: our only defence is to reject his “warm human” approach and to insist that he should treat us with cold distance. We live in weird times in which we are compelled to behave as if we are free, so that the unsayable is not our freedom but the very fact of our servitude.

Hvad er mit bud på det ingen tør sige? Det er i virkeligheden i forlængelse af Slavoj Žižek: At den danske universitetsverden inden for de seneste 15 år er blevet udemokratisk og alene styret af profithensyn, og at det kun kommer ledelsen og ledelsens yndlinge til gode at det er sådan. Til møderne i universitetets organer ligger denne erkendelse i luften, men den forbliver uudtalt. Vi skal lade som om vi er frie og lige i den danske universitetsverden, men det er vi ikke. Vi må ikke nævne at universitetsverdenen er gennemført udemokratisk.

Men nu har jeg sagt det.