Uansvarligt

greek_flag_wallpaper_by_magnaen-d38qxiu

Hele den græske gældskrise udstiller de grimmeste sider af de internationale økonomiske styringsmekanismer, og den viser os samtidig en europæisk udgave af de gældskriser som har skabt så alvorlige problemer for mange lande i det globale Syd (også kendt som “den tredje verden”). Gældskriserne i det globale Syd har haft meget lidt bevågenhed, men det er anderledes med den græske krise. Ofte hører man varianter af historien om de “uansvarlige grækere” der nu ud fra en betragtning om en slags nødvendig kynisme skal “betale hvad det koster”.

Men det er tydeligt, at det er de almindelige græske borgere, der allerede i lang tid har mærket hvor galt det er gået. De rige grækere har for længst flyttet deres formuer ud af landet og vil ikke komme til at mærke noget.

Det er korrekt at der har været socialdemokratiske og borgerlige regeringer i Grækenland, der har ført en helt uholdbar politik. Mellem 2000 og 2007 var de græske militærudgifter på 3% af statsbudgettet – det var det højeste i EU. Man har helt tydeligt spillet på en nationalistisk frygt over for de tyrkiske naboer. Og OL i Athen i 2004 var også en ekstremt bekostelig affære. Men omfanget af de store lån har været søgt skjult for den græske befolkning gennem kreativ bogføring med hjælp fra bl.a. vores alle sammens (?) Goldman Sachs.

Og så er det også sigende, at gældskrisen er blevet brugt som spekulationsobjekt. Her i Danmark anbefalede Jyske Bank således sine kunder at købe græske statsobligationer med store fortjenester som argumenter. Omkring 90 procent af de såkaldte “hjælpepakker” til Grækenland går til at tilbagebetale lån til de europæiske banker.

Den britiske organisation Jubilee har en række afslørende artikler om gældskrisen. Bl.a. kan man se at IMF har tjent 2,5 milliarder € på de græske lån. Hvis IMF skulle holde sig udgiftsneutral, ville en rente på 0,9 procent være nok – men renten er faktisk 3,9 procent. Grækenland er som bekendt ikke det eneste land, der har gæld til IMF (der er også lande i det globale Syd på IMFs gældsliste), og alt i alt har IMF (ifølge Jubilee) tjent 8,4 millioner euro på tilbagebetalingerne i perioden fra 2010 til 2014.

Dette er seneste eksempel på det, man på engelsk kalder austerity measures, og disse tiltag bliver ofte fremført som værende nødvendige. Men historien kender ikke nogen eksempler på at en alvorlig økonomisk depression har reddet et lands økonomi – tværtimod. Det er rigtigt at (nogle af) de rige kan gå styrket ud af en krise, men for den almindelige befolkning ser det ganske anderledes ud. I 2014 skrev jeg om bogen The Body Economic, der gennem statistiske analyser kritiserer hele grundlaget for denne “nødvendige politik”.