Sange ved sommerens afslutning

7931325606_8c60d71766_k
Foto: Birgitte Sværke Pedersen

I dag er det den énogtredivte august, den sidste officielle sommerdag. Endnu et efterår er allerede så småt ved at holde generalprøve her til aften.

Mange af de sange, jeg hører for tiden, handler om overgangen fra én tid til en anden. Det er sange,der fanger den særlige melankoli som opstår når noget slutter og man ved at det ikke vender tilbage. Jeg holder af sommeren og de lyse nætter, det at kunne sidde udenfor. Til gengæld bliver jeg aldrig glad for den mørke tid, der langsomt kommer snigende. Der er ganske mange sange af sangskrivere med ordet i deres magt, der handler om netop dét at mørket falder på.

Den første sang, der falder mig ind, er C.V. Jørgensens mesterlige “Sæsonen er slut” fra Tidens tern.

Sommeren er forbi nu
& den nærmest fløj afsted
tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med
det sortner for dine øjne
mens du stirrende står her & ser
endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
endnu en gang til men så heller aldrig mer’

“En Sommar På Speed” af Tomas Andersson-Wij og Andreas Matsson fra 2008 tager fat i den sidste dag i det, der måske er den sidste sommer “på speed”.

Så jag zappar bort en timme till
och hoppas på ett skratt, jag tror jag spyr
Mina armar mina händer 
mina tankar inte längre jag som styr
Så ser jag dina ögon älskling 
kom hit innan jag vaknar
Kom och håll mig och säg
att nånstans finns en väg

Det här är den sista 
den sista sommarn på speed
Jag ser hur mörkret faller
och jag vet jag kommer ge mig utan strid
Jag är där nu släpp mig fri
det är sista sommarn på speed

“Here Comes A Regular” af Paul Westerberg fra 1985 handler om den næste overgang, skiftet fra efterår til vinter – den første sne, der er på vej og ensomheden, som man forsøger at glemme nede på pubben.

First the lights, then the collar goes up and the wind begins to blow
Turn your back on a pay-you-back, last call
First the glass, then the leaves that pass, then comes the snow
Ain’t much to rake anyway in the fall

En søndag i Ertebølle

2015-08-30 16.32.14
2015-08-30 17.11.03
2015-08-30 17.11.18
2015-08-30 18.17.37 I dag mødtes jeg igen med nogle af dem, jeg for mere end 30 år siden gik på Fjerritslev Gymnasium med. Initiativet tog Bolette fra b-klassen; hun har i mange år boet i USA men kommer til Danmark to gange om året. Nu har hun overtaget sine forældres sommerhus i Ertebølle i Vesthimmerland, et stenkast fra Limfjorden lige over for Fur. Bolette havde sin ældste søn og hans kæreste med sig fra USA, og dem fik vi også hilst på.

Tiden er blevet den store udligner siden 1982. Efter mere end 51 års levet liv har vi alle oplevet store glæder og store sorger. Vores forældre er blevet gamle; nogle af os har mistet en af dem eller dem begge. Nogle af os har til gengæld pludselig fået nye søskende; Bolette har fået to brødre og to søstre, og det har jeg jo også. Nogle har oplevet arbejdsulykker eller stress. Mange har nu oplevet deres børn flytte hjemmefra. På denne sensommeraften var dog det ikke en alvorstung eller trist stemning, der prægede os. Det var som altid godt at ses igen; vores sammenkomster i den gamle gymnasieårgang ændrer lige så stille karakter med årene. På et tidspunkt ringede vi til vores gamle rektor Henning Galmar og fik en god lang snak – han var også i sommerhus, omend ved Slettestrand.

Jeg fik kørelejlighed af Birgitte fra a-klassen, og på vej hjem talte hun, jeg og Kirsten fra b-klassen om hvordan vores uddannelsesvalg og studietid havde været helt anderledes end det, vore børn oplever nu. Dengang i 1980’erne var vi ikke nær så målrettede og vi tog os nogle gange god tid – men vi nåede frem alligevel og vi ville ikke have været oplevelserne foruden. I vore dage er der ekstreme krav om målrettethed og alskens styringsmekanismer med SU-regler, fremdriftsreform osv. osv. Det barokke og sørgelige er at mange af de beslutningstagere, der står bag alle de mange former for styring, faktisk kommer fra netop vores generation.

8,7 milliarder

groenthoester
En velkendt, brugt grønthøster.

I de kommende fire år skal der spares 8,7 milliarder på de gymnasiale uddannelser og på de videregående uddannelser. Den populære regering har ikke brudt nogen valgløfter. De har blot undladt at fortælle om deres hensigter. Det populære støtteparti bakker op om beslutningen. I en tradition, der griber tilbage til VC-regeringen i 2001, spiller man grupper i befolkningen og i det offentlige system ud mod hinanden ved at skære i et område, hvor der er udbredt skepsis mod regeringen, og ved at sige at nedskæringerne nu skal bruges til at styrke sundhedssektoren. I Politiken kan man læse dette:

Hos Liberal Alliance glæder man sig derimod over planen, siger uddannelsesordfører Henrik Dahl: »Det burde være en ret smal sag at finde de her besparelser. De danske universiteter er ekstremt bureaukratiske. Det vil fremme forskningen, hvis man skiller sig af med alle de folk, som forstyrrer forskningen«.

Den administrative funktion er vokset voldsomt i den danske universitetsverden, bl.a. fordi så mange aspekter af forsknings- og undervisningsaktiviteter nu skal kvantificeres og indberettes. Taxameterordningen, den bibliometriske forskningsindikator, akkrediteringsprocesserne og den voldsomme opprioritering af eksterne forskningsmidler er prominente eksempler på  krav fra centralt hold, der har krævet en masse administration,

Hvem det ellers er, der forstyrrer forskningen, ved jeg ikke. Jeg håber ikke at der er tale om bestemte forskere.

Oveni denne uges pludselige udmelding om en mulig deling af mit fakultet har jeg nu fået endnu en usikkerhed at skulle leve med. Jeg har taget konsekvensen og har tegnet en ledighedsforsikring hos Magistrenes A-Kasse som supplement til mine dagpenge.

Et kapløb, der er gået galt

57142683_h39018646-5addd4c89fe9e5fc750218bdf76f375610e2f2ce-s900-c85Dit liv bliver ikke påvirket af at 71 mennesker, du formodentlig ikke har kendt, er døde af iltmangel i en lastbil. Du kan holde fredag eftermiddag og weekend, sådan som du plejer. Men mens jeg skriver dette, er der andre mennesker, der prøver at slippe væk fra borgerkrigene i Syrien og Libyen. De ungarske myndigheder har sat et hegn op ved grænsen, men alligevel forsøger mennesker at komme forbi det. Den danske regering indfører “integrationsydelse” og planlægger skræmmekampagner, men alligevel søger mennesker asyl i Danmark.

Jeg tøver med at bruge ordet “våbenkapløb”, for det minder om en ubehagelig diskurs, der opfatter de mennesker, der prøver at flygte til europæiske lande, som udgørende en form for angreb. Men hver gang myndighederne får iværksat en modforanstaltning, vil nogen desperat prøve at omgå den, fordi omstændighederne er så ekstreme. Vi kender dette fra mange andre sammenhænge. Et trist eksempel fra historien er den tyske besættelsesmagts forsøg på at forhindre danskere i at flygte til Sverige – og alligevel forsøgte man jo at flygte.

Der skal andre løsninger til.

Østrigs indenrigsminister Johanna Mikl Leitner siger, at der er tale om menneskesmuglere, som står bag transporten af de døde flygtninge. Hun understreger samtidig, at Europa skal finde en løsning på flygtningekrisen. Løsningen er ikke mere grænsekontrol, men i stedet at finde frem til lovlige måder, hvorpå flygtninge kan komme til Europa. Det vil gøre de ulovlige menneskesmuglinger mindre attraktive.

– Vi har brug for en løsning, så vi kan beskytte flygtningene, og så de kriminelle ikke har nogen chance, udtaler Johanns Mikl Leitner til pressekonferencen.

Jeg har skrevet dette før, men jeg vil skrive det igen. Den langsigtede løsning er at fjerne årsagerne til at mennesker er nødt til at flygte. Hvis ikke de nuværende tragedier viser os, at det er bydende nødvendigt for det internationale samfund at få standset borgerkrigen i Syrien, ved jeg ikke hvad der skal til.

Den nødvendige løsning på kortere sigt er at sikre en international, solidarisk løsning for de mennesker, der er flygtet. Det kræver både en storstilet hjælpeindsats til de lande, der tager imod mange flygtninge, og en vilje til selv at tage mod flygtninge. Og det kræver en erkendelse af at mange af dem, der er flygtet, formodentlig aldrig vil kunne vende hjem igen.

Hypomani?

72846_580676518677378_1642579912_n

Jeg læste i dag en artikel af den amerikanske psykiater John Gartner, der mener at Donald Trump og Bill Clinton begge kan udvise en adfærd, der  kaldes hypomani. Gartner skriver

This description doesn’t just match Clinton; it also sounds an awful lot like Trump. He reports, for example, “I usually sleep only four hours a night,” which by itself is usually a pretty reliable indicator of hypomania, and something he boasts about: “How can you compete against people like me if I sleep only four hours?” He claims to work seven days a week, and in a typical 18-hour day makes “over a hundred” phone calls and have “at least a dozen meetings.” “Without passion you don’t have energy, without energy you have nothing!” Trump has tweeted. Hence his taunt of Jeb Bush as “a low energy person,” by contrast. Like most hypomanics, he is distractible. “Most successful people have very short attention spans. It has a lot to do with imagination,” he once wrote. He is correct.

Ifølge Sundhedslex er hypomani

en mindre alvorlig form for mani. Mennesker, der befinder sig i en hypomanisk tilstand, føler sig euforiske, energiske og produktive og er i stand til at fortsætte deres hverdagsliv uden at miste forbindelsen til virkeligheden.

For andre udeforstående mennesker kan manio-depressive individer, der er i en hypomanisk tilstand, fremstå som mennesker, der blot er i ekstremt eller usædvanligt godt humør.

Hypomani kan dog resultere i dårlige beslutninger, der kan skade personlige relationer, karriere og rygter eller omdømme. Herudover vil hypomani ofte eskalere til alvorlig mani eller efterfølges af en omfattende depression.

Det er en voldsom påstand. Jeg har af og til hørt påstande om at navngivne danske politikere har maniske episoder, hvor de kommer med alskens bud på politiske initiativer (f.eks. nedlæggelse af et universitet), og i øvrigt udviser stor humørsyge – men det må i sagens natur være hypomaniske episoder. De er nemlig aldrig uden egentlig forbindelse til virkeligheden.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på beretninger om fremtrædende forskere, der tilsyneladende har haft et enormt drive og aldrig er helt i ro. Men samtidig har det også været forskere, der oftest ikke selv fuldfører deres mange ideer men lader deres mindre fremtrædende kolleger følge dem til dørs. Hvor mange succesrige mennesker derude er mon hypomaniske?

Ad nye genveje?

genveje

I går citerede jeg den e-mail fra AAUs rektor, der starter således:

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave.

Jeg har talt med min institutleder, der ikke ved mere end jeg selv om hvad begrundelsen for et så vidtgående skridt skulle være. Der er yderligere en ting, der undrer mig: der er ikke nogen omtale i referaterne fra Aalborg Universitets bestyrelse af en diskussion af en eventuel kommende deling af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Det skulle jo netop være bestyrelsen, der har bedt rektor om dette.

Bestyrelsens seneste møde fandt sted den 22. juni. Referatet af dette møde foreligger endnu ikke, men det er kommet mig for øre at undersøgelsen af en deling af TEKNAT-fakultetet heller ikke har været diskuteret på dette seneste møde. Bestyrelsens formand Lars Bonderup-Bjørn skal engang have udtalt at man ikke kan have så stort et fakultet, men det skulle så også være dét.

Som jeg nu ser det, er det mulige forløb at diskussionerne om en deling af TEKNAT-fakultetet aldrig har været diskuteret på bestyrelsens møder, men at formanden har taget initiativet om en mulig deling af TEKNAT på egen hånd, muligvis bakket op af medlemmer af bestyrelsens eksterne flertal.

Hvis dette er tilfældet, er det særdeles bekymrende. Aalborg Universitets vedtægter rummer en detaljeret beskrivelse af sammensætning af og valg til bestyrelsen, men der står intet om formandens beføjelser ud over §4, der udtaler at formanden er valgt ved simpelt flertal og §5, stk. 7, der udtaler at bestyrelsens formand disponerer over fast ejendom sammen med et medlem af bestyrelsen.

Det er bekymrende at formanden kan have handlet uden om bestyrelsen og at rektor og den øvrige direktion ikke har råbt vagt i gevær over for dette.

Del og hersk

teknat

I dag fik jeg og mine mange kolleger på Aalborg Universitet denne besked:

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave. Vi har været fokuseret på, at en eventuel opdeling både skal give mening fagligt og økonomisk, så den kan tilføre væsentlige fordele for universitetet samlet set.

Det er stadig usikkert, om opdelingen kommer til at finde sted. Lige nu pågår der et analysearbejde, hvor vi belyser forskellige muligheder og modeller. En eventuel opdeling vil basere sig på den eksisterende skole- og institutstruktur. Andre fakulteter og SBi er ikke omfattet af analysen.

Analysen tager udgangspunkt i at sikre økonomisk bæredygtige enheder, strategisk kapacitet inden for forskning og uddannelse, større sammenhængskraft og øget ledelseskraft.

Jeg sidder i Akademisk råd for TEKNAT, men jeg ved ikke mere end andre uden for ledelsen. Nyheden kommer som et lyn fra en klar himmel og uvisheden er også i sig selv bekymrende. Men den følger i traditionen med overraskende beslutninger, som beslutningen tidligere i år om at trække TEKNAT ud fra Institut for læring og filosofi. Det kostede stillinger og overlevende ansatte skulle flyttes om. Ledelsen blev ikke berørt. Dette er også tilfældet denne gang – planen er efter hvad jeg erfarer at beholde en fælles ledelse, men at have to fakulteter.

Næste møde i Akademisk råd er først den 23. september så min uvished lige nu er stor; jeg har skrevet til de andre medlemmer af lokalklub-bestyrelsen i DM for at høre om de ved mere (tillidsrepræsentanten for TEKNAT sidder der trods alt). Jeg har også kontaktet bestyrelsens medarbejderrepræsentanter.

Min helt uvidenskabelige fornemmelse er at ideen om at have en fælles administration, men flere fakulteter, er udtryk for en “del-og-hersk”-strategi, men jeg har svært ved at se præcis hvad der ligger bag bestyrelsens beslutning. Min glæde ved en bestyrelse med eksternt flertal og fortrolige referater er om muligt blevet endnu mindre nu.

Det er ikke satire, men…

djoefmedloegn

Per Helge Sørensen er kandidat fra Institut for matematik ved DTU og hans speciale hed Binær indkodning af cykliske koder via isomorfi med pseudocykliske koder i dellegemer – altså algebraisk kodningsteori. Men han havnede i den administrative verden. Han blev kontorchef i Forskningsministeret (som det hed dengang) – og gik ned med stress. Det var da, han skiftede spor og kastede sig over at skrive og optræde. Han har vundet Danmarksmesterskabet i story slam og har skrevet to romaner.

Per Helge Sørensens show Djøf med løg(n) er hans komiske beretning om årene som embedsmand og har et skarpt blik for alle de absurditeter, han oplevede i denne periode af sit liv.

I et interview i Politiken siger han

Hvis der er én ting, jeg ikke er stolt af ved mig selv, er det det der indre vredesspor, der kører en gang imellem. Følelsen af at sidde i sandkassen, hvor en dreng kaster sand i øjnene på din datter, og du har bare lyst til at stikke ham en. Så kommer hans far i sin kæmpestore bil, drøner forbi børnehaven, alt for hurtigt, en stor idiot. Og der kan vredessporet lyde sådan: ’Bare du ville køre min datter ned. Fordi så kunne jeg smadre dig for det. Knalde hendes løbehjul ned i hovedet på dig. Og ingen ville bebrejde mig for det bagefter. Alle ville forstå det’. Sådan nogle spor kan jeg have inde i hovedet, hvor jeg får det sådan – ’Øh, rolig nu?’. Jeg tror, det kommer af den moderne verdens grundtilstand, hvor du er i underskud i forhold til, hvad du burde nå. Du er udsat for et kæmpe pres, som du hverken kan sige fra over for eller blive vred på. Så dukker det så op på en anden måde…

Denne fornemmelse kender jeg kun alt for godt.

For tiden er jeg ved at få set Djøf med løg(n) og jeg kan nu se, at der er en del 2 lige på trapperne. Jeg færdes i andre traditioner end den administrations-verden, Per Helge har været i, men nogle forhold genkender jeg fra mit eget arbejde, og min egen organisation er præcis lige så absurd. Mange af absurditeterne skyldes det, der aldrig bliver sagt – alt det, vi har på hinanden. I den akademiske verden er det ofte de store egoer, forsmåelsen og magtforholdene, det handler om. Den og den holder alt for meget af at høre sig selv tale og holder lange oplæg om egne bedrifter. Den og den er afhængig af sin kollegas velvilje og roser ham/hende til skyerne. Den og den er en kværulant og finder altid fejl. Den og den har en faglig kæphest. Den og den taler engelsk med tommetyk accent. Den og den er efter mange år på dansk jord stadig lige stået ud af flyvemaskinen fra sit gamle hjemland. Osv. osv. osv. Der er masse, der ikke er som det burde være, men det er svært at rette vreden udad på en konstruktiv måde. I min egen organisation kan det føles som en kamp mod vejrmøller, og jeg ved fra min egen fagforening (Dansk Magisterforening, skulle nogen være i tvivl) at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Der er dage, hvor jeg godt kunne få lyst til at skrive en satirisk roman om mit arbejdsliv i stedet for at blive ved med at prøve på at være i det, absurd som det er. Som regel opstår lysten efter at jeg har været til endnu et alt for langt og helt formålsløst møde med de store egoer. Måske ender det også med at jeg gør det.

En stjerne slukkes

AmyWinehouse

I dag fik jeg omsider set Amyder er Asif Kapadias portrætdokumentar om Amy Winehouse. Fortællingen om den engelske sangerinde og hendes korte liv er i ordets bogstaveligste forstand en tragedie – vi ved hele tiden, hvordan fortællingen vil ende og det tilføjer alle skridt på vejen en særlig vægt. Jeg og mange andre har længe haft et fragmenteret billede af historien om Amy, men det gør filmen meget for at sætte på plads.

Filmen viser derudover på forbilledlig vis flere ting.

For det første er Amy endnu et vidnesbyrd om at man skal have en vis erfaring og robusthed, hvis man skal kunne håndtere alkohol eller andre rusmidler. Amy Winehouse havde hverken erfaringen eller robustheden, og det havde mange af de personer, hun omgav sig med, desværre heller ikke. Hendes far, en engelsk taxichauffør med bodegavom, og hendes håbløse kæreste/ægtemand, der ret beset kun var god til at lukrere på hende og til at tage stoffer, bør sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden.

For det andet er Amy endnu en grim historie om musikbranchen og den øvrige mediebranche som dele af den kapitalistiske økonomi. Der var simpelthen alt for mange penge i Amy til at man ville lade hende være i fred. Optagelserne fra koncerten i Beograd, der aldrig blev til noget, fordi Amy nægtede at synge, er hjerteskærende. De mange klip med konstant blitzende fotografer er også direkte ubehagelige.

For det tredje er Amy en dokumentarfilm, der i høj grad er baseret på spontane videooptagelser foretaget af familie og venner med kameratelefoner, og også dét gør den til et produkt af vor tid.

Roadside Graves

Lige for tiden er “Gospel Radio” med det amerikanske band Roadside Graves en af de sange, jeg hører igen og igen. Det er så faktisk også den eneste sang, jeg kender med Roadside Graves (eller hedder monstro The Roadside Graves?). Den er så til gengæld også særdeles vellykket; det er ikke en gospel-sang, men en sang om at være barn i en amerikansk familie, der går i opløsning. Musikken rummer både desperation, længsel og et kor der bryder ud i jubel – præcis som de bedste numre inden for gospel-genren. Og jeg kommer også til at tænke på nogle af de bedste øjeblikke med Bruce Springsteen. Roadside Graves er ligesom han fra New Jersey, en delstat jeg kun har set på afstand og gennem en bilrude på mine besøg i USA.

“Gospel Radio” er en forløber for det kommende album fra Roadside Graves, der hedder Acne/Ears og skulle være på gaden til oktobet. Jeg håber ikke at jeg bliver skuffet!