En stjerne slukkes

AmyWinehouse

I dag fik jeg omsider set Amyder er Asif Kapadias portrætdokumentar om Amy Winehouse. Fortællingen om den engelske sangerinde og hendes korte liv er i ordets bogstaveligste forstand en tragedie – vi ved hele tiden, hvordan fortællingen vil ende og det tilføjer alle skridt på vejen en særlig vægt. Jeg og mange andre har længe haft et fragmenteret billede af historien om Amy, men det gør filmen meget for at sætte på plads.

Filmen viser derudover på forbilledlig vis flere ting.

For det første er Amy endnu et vidnesbyrd om at man skal have en vis erfaring og robusthed, hvis man skal kunne håndtere alkohol eller andre rusmidler. Amy Winehouse havde hverken erfaringen eller robustheden, og det havde mange af de personer, hun omgav sig med, desværre heller ikke. Hendes far, en engelsk taxichauffør med bodegavom, og hendes håbløse kæreste/ægtemand, der ret beset kun var god til at lukrere på hende og til at tage stoffer, bør sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden.

For det andet er Amy endnu en grim historie om musikbranchen og den øvrige mediebranche som dele af den kapitalistiske økonomi. Der var simpelthen alt for mange penge i Amy til at man ville lade hende være i fred. Optagelserne fra koncerten i Beograd, der aldrig blev til noget, fordi Amy nægtede at synge, er hjerteskærende. De mange klip med konstant blitzende fotografer er også direkte ubehagelige.

For det tredje er Amy en dokumentarfilm, der i høj grad er baseret på spontane videooptagelser foretaget af familie og venner med kameratelefoner, og også dét gør den til et produkt af vor tid.