Svagstærke og stærksvage lande

independent-1
Diagram: The Independent

Den igangværende debat om den danske flygtningepolitik med “integrationsydelse”, skræmmeannoncer m.m. er en kilde til stor frustration for mig. For 10 år siden fokuserede den nationalistiske position på “truslen fra islam”, mens den i dag fokuserer på “truslen fra flygtningene”. Argumentationen fra de mange, der taler for den populære regerings politik er at vi er nødt til at føre den politik, den danske regering fører.  Hvis politiske beslutninger alene var nødvendige, ville politiske uenigheder nemt kunne afgøres, men regeringens politik er i høj grad udtryk for en holdning til flygtninge og til flygtningepolitik. Jeg er selv meget bevidst om at netop dette indlæg fra mig selvfølgelig også i høj grad er et partsindlæg og er udtryk for min personlige holdning.

I mange udsagn fra tilhængere af en stram flygtningepolitik både i Danmark og andetsteds er der en implicit antagelse af at nogle lande er “stærksvage”. De “stærksvage” lande har en svagere økonomi og ingen væsentlig international indflydelse, men kan tage imod mange flygtninge. Andre lande som Danmark er så til gengæld “svagstærke” – de har en stærk økonomi og international indflydelse, men kan ikke tage imod ret mange flygtninge, da det vil underminere de “svagstærke” landes sociale sikkerhedsnet. I forhold til de mange flygtninge fra Syrien er det især lande som Tyrkiet og Libanon, der bliver karakteriseret som “stærksvage”.

Jeg kan her ikke undlade at bemærke resultaterne fra en undersøgelse, der bl.a. bliver omtalt i The Independent, hvor man har spurgt borgere fra 24 lande om deres holdninger.  I undersøgelsen bruges ordet “immigrant” generelt som samlende betegnelse for flygtninge, asylansøgere og indvandrere – ganske om begreberne i vore dage også blandes sammen.

Ovenfor kan man se et eksempel på svarene, og man bemærker at borgere fra Tyrkiet er de suverænt mest negativt indstillede. Tyrkiet er et af de lande, der i størst omfang har taget imod flygtninge fra Syrien (i skrivende stund over 1,8 millioner mennesker)– og et af de “stærksvage” lande, der antages at kunne tage imod et stort antal flygtninge uden problemer og uden negative reaktioner. De “svagstærke” lande er så derimod ikke i stand til dette.

Men hvad skal man dog gøre? spørger nogle nu. Der er ikke noget enkelt svar. Dette trods alt er den værste humanitære krise siden 2. verdenskrig og den er forbundet med væbnede konflikter, som synes meget svære at løse. Mit eget udgangspunkt er en holdning, nemlig at Danmark har en forpligtelse til at yde beskyttelse til forfulgte og samtidig har en forpligtelse til at sikre social retfærdighed. Dette fremføres af regeringens tilhængere som et dilemma, dvs. som et nødvendigt binært valg, men man bør snarere se dette som et paradoks. Et paradoks består af to påstande, som begge accepteres som sande, men synes at modsige hinanden.

En mulig løsning på dette paradoks vil være at udfordre antagelsen om at flygtningepolitik er noget, som bør formuleres af det enkelte land alene, og mest skal bestå i at lukke grænserne. Et andet vigtigt tiltag er de initiativer, som nu vokser frem i civilsamfundet for at hjælpe flygtninge og asylsøgere og for at vise verden et andet ansigt end det nogle gange kyniske, andre gange pseudo-venlige afvisende ansigt som ikke mindst Inger Støjberg nu er endt med at personificere. Det er stedse mere vigtigt at sætte handling bag ordene for os, der vil hjælpe flygtninge. Det må ikke kun være en politisk kampplads, og det skal handle om at vise styrke, ikke “svagstyrke”.

(Visited 148 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar