Myten om den erfarne forelæser

B4pXF3HCAAApqmm

Da jeg var adjunkt, deltog jeg på det første hold af det, der siden er kommet til at hedde adjunktpædagogikum. Siden da har jeg selv vejledt adjunkter i denne sammenhæng og har også været med til at holde workshops i forbindelse med forløbet.

I mit eget adjunktpædagogikum brugte jeg en masse tid på at analysere og forbedre mine forelæsninger. Jeg fik filmet en af mine forelæsninger og fik VHS-båndet med hjem. Det lykkedes mig at se omkring et kvarter af optagelsen inden jeg trykkede på stopknappen og gik en lang tur. Siden da har jeg, når jeg selv har været vejleder, observeret adjunkter til forelæsninger og deltaget i deres overvejelser om

Mange undervisere tror at forelæsninger er vigtige, og mange studerende har det på samme måde. På mit institut er det kun adjunkter, lektorer og professorer der holder kurser (i det omfang professorerne ikke har frikøbt sig ud af al undervisning til evig tid). Populært sagt: Jo mere man ligner en professor, jo bedre antages man at være til at være kursusholder. Omvendt kan alle undervisere på mit institut være projektvejledere. Og når der bliver bygget nye bygninger til universitetet, bliver de altid forsynet med et stort auditorium – men måske ikke altid med grupperum.

Men der er stadigt flere forskningsresultater der viser at forelæsninger ikke er en ret god undervisningsform. I april 2014 skrev jeg et langt indlæg om dette her på bloggen.

Senest har jeg sket den store skepsis udtrykt af den amerikanske datalog og uddannelsesforsker Mark Guzdial i en artikel om 10 myter om datalogiundervisning – men som det så ofte er tilfældet med Guzdials artikler, er meget af indeholdet af meget bredere relevans for universitetsundervisning. En af de 10 myter er den om clickers og andre tiltag der skal fremme “aktiv læring” som et supplement til forelæsninger. I virkeligheden er det nemlig omvendt. Aktiv læring er den primære form for læring, ikke forelæsning.

Guzdial henviser til et undervisningsforløb planlagt af Carl Wieman, der modtog Nobelprisen i fysik i 1995. Forløbet er beskrevet i en artikel i Science fra 2011. Wieman planlagde sammen en postdoc og en PhD-studerende brug af metoder til aktiv læring og brugte dem i en del af et kursus i indledende fysik der blev fulgt af hele 538 studerende. 267 studerende deltog i den nye form for undervisning, resten fik sædvanlige forelæsninger. De studerende, der blev undervist ved brug af aktiv læring, klarede sig signifikant bedre end kontrolgruppen i den test, der fulgte. Og det interessante er at de to undervisere som sagt ikke var tæt på at være professorer.

Også vore egne erfaringer fra Aalborg Universitet peger på vigtigheden af aktiv læring. Projektarbejde i grupper er i høj grad en form for aktiv læring, og der er masser af eksempler på gode projekter med vejledere, der ikke er så gamle i gårde.

De strukturerede præsentationer af stof er ikke værdiløse, men det er ikke en god idé at vi bliver ved med at tro at forelæsningerne er den primære og vigtigste form for undervisning.

Der kan være flere grunde til at så mange tror at forelæsninger er vigtige. Her er mine bud:

  • Til en forelæsning gør de studerende tilsyneladende det, de forventes at gøre, nemlig ikke så meget, og det er nemt for alle parter
  • En forelæsning er fuldstændig lærerstyret og kan på den måde være en “tryg” strategi uden uventede indslag
  • Nogle forelæsere bruger forelæsningerne til at stive deres eget selvbillede af (“Se hvor god jeg er til at forklare stoffet!”)
  • Alle universitetslærere har været udsat for en hel masse forelæsninger, da de selv var studerende og har derfor en foruddannet opfattelse af at forelæsninger er specielt vigtige; en del universitetslærere fra universiteter uden for AAU og RUC har en tilsvarende fornemmelse af at der “mangler et eller andet” i Aalborg og Roskilde, som projektarbejde ikke helt kan tilvejebringe.
(Visited 107 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar