Desværre/heldigvis

2015-09-06 14.31.12
2015-09-06 22.03.12
2015-09-06 20.10.39

I går var jeg i Madrid til sidste dag af WSFM/BEAT-workshoppen, og ud på eftermiddagen spurgte nogen om der mon var nogen der havde glemt deres lille hvide miniDVI-til-VGA-adapter på bordet oppe ved tavlen.

  • Heldigvis vidste jeg at det ikke var min adapter, for den lå i forlommen på min lille rygsæk.
  • Desværre viste det sig, da jeg i dag kom til lufthaven i Madrid, at min adapter alligevel ikke lå i forlommen på min lille rygsæk og jeg ville få brug for den til mit foredrag ved CHER2015-konferencen i Lissabon næste dag.
  • Heldigvis var der en butik i lufthavnen, der solgte masser af adaptere.
  • Desværre havde de lige netop ikke denne adapter.
  • Heldigvis kunne jeg på nettet se, at der var indtil flere butikker i Lissabon der solgte sådan nogle, og en af dem lå 300 meter fra mit hotel. Det tog tid at komme ind til hotellet, og jeg glædede mig til at få dette lille indkøb overstået på nogle få minutter efter 40 minutters metrotur fra lufthavnen.
  • Desværre sagde et skilt i vinduet i denne butik, at den havde lukket netop den 5. og 6. september på grund af malerarbejde.
  • Heldigvis var der ifølge mine søgeresultater en Apple-butik, der havde åbent og som solgte denne slags adapter.
  • Desværre lå den et godt stykke borte.
  • Heldigvis gik der en metro derhen.
  • Desværre gik metroen kun et stykke ad vejen; derefter var der halvanden kilometer op ad bakke på gåben.
  • Heldigvis er vejret behageligt i Portugal på denne tid af året, og det var en smuk aften. Jeg kom forbi en park man kunne høre, men ikke se at et lokalt portugisisk band gav en friluftskoncert til et stort og begejstret publikum.
  • Desværre var det ikke nemt at finde Apple-butikken, der solgte den pågældende adapter. Den lå i et stort butikscenter på flere etager.
  • Heldigvis havde en anden butik tæt ved indgangen en uoriginal adapter, der formodentlig var samme slags, og til kun 25 euro.
  • Desværre kunne man ikke af pakken se om det faktisk var den rigtige adapter, så jeg turde ikke købe den.
  • Heldigvis fandt jeg til sidst Apple-butikken og fandt en ekspedient, der kunne tale engelsk (jeg kan ikke tale portugisisk) og den rigtige adapter.
  • Desværre kostede denne originale adapter 35 euro.
  • Heldigvis var gåturen tilbage til hotellet en god oplevelse; nu gik det ned ad bakke og udsigten ud over Lissabon badet i rosa aftensol var usædvanligt smuk.
  • Desværre var der ikke nogen at dele sådan en udsigts-oplevelse med.
  • Heldigvis kunne jeg glæde mig til omsider at kunne få lidt at spise.
  • Desværre havde jeg nemlig sovet længe i Madrid og havde ikke fået morgenmad.
  • Heldigvis var jeg ikke sulten på det tidspunkt.
  • Desværre var jeg faktisk ret sulten, da det nogle timer senere blev frokosttid.
  • Heldigvis var der masser af madsteder i lufthavnen i Madrid.
  • Desværre var det ekstremt begrænset hvad der var af madmuligheder for vegetarer, for slet ikke at tale om veganere. Så min frokost blev en lille portion pommes frites og en banan.
  • Heldigvis var jeg nu i Lissabon og 300 meter fra hotellet lå der en vegetarisk restaurant. Al maden var vegansk, og man kunne spise alt hvad man ville for 9,50 euro.
  • Og heldigvis smagte maden himmelsk, og det var stadig en smuk aften i Lissabon.

Jeg strejfede lidt omkring i Chiado-kvarteret mellem ganske mange engelsktalende turister (fra Storbritannien og USA) og nød synet af fortovscafeer, sporvogne og springvand på denne lune septemberaften. Det var ikke svært for mig at genkende gaderne fra Bille August ikke specielt vellykkede film baseret på Åndernes hus, hvor Lissabon skulle illudere Santiago de Chile.

Tæt ved hotellet lå der faktisk også et indkøbscenter, endda kun 50 meter fra den butik som var lukket på grund af malerarbejde. Og i dette indkøbscenter, helt tæt ved hotellet, lå der i stueetagen, tæt ved indgangen, en butik hvor man kunne købe – den originale miniDVI-til-VGA-adapter.

Og heldigvis kunne jeg bare trække på skuldrene, for det var og er i mere end én forstand småting. Det var blevet en god eftermiddag og aften uanset hvad. I morgen skal jeg holde foredrag igen, men nu handler det om noget for mig så forholdsvis uvant som uddannelsesforskning.

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar