Ansigterne

ansigter

Tænk på en tragisk nyhed. Det kan være en båd med flygtninge, der er sunket på Middelhavet. Det kan være en bilbombe i Bagdad eller et skuddrama i en biograf et sted i USA eller en gidseltagning med dødelig udgang i Australien. Nogle tragiske nyheder er tæt på os og udløser landesorg. Andre bliver korte notitser inden vejrudsigten og bliver anonyme tragedier. Ingen kendte alligevel dem der døde da båden sank – eller måske er der nogle flygtninge i Danmark, der gør, men hvem kender dém?

Nogle gange er medierne nødt til at tilføje den officielle trøst – ingen danskere er omkommet – og det er med til yderligere at anonymisere (og på sin vis også nedtone) den tragiske hændelse.

En af de store tragedier i nyere europæisk historie er massakren i Srebrenica i juli 1995. hvor mere end 8000 bosniske drenge og mænd blev myrdet af serbiske militser. I mange år har jeg mest tænkt på gravsten, når jeg læste om denne massakre. Men Dzenana Halimovic fra Radio Free Europe/Radio Liberty arbejder på at få billeder af så mange som overhovedet muligt af alle de drenge og mænd, der blev myrdet. Billederne er tilgængelige på Radio Free Europes hjemmeside. Ovenfor er et meget lille udsnit. Da jeg bladede igennem de mange billeder, blev tragediens omfang og art klar for mig. Tragedien var ikke længere anonym men en samling mennesker med navn, ansigt og alder.

I Amnesty International har vi brugt denne vinkel bevidst i mange år – dette at kunne sætte ansigt på ofrene for menneskerettighedskrænkelser. Ideen er ikke ny, men omfanget af billederne er det mest overvældende jeg har set.

Skal vi så alle sidde og sørge over hvert eneste menneske, der mister livet? Nej. Det kan intet menneske nemlig overskue. Men her er en god øvelse i af-anonymisering: Tag en udtalelse fra en politiker, hvor politikeren udtaler sig generelt om en gruppe mennesker i samfundet (f.eks. flygtninge) og erstat alle gruppebetegnelserne med et konkret personnavn på en person, der kunne tilhøre gruppen. Hvordan tænker vi på denne nye udtalelse?

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar