Tilladelse til eksperimenter?

007_79009
Ungdomsbillede af Tania Ørum og hendes nu afdøde mand, forfatteren og journalisten Hans Jørgen Nielsen

I Information er der et langt brev fra Tania Ørum, der i en menneskealder har været lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og snart går på pension. Brevet er stilet til “en ung universitetskollega”. Selv om jeg kommer fra et helt andet fagområde og fra en anden tid, kan jeg genkende en hel del af det, hun skriver.

Ørum skriver om hvordan hun kom til at holde af sit fag og ikke bare blev opmuntret af sin rektor til at lave projekter om sit fagområde (der dengang var engelsk litteratur) uden for pensum! Kunne man have forestillet sig det i dag?

Hun skriver:

Som ung studerende var jeg med i det studenteroprør, der afskaffede professorvældet og gav lærere og studerende medindflydelse. Det var ikke blot en stor demokratisk sejr, men medførte også et kvalitetsmæssigt løft, da vi nedefra satte nye faglige strømninger og nye undervisningsformer på skemaet.

Jeg var nok aldrig havnet som universitetslektor, hvis jeg ikke i allersidste del af min studietid havde truffet nogle ligesindede studerende på engelskstudiet, som var lige så fagligt engagerede og lige så utilfredse med studiet, som jeg selv var. Sammen gik vi op til daværende rektor, Mogens Fog, og sagde, at vi gerne ville lave et kritisk universitet for engelskstudiet, Engelsk Alternativ Projekt. Per Aage Brandt havde jo allerede lavet FRI – Frit Romansk Institut – havde vi hørt. Rektor bevilgede os et lokale på Søndervold og adgang til en spritduplikator, som vi delte med det kapitallogiske tidsskrift Kurasje. Og så gik vi i gang med at undervise i de ting, vi syntes, der manglede.

Denne slags eventyrlyst er helt væk på universitetet i 2015, og det er ikke kun fordi spritduplikatoren er en saga blott. Der er ikke midler til at forsøge sig frem, og der er ikke engang råd til risikoen for at fejle. Ideerne skal være præsentable fra start af, og institutterne er meget veldefinerede enheder med hver deres økonomi. Derfor skal den enkelte forsker kunne levere et bidrag til instituttets økonomi. Det er ikke instituttet, der finansierer faglige aktiviteter – i det 21. århundrede er det omvendt. Og de studerende er ikke mindre kompetente end før, men der er intet incitament til dem til at prøve noget nyt og ukendt for dem. Tværtimod.

Jeg har ingen forskningsmidler, så ikke helt sjældent føler jeg mig som en akademisk fiasko. For jeg har ingen resurser til at få mine ideer sat i søen alene, selv med allierede på andre universiteter.

Tania Ørum skriver:

Dengang var der, som du kan se, flere åbne porer i systemerne. Centeret var i de første år et meget livligt tværfagligt miljø, hvor lærere fra andre fag var tilknyttet i et eller flere semestre. Indtil nye budgetmodeller sømmede folk fast på deres egne institutter.

Men selv under det nuværende regelherredømme er det fortsat muligt at samarbejde på tværs og slå sig sammen om nye initiativer. Du skal bare gå i gang.

Jeg er i det hele taget skeptisk over for ledelse og den dyrkelse, ledelse og ledere omgives med i nutidens ideologi (men ikke nødvendigvis over for de udmærkede enkeltpersoner, der påtager sig at være ledere). Og skeptisk over for hele den hierarkisering, individualisering og konkurrencementalitet, der som en virus har bredt sig i samfundets kroppe og sind.

Heri er jeg helt enig.

(Visited 84 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar