At række hånden ud

dr2

Det er som om de seneste ugers begivenheder, hvor der er stort fokus på ankomsten af flygtninge fra Syrien (og Eritrea og andre lande med voldsom undertrykkelse) til Danmark endnu engang bringer nogle meget forskellige reaktioner frem i den danske befolkning. Der er initiativer som Venligboerne og ideen om en “folkevandring” den 6. oktober, men der er også en masse ubehagelige og kyniske følelser, der kommer til udtryk på nettet og i den daglige samtale. Jeg har hørt og læst ubehagelige udsagn og holdningstilkendegivelser, som jeg aldrig tidligere troede at jeg skulle opleve, også fra folk (jeg troede) jeg kendte. Nogle gange hører jeg udsagn der tyder på at toneangivende politiker mener at selve det at ville være god ved sine medmennesker er blevet noget, man bør tage afstand fra, og noget der i bedste fald er udtryk for manglende begavelse eller “klamt”. Det ubehagelige udtryk at “flashe sin godhed” går sin sejrsgang lige nu. Det er som om alt bliver trukket meget skarpere op, når det står på en skærm. Konfrontationen mellem Marie Krarup og Lisbeth Zornig Andersen i Deadline på DR2 er næsten en arketypisk beskrivelse.

I denne uge læste jeg et indlæg i Venligboernes Facebook-gruppe af en person, jeg ikke kender. Men hendes overvejelser kan jeg nikke genkendende til. Hun skrev:

Jeg har nogle bekendte på min facebook, jeg vil ikke kalde dem venner. Hver gang jeg poster noget positivt ved vores nye medborgere der er kommet som flygtninge, så vil de bare diskutere, hvor forfærdeligt de synes det er at de kommer her. Jeg synes at man skal være venlig og ordenlig mod alle og jeg har håbet, at jeg ved at dele mine positive oplevelser har kunne smitte af på dem. Men jeg kan også mærke, at jeg ikke rigtigt orker mere når de igen og igen poster ting om flygtninge, som jeg personligt finder meget sårende. Hvad har i andre gjort med de af jeres facebook “venner” som ikke deler jeres positive holdninger? Jeg håber at vi kan holde dette i en positiv tone, jeg er ikke ude på at nedgøre andre mennesker som ikke deler mine holdninger, men jeg føler mig som et dårligt menneske fordi jeg ikke kan holde dem ud længere fordi vi slet ikke deler hinandens holdninger.

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere på om den person, der går foran mig på gaden eller cykler forbi, mon går hjem og giver udtryk for ubehagelige holdninger. Sandsynligheden for det er stor. I virkeligheden ville jeg helst bare passe mit arbejde, leve i abstraktionerne og lade verden passe sig selv. Men samtidig kan jeg ikke se passivt til, når der er en masse kynisme og had derude, fordi disse holdninger ender med at gå ud over andre mennesker i sidste ende.

Ligesom kvinden, jeg citerer ovenfor, orker jeg ofte ikke at lytte mere til al negativiteten, fordommene og kynismen. Der er tidspunktet hvor jeg bare har lyst til at “skumme vreden af” i enrum og resignere. Men den store udfordring er samtidig den, at vi alle er nødt til fortsat at leve sammen. Uanset hvad er vi familie, kolleger, venner, bekendte osv. og indgår i alle mulige andre sammenhænge. Jeg ved det er et dilemma, mange andre også står i.

Og uanset hvad er der jo nogle af os, der i et eller andet omfang enten selv er eller har venner eller familie, der er medborgere med udenlandsk baggrund (flygtninge, indvandrere, danskfødte borgere med forældre fra udlandet osv.). Nogle mennesker kan ikke bare gemme sig, og det er da heller ikke meningen at man skal det.

Alle os, der nu vil det gode og vil forsvare menneskeværd og flygtninges ret til at blive behandlet ordentligt, bliver nødt til at række hånden ud til dem vi er uenige med og vise at der er en anden og bedre vej end al den mistro og alt det had, vi nu ser.

(Visited 115 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar