CHER 2015

2015-09-07 13.51.42CHER er ikke den amerikanske sanger og skuespiller, men Conference of the Consortium for Higher Education Researchers. der er et forum for uddannelsesforskere der interesserer sig for de videregående uddannelser. Her mødes fagdidaktikere, politologer, videnskabssociologer og mange andre for at tale om deres forskning inden for dette temmelig brede felt.

Mit eget bidrag var en artikel, skrevet sammen med Dorina Gnaur. Vores observation er at problemorienteret projektarbejde på AAU (og vel også på RUC) er i fare for at blive til et ritual, hvor vejledere og studerende kommer til at udføre bestemte handlinger fordi de “skal”, men ikke fokuserer på at analysere og formulere et problem, der skal løses. Forbløffende mange vejledere, i al fald der hvor jeg kommer fra, er meget glade for at tale om løsninger i datalogi, men alt for få vil tale om de faglige problemstillinger. I disse år ser vi at problemorienteret problemarbejde bliver taget op som vigtig undervisningsform af universiteter andre steder, ikke mindst i Asien, og det er da værd at gøre dem opmærksom på vigtigheden af at arbejde på at undgå den ritualisering, der har sneget sig ind i danske sammenhænge.

Mit foredrag fandt sted i går eftermiddags i et lille seminarrum med plads til omkring 30 mennesker. Jeg insisterede på at bruge min Mac og dens Keynote-præsentation, selv om det betød at jeg skulle fumle lidt med kabler. (Ingen grund til ikke at bruge den adapter, jeg havde brugt så megen tid på at få købt i går!!)

Der kom flere gode spørgsmål bagefter, og to af dem fokuserede på hvad man gør ved instrumentelle studerende, der foretrækker ritual-PBL i stedet for rigtigt problemorienteret projektarbejde. Mit eget svar er at man skal skabe en ramme for projektarbejde, hvor man ikke kan komme til at nøjes med at lave “ritual-projekter”. Problemstillingerne skal være ægte og åbne.

Det er lidt underligt at komme fra én konference, hvor de fleste af os har kendt hinanden længe, til en anden konference, hvor der ikke er én eneste jeg kender og hvor ingen kender mig. Men det indbudte foredrag med den portugisiske fysiker m.m.m. Alexandre Quintanilha var rigtig interessant; hans fokus var de videregående uddannelsers pligt til at sikre almen dannelse på tværs af fagene og til at sikre at vi kan skabe en bedre verden for os alle.

Quintanilha, der er født i Moçambique, er også i sig selv en fortælling værd. Han har en baggrund inden for teoretisk fysik, men kastede sig siden over biologi. I mange år arbejdede han i USA inden han vendte tilbage til Portugal.

Der var flere andre foredrag, der var spændende. Joseph C. Hermanowicz fra University of Athens i USA (R.E.M.’s hjemby) havde lavet en spændende undersøgelse af amerikanske universitets-fysikeres arbejdsglæde med fokus på de forskelle der er, alt efter hvor man er i sin karriere og alt efter om hvor forsknings- hhvs. undervisningsorienteret og elitepræget et universitet man er ansat på. Forbløffende mange universitetslærere i fysik uden for elitemiljøerne i USA er faktisk ikke særlig glade for deres akademiske karriere i disse år. Hermanowicz’s oplæg blev desværre skæmmet af at han faktisk stod og læste op fra sit manuskript i knap 20 minutter; selv om han forsøgte at gøre oplæsningen levende, var det en underlig oplevelse.

Anna-Linda Balkowski og Ivanessa Mirastschijski, to lattermilde unge forskere fra universitetet i Köln, havde lavet en stor undersøgelse af hvad der mon var kvalitet i undervisning set ud fra de studerendes synspunkt. Det rigtig interessante her var at det bestemt ikke er “underholdende” eller “let” undervisning, som bliver værdsat, men derimod en god kontakt til underviseren og gode muligheder for at kunne være aktiv i undervisningssammenhænge.

Og endelig var det interessant at høre Bojana Culum,  Tatiana Fumasoli, og Terhi Nokkala – tre unge kvinder fra Kroatien, Norge/Italien og Finland – fortælle om deres undersøgelse af hvordan det at “netværke” i forskningsmiljøer manifesterer sig og især hvordan det kan påvirke unge kvindelige forskeres karriere. Det er i høj grad en væsentlig problemstilling at tage fat på at analysere. Jeg har altid selv syntes at netop dette med at “netværke” er lidt underligt og påtrængende, og jeg er desværre aldrig rigtig blevet god til det. Undersøgelsen viser at andre – både mænd og kvinder – også kan have det på denne måde.

En aften ved Tejo-floden

2015-09-07 19.56.40-1

Lissabon er værd at besøge her først i september. Vejret er dejligt – 30°C og skyfrit. Sporvognene haster gennem de stejle og snoede gader; jeg tog selv en propfyldt sporvogn tilbage til hotellet efter konferencen sluttede i går og aftenen brugte jeg på en lille gåtur ned til Tejo-floden. Her kunne jeg nyde solnedgangen over den store hængebro Ponte 25 de Abril og se over på Almada og den store Cristo Rei-statue, der får én til at tænke på Rio de Janeiro.

Små og store både og et enkelt fragtskib passerede forbi. Cyklister dukkede op og hastede bort igen, en lille hund var på nippet til at løbe væk fra sin ejer her og folk satte sig ved små metalborde med deres mad og drikke købt ved den sekskantede pavillon, her  mens mørket hurtigt faldt på og de mange lys tændtes. Jeg købte et glas vinho verde, den let mousserende hvidvin de er så glade for herned. Netop i denne smukke tusmørkestemning blev jeg overvældet af al denne pludselige skønhed og var glad for at kunne være en del af alt det, jeg oplever i disse dage.