De grå lande på kortet

p10-1

 

En ikke helt ukendt politiker fra Dansk Folkeparti udtalte sidste år:

Martin Henriksen undrer sig over at Europa tager imod ganske mange asylansøgere og flygtninge, mens lande som Kina og Saudiarabien næsten ikke får nogen:

– Vi sammenligner os altid med lande som Sverige, men i virkeligheden burde lande som Saudiarabien og Kina tage imod langt flere.

Jeg er faktisk enig med ham i at det er dybt problematisk at et land som Saudiarabien ikke tager mod flygtninge. De seks Golf-lande Qatar, Saudiarabien, Kuwait, Oman, Bahrain og Emiraterne har ikke tilbudt at genbosætte en eneste syrisk flygtning fra nærområdet.

Men det er der en grund til, og den er rigtig trist.

FN’s Flygtningekonvention blev vedtaget i 1951. Danmark var det første land, som underskrev, og siden har 144 lande tilsluttet sig. Konventionen blev oprindelig skabt som reaktion på situationen under og efter 2. verdenskrig. Man ville sikre, at alle mennesker, som forfølges i deres eget land, kunne søge beskyttelse i andre lande. Desuden berører andre konventioner også rettigheder for flygtninge, blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Konventionen om Statsløse og Torturkonventionen.

Kortet ovenfor viser de lande, der har ratificeret FNs konvention om flygtninges rettigheder og New York-protokollen af 1967 om flygtninges rettigheder. Lande, der ratificeret, er markeret med mørkegrønt.  USA og Venezuela har kun ratificeret New York-protokollen og er markeret med gult. Madagascar har kun ratificeret selve konventionen og er markeret med lysegrønt. Bemærk at de lande der ikke har ratificeret nogen af delene indbefatter de seks Golf-stater (og faktisk også bl.a. Pakistan, der til gengæld har over 1 million flygtninge fra Afghanistan).  Der findes en del syriske statsborgere som er flygtet til Saudiarabien, og her og i andre Golf-stater er der også millioner af statsborgere fra lande, hvorfra mange andre er flygtet. Mange af sidstnævnte er gæstearbejdere – og det i lande hvor det er alment kendt at rettighederne for disse udenlandske statsborgere er stærkt begrænsede. Udenlandske statsborgere kan nemt udvises og får oftere end andre strenge straffe.

Fælles for dem, der er flygtet til Saudiarabien, er at de ikke har flygtningestatus og derfor ikke bliver ydet den beskyttelse mod refoulement (vilkårlig tilbagesendelse) eller har de øvrige rettigheder, som FNs Flygtningekonvention nævner. UNHCR har et kontor i Riyadh, og prøver på at sikre en sådan beskyttelse. Det er en trist og uholdbar situation, men menneskerettighederne har det rigtig svært i Golf-staterne, der alle er mere eller mindre enevældige monarkier, og ingen vestlige lande gør ret meget ved denne situation.

Hvis Dansk Folkeparti ville gøre noget for at få Golf-staterne til at tage imod flygtninge og for at give dem rettigheder, ville de derfor være nødt til at arbejde for at Golf-staterne ratificerede FNs flygtningekonvention.  Men Dansk Folkeparti går faktisk ind for at Danmark skal træde ud af selvsamme konvention.

(Visited 403 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar