Visioner om fribyer

Skitse af en bæredygtig by i ørkenen (af det italienske arkitektfirma Luca Curci).
Skitse af en bæredygtig by i ørkenen (af det italienske arkitektfirma Luca Curci).

Jeg er nødt til at blive ved med at skrive blogindlæg om dette, selv om det virker næsten umuligt at råbe andre op – flere og flere køber nu fortællingen om det svagstærke Danmark, der skal beskyttes mod truslen fra verdens flygtninge og begrunder dette med en slags nødvendig, ikke-kynisk kynisme. Ifølge den siddende danske regering er verdens flygtningeproblem reelt “Danmarks flygtningeproblemer” og løsningen skal findes i “nærområderne” hos de “stærksvage” lande.

Et interview med Steen Petersen, der sidder i Faxe kommunes byråd for Dansk Folkeparti, får næsten forbilledligt opsummeret fortællingen om de svagstærke ikke-rige rige lande, der ikke er i stand til at tage imod titusinder af flygtninge, i kontrast til de stærksvage ikke-fattige fattige lande, der antages at kunne tage imod millioner af flygtninge uden problemer. Nøglecitatet er dette (jeg har fremhævet en formulering med fed):

Vi har ikke ubegrænsede ressourcer, Danmark er ikke et rigt land. Og Afrikas problemer er blevet væsentligt mindre. Der er vækst i mange lande dernede.

Selv hvis man skulle antage præmissen om at Danmark ikke er et rigt land, mens afrikanske lande ikke er fattige, er der en anden udfordring; de mange flygtninge, der aldrig vil komme til at kunne vende hjem. Man behøver bare at se på flygtningene fra Afghanistan, Vestsahara eller Palæstina for at se eksempler fra det 20. århundrede. Her i Europa har vi tilsvarende eksempler fra 1940’erne med de 17 millioner tyske flygtninge fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og Sudeterlandet (områder, der blev annekteret af Polen og Tjekkoslovakiet) og de over 500.000 flygtninge fra den spanske borgerkrig – for slet ikke at tale om de overlevende jødiske flygtninge af mange forskellige nationaliteter. Alle ved at 2. verdenskrig endnu har den triste rekord at være den blodigste krig nogensinde. Lad mig dertil minde om at den spanske borgerkrig faktisk var lige så blodig som den nuværende borgerkrig i Syrien.

At opbevare flygtninge i lejre skaber ingen løsninger for de generationer, der er nødt til at vokse op som efterkommere af flygtninge. Den danske digter Yahya Hassans forældre kom fra flygtningelejre i Libanon og førte al den usikkerhed, de voksede op med, over på deres børn. Grænseområderne til Afghanistan, Vestsahara og Palæstina er præget af stor ustabilitet.

Ingen vil hævde at ét enkelt eller nogle få lande kan bære hele verdens flygtningebyrde. Lige nu er det dét, der lægges op til.

Hvis man virkelig ønsker at hjælpe og skabe stabilitet, skal verdenssamfundet gå sammen om at skabe attraktive samfund i de af nogle så forjættede nærområder, så de mennesker, der er nødt til at flygte, kan blive set som de positive resurser, de har potentialt til at være. Hermed mener jeg: Lad verdenssamfundet oprette byer med virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner (fra skoler til universiteter) og kulturinstitutioner og en ordentlig infrastruktur – alt sammen noget, som flygtningene skal være med til at skabe. Disse fribyer kan fungere som neutrale FN-mandater med demokratisk styre og respekt for menneskerettighederne, uafhængige af de lande, der lægger landområder til. De flygtninge, der er flygtet til Danmark, kan blive brobyggere mellem Danmark og de nye samfund og bidrage med et kendskab til menneskerettigheder og til demokrati – hvis “vi” ellers tør at inkludere dem i det danske samfund! I de nye samfund kan man eksperimentere med at skabe bæredygtige samfund, der bruger vedvarende energi og miljørigtige løsninger. Her har lande som Danmark også (stadig) stor ekspertise og en mulighed for at være et stærkt land. De nye samfund kan blive forbilleder for alle, og måske er der ikke længere så mange, der vil flygte til et land som Danmark. Når krigene ender en dag, kan flygtningenes efterkommere skabe gode forbindelser mellem de nye fribyer og deres gamle lande og hjælpe med at opbygge dem.  Måske vil nogle af de danskere, der lige nu er så angste for flygtninge, endda ende med at forstå situationens komplekse natur.

Det er en enorm investering, men teknologien findes allerede, der kan virkeliggøre dette. I Abu Dhabi er man i fuld gang med at skabe en CO2-neutral by i ørkenen. Og verdensøkonomien har råd til det, vil jeg påstå. 

It’s clear that our leaders aren’t stepping up to the gravity of the moment. We can, and we must, push them to do the right thing. If distributed properly, the cost is not that high. Today’s world is much richer than during World War II, and it’s not tangled in global war. In 2014, the entire World Food Program budget was a paltry $5.4 billion. The United Nations refugee agency’s budget is a mere $7 billion. To put these numbers in context, Amazon’s market capitalization climbed recently by $40 billion in after-hours trading after it announced that its web-hosting services were slightly more profitable than expected. Saving millions of refugee children fleeing war apparently isn’t worth a fraction of an evening’s speculation on a single stock.

De arabiske golfstater, der har så stor modvilje mod at hjælpe flygtninge fra Syrien og Irak (Iran har derimod 1 million flygtninge), må også kunne bidrage økonomisk.

Har vi råd til at lade være? I stedet for at planlægge fremtiden ud fra en kynisk dystopi der prøver at bevare en statisk verden, hvor Europa er et gated community i et voldeligt slumkvarter, kunne vi have nogle positive visioner om en bedre verden som udgangspunkt.

(Visited 235 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar