Del og hersk

teknat

I dag fik jeg og mine mange kolleger på Aalborg Universitet denne besked:

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave. Vi har været fokuseret på, at en eventuel opdeling både skal give mening fagligt og økonomisk, så den kan tilføre væsentlige fordele for universitetet samlet set.

Det er stadig usikkert, om opdelingen kommer til at finde sted. Lige nu pågår der et analysearbejde, hvor vi belyser forskellige muligheder og modeller. En eventuel opdeling vil basere sig på den eksisterende skole- og institutstruktur. Andre fakulteter og SBi er ikke omfattet af analysen.

Analysen tager udgangspunkt i at sikre økonomisk bæredygtige enheder, strategisk kapacitet inden for forskning og uddannelse, større sammenhængskraft og øget ledelseskraft.

Jeg sidder i Akademisk råd for TEKNAT, men jeg ved ikke mere end andre uden for ledelsen. Nyheden kommer som et lyn fra en klar himmel og uvisheden er også i sig selv bekymrende. Men den følger i traditionen med overraskende beslutninger, som beslutningen tidligere i år om at trække TEKNAT ud fra Institut for læring og filosofi. Det kostede stillinger og overlevende ansatte skulle flyttes om. Ledelsen blev ikke berørt. Dette er også tilfældet denne gang – planen er efter hvad jeg erfarer at beholde en fælles ledelse, men at have to fakulteter.

Næste møde i Akademisk råd er først den 23. september så min uvished lige nu er stor; jeg har skrevet til de andre medlemmer af lokalklub-bestyrelsen i DM for at høre om de ved mere (tillidsrepræsentanten for TEKNAT sidder der trods alt). Jeg har også kontaktet bestyrelsens medarbejderrepræsentanter.

Min helt uvidenskabelige fornemmelse er at ideen om at have en fælles administration, men flere fakulteter, er udtryk for en “del-og-hersk”-strategi, men jeg har svært ved at se præcis hvad der ligger bag bestyrelsens beslutning. Min glæde ved en bestyrelse med eksternt flertal og fortrolige referater er om muligt blevet endnu mindre nu.

(Visited 257 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar