Det er ikke satire, men…

djoefmedloegn

Per Helge Sørensen er kandidat fra Institut for matematik ved DTU og hans speciale hed Binær indkodning af cykliske koder via isomorfi med pseudocykliske koder i dellegemer – altså algebraisk kodningsteori. Men han havnede i den administrative verden. Han blev kontorchef i Forskningsministeret (som det hed dengang) – og gik ned med stress. Det var da, han skiftede spor og kastede sig over at skrive og optræde. Han har vundet Danmarksmesterskabet i story slam og har skrevet to romaner.

Per Helge Sørensens show Djøf med løg(n) er hans komiske beretning om årene som embedsmand og har et skarpt blik for alle de absurditeter, han oplevede i denne periode af sit liv.

I et interview i Politiken siger han

Hvis der er én ting, jeg ikke er stolt af ved mig selv, er det det der indre vredesspor, der kører en gang imellem. Følelsen af at sidde i sandkassen, hvor en dreng kaster sand i øjnene på din datter, og du har bare lyst til at stikke ham en. Så kommer hans far i sin kæmpestore bil, drøner forbi børnehaven, alt for hurtigt, en stor idiot. Og der kan vredessporet lyde sådan: ’Bare du ville køre min datter ned. Fordi så kunne jeg smadre dig for det. Knalde hendes løbehjul ned i hovedet på dig. Og ingen ville bebrejde mig for det bagefter. Alle ville forstå det’. Sådan nogle spor kan jeg have inde i hovedet, hvor jeg får det sådan – ’Øh, rolig nu?’. Jeg tror, det kommer af den moderne verdens grundtilstand, hvor du er i underskud i forhold til, hvad du burde nå. Du er udsat for et kæmpe pres, som du hverken kan sige fra over for eller blive vred på. Så dukker det så op på en anden måde…

Denne fornemmelse kender jeg kun alt for godt.

For tiden er jeg ved at få set Djøf med løg(n) og jeg kan nu se, at der er en del 2 lige på trapperne. Jeg færdes i andre traditioner end den administrations-verden, Per Helge har været i, men nogle forhold genkender jeg fra mit eget arbejde, og min egen organisation er præcis lige så absurd. Mange af absurditeterne skyldes det, der aldrig bliver sagt – alt det, vi har på hinanden. I den akademiske verden er det ofte de store egoer, forsmåelsen og magtforholdene, det handler om. Den og den holder alt for meget af at høre sig selv tale og holder lange oplæg om egne bedrifter. Den og den er afhængig af sin kollegas velvilje og roser ham/hende til skyerne. Den og den er en kværulant og finder altid fejl. Den og den har en faglig kæphest. Den og den taler engelsk med tommetyk accent. Den og den er efter mange år på dansk jord stadig lige stået ud af flyvemaskinen fra sit gamle hjemland. Osv. osv. osv. Der er masse, der ikke er som det burde være, men det er svært at rette vreden udad på en konstruktiv måde. I min egen organisation kan det føles som en kamp mod vejrmøller, og jeg ved fra min egen fagforening (Dansk Magisterforening, skulle nogen være i tvivl) at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Der er dage, hvor jeg godt kunne få lyst til at skrive en satirisk roman om mit arbejdsliv i stedet for at blive ved med at prøve på at være i det, absurd som det er. Som regel opstår lysten efter at jeg har været til endnu et alt for langt og helt formålsløst møde med de store egoer. Måske ender det også med at jeg gør det.

(Visited 149 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar