Det store egos fødsel

ego

En oplægsholder til et arrangement på mit institut fortalte mig, da jeg mødte vedkommende igen ved en senere lejlighed, at det af den diskussion, der fulgte oplægget, virkede som om instituttet rummede nogle store egoer. Det kunne jeg kun være enig i. Der er nemlig en del af den slags i den akademiske verden. En af mine kolleger fortalte mig om en episode med en universitetslærer, der havde modtaget kritik af studerende for sin undervisning.

– Jeg kan ikke tage fejl, sagde han dengang indigneret. Så var der ligesom ikke så meget mere at snakke om.

Ved en anden lejlighed havde han henkastet fortalt at han i sin fødeby i sit hjemland var kendt for at være den studerende der var bedst til matematik (han er dog ikke selv matematiker nu) og at der var for lidt af denne form for værdsættelse her i Danmark.

Hvornår får man et stort ego? En artikel i The Atlantic har en interessant diskussion af dette.

En af de uheldige strategier er at rose børn og unge ved at fortælle dem at de er “kloge”, når de har udmærket sig på et eller andet felt. Man bør hellere fortælle dem at de har gjort en god indsats, for det er jo dét, der er årsagen til at de har udmærket sig. Hvis man får at vide at man er “klog”, kan man nemlig let ende med at tænke at man har en indbygget kvalitet. Hvis man er kommet et stykke ind i en akademisk karriere, er det altid en konsekvens af at man har “vundet” i konkurrencerne til eksamen, PhD-forsvar, ansættelse osv. Og her fødes det store ego nogle gange. (Jeg skal her skynde mig at sige at jeg også kender en del akademikere, som bestemt ikke har et overdimensioneret ego.)

Hvis man derimod ikke har klaret sig godt, ender man meget let med at tro det modsatte: at man har en indbygget fejl, der forhindrer at man nogensinde vil kunne klare sig godt. Tænk på alle dem, der undskyldende (eller stolte!) forklarer at de “aldrig vil blive gode til matematik”.

Måske er det også dette fokus, der skaber “minimalister”, for hvis man på et tidspunkt er blevet rost ikke for sin indsats, men for at være “klog”, kan man begynde at forlade sig på sin “indbyggede klogskab” i stedet for at gøre en indsats.

Selv blev jeg rost en del som barn, men det er for længst stilnet af. Man kan kun lære af sine egne fejl, og de fleste store forskningsresultater kommer i sidste ende af at nogen opdager at der er en tidligere opfattelse, der har vist sig at være forkert. Selv har jeg lært en masse – der ofte har været dyrekøbt – af alle de fejl, jeg har begået. Jeg har efterhånden gjort så stor en indsats, at det nu med jævne mellemrum lykkes mig at lave nye og bedre fejl.