Fred i Syrien!

damascus-from_qassioun1
Aftenudsigt over Damaskus fra 2010.
Western tourists walk in Old Damascus March 2009.         REUTERS/Khaled al-Hariri
Turist på gåtur i Damaskus’ gamle bydel i marts 2009. REUTERS/Khaled al-Hariri

Omsider er der ved at være tegn på den nødvendige opmærksomhed på den enorme humanitære katastrofe, som borgerkrigen i Syrien er. Det tog mere end 4 år at indse hvor bydende nødvendigt det er at kunne hjælpe de mange flygtninge fra Syrien og at det kræver en helt anderledes samlet indsats af de europæiske lande end vi har set hidtil.

Men det må ikke slutte her. Det er lige så bydende nødvendigt med en international indsats for at slutte krigen i Syrien og skabe fred.

De enorme antal flygtninge fra det tidligere Jugoslavien i 1990’erne var vel også med til at overbevise EU og USA om at det var nødvendigt for det internationale samfund at skride ind her. Resultatet var Dayton-aftalen. Senere kom konflikten i Kosovo, og her bombede NATO serberne. Kosovo-albanerne, der var flygtet i stort tal, kunne derefter for manges vedkommende vende hjem. På den anden side er serbiske nationalister stadig i stand til at gøre opmærksom på at Serbien blev bombarderet – i Beograd er der stadig bygninger, der står som de stod efter bomberne var faldet i 1999.

Og nej, jeg har slet ikke noget godt svar på hvordan man skal slutte krigen i Syrien. En intervention vil kræve et enigt FN og formodentlig en form for forståelse med Rusland, som lige nu er svær at se konturerne af.

Skal man foretage en storstilet militær intervention? Umiddelbart virker det som det eneste mulige nu, men sporene fra tidligere vestligt ledede indgreb i Mellemøsten skræmmer. Skal man forhandle med så afskyelige grupperinger som Islamisk Stat? Jeg bryder mig slet ikke om tanken, og det er svært at tro på at dette ville kunne føre nogen steder. Men det er nødvendigt at finde ud af hvad der må gøres. Vi kan ikke lade tragedien fortsætte, for den risikerer at destabilisere hele Mellemøsten.

Et første skridt ville være at Folketingets partier vedtog en målsætning om at skabe et fredsinitiativ, gerne sammen med de andre nordiske lande, og ved brug af passende eksperter lavede en konkret analyse af hvordan man skulle komme videre. (Og nej, jeg mener bestemt ikke at man skal lade én person granske det hele igennem.) Gennem sådan et initiativ kunne de nordiske lande – og ikke mindst Danmark – indtage en god og positiv rolle i international sammenhæng, og danske politikere kunne prøve at tænke på en anden måde på situationen uden for landets grænser end de længe har gjort.