Konsekvent opdragelse

Foto: Tristan Spinski/GRAIN
Foto: Tristan Spinski/GRAIN (fra motherjones.com)

Jeg ved fra at have talt med flere folkeskolelærere at de gerne bruge deres tid på undervisning i deres fag, men ofte ender med at skulle bruge tid på nogle elevers forstyrrende adfærd. I nogle tilfælde får lærerne på fornemmelsen at de “uopdragne” børn er på vej ud i kriminalitet, og det sker ikke helt sjældent at de får ret. Mange har holdninger til disse spørgsmål, og ikke mindst mange politikere er ikke bange for at udtale sig.

I diskussionerne bliver man præsenteret for dette folke-psykologiske valg mellem to alternativer, der præsenteres som de eneste mulige:

  1. Hvis læreren følger den uønskede adfærd op med en konsekvent straf, vil barnet ændre adfærd og læreren vil få øget autoritet.
  2. Hvis læreren ikke følger den uønskede adfærd op med straf men gør noget andet, vil barnet ikke opfatte at adfærden var uønsket og læreren vil miste sin autoritet.

Jeg falder faktisk selv for denne forklaring nogle gange, og jeg er bestemt ikke alene om det. Den folke-psykologiske og folke-pædagogiske løsningsmodel dukker ikke kun op, når politikere udtaler sig om uro i folkeskolen. Også beslutningen om “integrationsydelse” og om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år – ja, hele den borgerlige diskurs om strengere straffe – er baseret på samme folke-psykologiske motivationsteori om konsekvens og straf, der uden at vide det griber tilbage til en forsimplet udgave af  behaviorismen.  Det besnærende er selvfølgelig at forklaringsmodellen er delvist korrekt – hvis jeg brænder fingrene på en rødglødende kogeplade, sætter jeg ikke fingrene på sådan én igen. Adfærdspsykologer taler om konditionering, og konditionering virker godt hvis man skal træne heste.

Samtidig ved vi godt at konditionerings-modellen har alvorlige mangler. De fleste menneskelige handlinger er nemlig ikke valg om at placere en hånd på en kogeplade, og i mange tilfælde er det, vi mennesker gør, ikke noget der er nemt at forklare. Hver femte borger, der har udstået sin fængselsstraf, kommer i fængsel igen. Nogle ville nu sige at straffene simpelthen ikke er hårde nok, at der bare skal konditioneres noget mere. Men også i samfund, hvor straffene for kriminalitet er direkte grusomme, bliver der stadig begået forbrydelser. Den simple model kan ikke være sandheden.

Og nej, der er ingen enkel løsning. Men jeg har læst en interessant artikel fra USA om dette og om pædagogiske og psykologiske alternativer.

Artiklen fra Mother Jones fokuserer på den amerikanske psykolog Ross Greene, der har stor erfaring med ungdomskriminelle og hvis erfaringer nu er blevet overført til nogle skoler i USA.

The results thus far have been dramatic, with schools reporting drops as great as 80 percent in disciplinary referrals, suspensions, and incidents of peer aggression. “We know if we keep doing what isn’t working for those kids, we lose them,” Greene told me. “Eventually there’s this whole population of kids we refer to as overcorrected, overdirected, and overpunished. Anyone who works with kids who are behaviorally challenging knows these kids: They’ve habituated to punishment.”

På en måde er det helt oplagt. Det handler om læring. Børn/unge der gør noget forkert, har endnu ikke lært at kontrollere deres egne reaktioner og at reflektere over dem. Når man som voksen opdrager eller underviser selv tager kontrollen og bestemmer og kritiserer på en håndfast facon, ender man meget med at de ukontrollable børn/unge ikke bliver selvstændige og lærer at kontrollere sig selv. Men man skal selv lære “at styre sig”, og der kommer ingen dyb læring af bare at blive straffet for forkert adfærd, præcis som man heller ikke lærer noget ved at dumpe til eksamen. Vi spørger om hvorfor børn og unge ikke vil opføre sig ordentligt, men vi skal i virkeligheden spørge om hvorfor de ikke kan og lære dem hvordan de kan reagere på en hensigtsmæssig måde i stedet for at gøre det, de gør.