En aften med The New Pornographers (m.fl.)

IMG_4621.JPG IMG_4616.JPG IMG_4614.JPG IMG_4612.JPG IMG_4610.JPG

Det album, jeg lyttede mest til i 2014 og holdt mest af, var Brill Bruisers med canadiske The New Pornographers. Så da jeg opdagede at de skulle give koncert den 1. juni i Aarhus, var jeg ikke sen til at slå til. Tilfældet havde langt senere indrettet det således at dette samtidig skulle være de sidste timer af min sygemelding, og jeg var meget opsat på at kunne komme til denne koncert. Det lykkedes.

Jeg holder meget af The New Pornographers og deres melodiøse power pop med de aldrig svigtede vokalharmonier og ofte ret snurrige tekster. Jeg mener: hvem andre ville give deres sange titler som “The Slow Descent Into Alcoholism” eller “The New Face of Zero and One”? Selv bandets navn er udtryk for denne kringlede tilgang til brug af ord.

The New Pornographers er en slags supergruppe – (mindst) fire af medlemmerne har deres solokarrierer ved siden af. Neko Case er kendt fra sin solotilværelse i omegnen af alternativ country, og Dan Bejar har sit eget band ved navn Destroyer. Men The New Pornographers’ egentlige frontfigur er så klart Carl Newman, flankeret af sangerinde og keyboardmusiker Kathryn Calder (som er Newmans niece).

Klokken 19:45 var der ikke ret mange i salen, og jeg frygtede en lidt tynd omgang rent publikumsmæssigt. Men da The New Pornographers gik på 20.05, var den lille sal pænt fyldt. Med i salen var bl.a. to andre nordjyder, nemlig Johannes Andersen samfundsforsker, og Nils Torp, tidligere Kliché og nu Souvenirs. Til aftenens koncert var Bejar og Case (som så ofte før) ikke med, men man savnede dem slet ikke. Vi fik en perlerække af numre fra alle seks albums, afleveret tight og nærværende med vokaler der så godt som altid sad lige i skabet. Kathryn Calder er specielt helt på højde med Neko Case i de numre, der på plade er hendes.

De andre musikere lægger man ikke så meget mærke til. Den lidt trivelige keyboardmand var dog en så dygtig (eller snarere udspekuleret) musiker at han nogle gange forlod scenen og lod nogle loops overtage arbejdet. Det er godt at kunne programmere!

Ved slutningen af det egentlig ikke så lange sæt på en time og et kvarter var det tydeligt både i salen og på scenen at det havde været en rigtig vellykket koncert.  Selv var jeg glad for første gang at kunne glemme den dumme arm lidt og leve mig ind i et univers af sange, som jeg sætter højt. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at kalde dette den bedste koncert jeg har været til i 2015.

Bagefter kunne man købe plader og cd’er i garderoben; det var Kathryn Calder herself der stod for salget og vi fik en lille snak. Jeg har alle albums med bandet, så jeg købte hendes soloalbum og fik det signeret. Jeg fik endda 20 kr nedslag i prisen på grund af min dårlige arm!  Så kom der da alligevel noget godt ud af den sygemelding…

Det er noget særligt at komme ud fra den mørke sal og se at det stadig er lyst i Aarhus. Temperaturen røber det ikke, men dette var faktisk årets første sommerdag. På vej ned til banegården så jeg en ung mand med hestehale og stetsonhat stå og sludre med et par andre. Og for en gangs skyld kunne jeg konstatere at nogle mennesker er højere i virkeligheden end man får indtryk af fra medierne. Det er Yahya Hassan (for ham var det) i al fald.