Skal der være en problemformulering?

Mine slides fra CHER 2015.

Jeg er vejleder for en helt almindelig gruppe af studerende på Aalborg Universitet, der nu er nået til kandidatuddannelsen. På vores første møde talte vi, sådan som man plejer her i starten af projektperioden, om deres ideer til hvad projektet kunne handle om. For nogle dage siden sendte de mig en mail om deres ideer til hvad de gerne ville lave projekt om. I dag fortalte de mig nærmere om deres tanker. Jeg spurgte dem hvad de havde læst om emnet.

– Vi har set på gamle rapporter, sagde de.

Hermed mente de gamle projektrapporter fra samme semester på tidligere årgange.

Jeg spurgte dem om de havde undersøgt noget andre steder. Det havde de ikke, fortalte de mig. Jeg sagde, at de burde undersøge hvad man kendte til af overvejelser derude i forskerverdenen og af løsninger, foreslået af firmaer – og altså ikke lægge så meget vægt på hvad tidligere studerende havde bedrevet.

– Hvad med et problem? Skal der være sådan et? spurgte de så, lidt forsigtigt.

Jeg spurgte om de mente en problemformulering. Det gjorde de.

Ja, sagde jeg. Når jeg er vejleder, skal der være en problemanalyse og en problemformulering. Uden et veldefineret problem ville det blive meget svært at lave en løsning (for hvad er det, man løser?) for slet ikke at tale om at skrive en konklusion. De studerende nikkede, men virkede egentlig også lidt forbløffede over at jeg lagde så stor vægt på netop dette.

– Skal vi så lave et program, der simulerer vores løsning? spurgte de.

Og her måtte jeg så sige, at man først kunne finde ud af hvordan man kunne løse problemet, når man vidste præcis hvad problemet var.

Ved at tænke tilbage på andre vejledningsoplevelser kan jeg ane et billede af at det er blevet en almindelig praksis blandt vore studerende, når de skal i gang med et nyt projekt, at se hvilke projekter der tidligere er lavet og at vælge et emne der lægger sig tæt op ad noget allerede kendt, så de hurtigt kan komme i gang med nogle konkrete “løsningsaktiviteter”. Der er ikke om plagiering – AAUs rapportbibliotek rummer en masse projektrapporter fra tidligere semestre, og det er helt tilladt at bruge dem som kilder.

I sidste uge var jeg til en konference i Lissabon, hvor jeg talte om hvordan det, der bør være problemorienteret projektarbejde, er ved at blive til et ritual, hvor det, der egentlig skulle være vigtige aktiviteter bliver ignoreret eller alt for overfladisk udført så “man” kan komme videre til “det vigtige”.

Min hypotese (som jeg nu gerne ville kunne undersøge) er at denne adfærd skyldes at man gerne vil minimere usikkerhederne ved projektarbejdet. Måske er det frygten for ikke at bestå, der spiller ind i denne tid med fremdriftsreformer og stramme SU-regler. Måske er det frygten for den usikkerhed, der er forbundet med at skulle analysere og prøve på at løse et problem, som er nyt og ukendt. Jeg ved det ikke, men det, jeg oplever som vejleder i disse år, bekræfter mine bange anelser om at det, jeg talte om i Lissabon er meget relevant og at den manglende problemorientering er et meget større problem på vores uddannelser end mange ved og vil være ved.

(Visited 208 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar