At komme i tvivl

Foto: Berlingske
Foto: Berlingske

For ikke så længe siden har der været et interessant interview i Information med videnskabsjournalisten Lone Frank.  Hendes kæreste døde for under et år siden af en kræftsygdom, der blev opdaget alt for sent, og denne store sorg har tydeligt gjort noget ved hende.

I dette interview fremhæver hun tilfældets magt, og det har jeg ikke hørt fra hende før. Hun taler om et forsøg, hvor man har analyseret dødeligheden af klonede mus. Selv for mus med helt ens arveanlæg og helt ens livsbetingelser gælder det nemlig at deres dødelighed er normalfordelt. Det er umiddelbart overraskende.

»Forsøget illustrerer, at i takt med at vi får mere viden om genetik og fysiologi, desto mere kan vi også se, at der bliver ved med at være en rest af viden, som vi ikke kan forklare. Jo mere vi har styr på noget, jo mere falder det ukontrollable i øjnene,« siger Lone Frank. Faktisk fylder tilfældighedstanken mere og mere i den generelle forskning, siger hun og peger blandt andet på, at tilfældigheder har vist sig at have langt større betydning for udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har troet.

Det fremgår af interviewet at det er kærestens død, der har bragt Lone Frank i tvivl om nogle anskuelser, hun hidtil har taget for givet. Dette interview med hende er måske det mest interessante jeg har læst med hende. Jeg spekulerer på hvorfor jeg mon har det sådan.

Min første indskydelse er at det er netop fordi Lone Frank er i tvivl. Hun har gennem sit forfatterskab ofte kunne fremstå som eksponent for en form for biologisk determinisme, som jeg har haft svært ved se som en uomgængelig konklusion af vore dages naturvidenskabelige erkendelser.

Det er ikke nogen værdi i sig selv at komme i tvivl – hvis man f.eks. kommer i tvivl om sin modstand mod tortur eller om at mange millioner mennesker blev slået ihjel af nazisterne under 2. verdenskrig. Og hvis mennesker, der skifter mening, skulle være særligt interessante, ville vendekåber og overløbere jo fremstå som ekstra spændende mennesker. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Malcolm Xs livsbane er interessant, Karen Jespersens ditto er det måske ikke helt.

Måske jeg bare synes at interviewet er godt fordi hun er i tvivl om noget, jeg selv er i tvivl om? Religiøse mennesker ville måske begynde at håbe at Lone Frank omsider er ved at “indse at alt står i Guds faderhånd”. Eller måske er forklaringen på at interviewet er så interessant i virkeligheden at Lone Frank indrømmer sin tvivl? Den slags gør vendekåber nemlig aldrig. En væsentlig egenskab ved ordentlig videnskabelig praksis er at man som forsker kun må konkludere på baggrund af det man rent faktisk ved og at man skal være præcis om de usikkerhedsfaktorer, der er, og her ser vi hende efterleve det. Det er vel i virkeligheden dét, jeg godt kan lide.

(Visited 82 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar