Deleøkonomi og zero-hour contracts

airbnb-gyser
Et hjem i Calgary, Canada – udlejet via AirBnB og derefter raseret af lejerne.

Da min familie og jeg var i USA her til sommer, brugte vi AirBnB til at få formidlet overnatning i New York og i Rhode Island. Det var heldigvis en rigtig god oplevelse. Men ikke alle er så heldige. Der er nu en diskussion i gang om “deleøkonomien” og hvordan den manifesterer sig i tjenester som AirBnB og Uber.

(Uber har jeg ikke benyttet mig af, men i USA blev vi foreslået at kontakte Uber hvis vi skulle køres til stationen næste morgen. Forslaget kom fra – en noget træt taxichauffør, der lige havde kørt os hjem.)

I New York Times kan jeg læse en meget ubehagelig historie om en ung mand fra USA, der fik formidlet et værelse i Madrid, men blev låst inde, truet og udsat for et seksuelt overfald af den spanske vært. Han er stået frem med denne beretning og går nu til psykolog, mens den spanske vært hævder (som voldtægtsmænd ofte gør) at der var tale om noget helt frivilligt.

En anden trist historie er historien om en canadisk familie, der lejede deres lejlighed ud via AirBnB og kom tilbage til en bolig, hvor meget af inventaret var blevet smadret og der var skader for 50.000 canadiske dollars. Billedet ovenfor viser hvad familien i Calgary kom hjem til.

Endnu en trist beretning er sommerens historie om en Uber-chauffør, der bliver voldeligt overfaldet af fire teenagere i New York.

Som man vil kunne forstå, er jeg ikke som sådan modstander af deleøkonomien som princip. F.eks. kan delebil-ordninger og dele-værktøjs-ordninger være gode og resursebesparende. Det er i høj grad den manglende retssikkerhed og jobsikkerhed hos de involverede, der bekymrer mig. Privat indkvartering giver en enestående mulighed for at møde de lokale borgere, når man er ude at rejse. Netop privat indkvartering har da også i mange år været en mulighed som er blevet formidlet af lokale turistbureauer rundt omkring i verden. Her havde turistbureauerne et overblik over og førte kontrol med hvilken overnatning, der var til rådighed. Men den ubehagelige historie fra Madrid peger i høj grad på behovet for sikkerhed – både med hensyn til at værten ikke er en voldelig galning og med hensyn til at der skal være brandalarm og andre former for sikkerhedsforanstaltninger, sådan som det er påkrævet for hoteller.

Tilfældet Uber er for mig at se lidt anderledes end AirBnB. Her er det primært chaufførernes arbejdsforhold, jeg er bekymret for (men selvfølgelig da også kundernes). Hele konceptet er i virkeligheden et eksempel på de såkaldte zero hour contracts hvor man kan være ansat, men uden at have nogen garanti om arbejdstid – hverken hvornår man skal arbejde eller om man overhovedet kommer til at skulle arbejde. På den måde ligner Uber andre tjenester som allerede er ved at gå deres sejrsgang i USA. Det britiske parlamentsmedlem Michael Meacher skriver på sin blog

Like zero hours contracts the on-demand economy has already spread far beyond core manual functions.   In the US Uber provides drivers, Handy offers cleaners, SpoonRocket delivers restaurant meals (not just pizzas) to your home, and Instacart will keep your fridge stocked (as Ocado is starting to do).   But it goes a lot wider than that.   Medicast will supply a doctor, Axiom will provide a lawyer, and Eden McCallum will offer a consultant.   Some agencies are now delivering multiple freelancing, such as Freelancer.com and others which link up 9.3 million workers for hire with 3.7 million companies.

Hvis “deleøkonomi” bare er et andet ord for “daglejerøkonomi”, siger jeg nej tak.