Timerne inden ferien

I dag er det min sidste arbejdsdag inden tre ugers sommerferie. Det er altid en speciel tid på året. Bygningen på min del af universitetet er stort set affolket, og den er næppe en undtagelse. Jeg har sendt en artikel af sted til et tidsskrift, talt i telefon med en studerende om meritoverførsel til Aalborg og sluttede dagen af med at have en én time og tyve minutter lang samtale med en kollega i Italien (over Skype) om en anden artikel, vi skal have sendt af sted i begyndelsen august. Jeg har spist frokost i ensom majestæt og drukket te (og en fredagssodavand) for sidste gang inden ferien.  Og jeg har lyttet til et amerikansk band, der hedder Lord Huron – der minder mig om Cass McCombs på en god måde. Dem hørte jeg faktisk først om i går. Om ganske få minutter går turen hjemover.

Første halvdel af 2015 har været travl og ferien er en kærkommen anledning til at trække stikket ud. Om min blog så også holder en helt konsekvent sommerferie ved jeg ikke. I denne sommerferie skal jeg som så ofte før med familien en tur til udlandet. Den slags plejer at give mig lyst til at skrive lidt om mine indtryk og til at dele nogle billeder med jer, for når jeg skriver, giver det mig også mulighed for at samle tankerne for en stund. Med andre ord: Vi får se.

Hermed ønsket om en god sommerferie til jer derude, der læser med her.

Afrikansk og gælisk

Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York City. (Foto: Mario Tama/Getty Images)
Gudstjeneste i Mount Olivet Baptist Church den 8. april 2007 i New York (Foto: Mario Tama/Getty Images)

Den keltiske kultur har været med til at præge USA gennem århundreder. Vi ved godt at præsidenter som Reagan og Kennedy havde irske forfædre, og mange har set de lidt forvirrede billeder af highland pipe bands i kilt der marcherer i New York på den irske St Patrick’s Day.

Men der er også en for mig lidt overraskende forbindelse mellem afrikansk-amerikanere og skotsk-amerikanere. I tirsdags hørte jeg Rhiannon Giddens synge en sang på skotsk gælisk, og på nettet kan man høre hende fortælle om om hvordan en sort kirke (altså en menighed for afrikansk-amerikanere) i North Carolina havde søgt om at få en gælisktalende skotsk præst. Dét lød meget mærkeligt.

Baggrunden er som så meget andet i denne del af USAs historie tragisk. De afrikanske slaver blev tvunget til at tage slaveherrernes efternavn og skulle lære at tale deres sprog i stedet for deres eget. Og nogle slaveherrer var skotter. Det er derfor, afro-amerikanske musikere som Dizzy Gillespie, Louis Armstrong og Charles Mingus (en anden stavemåde for Menzies, der faktisk udtales “Mingus”) har skotske efternavne. Så sent som i 1918 var der en afrikansk-amerikansk kirke i Alabama, hvor gudstjenesten foregik på gælisk.

Det er også interessant, at “lining out”, den call-response-form som bruges ved gudstjenester i mange afrikansk-amerikanske kristne trossamfund  og ofte opfattes som noget særligt for disse trossamfund, faktisk er den samme form som bruges i nogle presbyterianske trossamfund i Skotland. Ligesom kristendommen kom fra slaveherrerne, gjorde nogle af de liturgiske traditioner det. Den amerikanske  musikhistoriker Willie Ruff var en af de første til at bemærke dette. Willie Ruff er også en kendt jazzmusiker, der har spillet med bl.a. Miles Davis og Dizzy Gillespie, og det var Gillespie der først satte ham på sporet af denne sammenhæng.

På den skotske side er forbindelserne mellem afrikanere og skotter også mange – og komplicerede. Igen er det i høj grad slavetiden, der er bindeleddet. Et sted at starte er en oversigtsartikel hos BBC.