Man skal ikke gå efter Inger Støjberg

stoejberg

Svend Brinkmann, der er professor i psykologi ved AAU, har et interessant debatindlæg i Politiken i dag. Hans pointe er at mange kritikere fokuserer alt for meget på personen Inger Støjberg i kritikken af den politik, der nu føres af den danske regering over for flygtninge. Pointen er ikke at Inger Støjberg skal beskyttes mod kritik, fordi hun ikke kan tåle den, eller at hendes adfærd og udtalelser ikke bør give anledning til bekymring eller kritik.

Pointen er derimod den, at vi ved at personificere en kritik af regeringens flygtningepolitik som en kritik af hvad Inger Støjberg siger og gør, overser at det er regeringen som helhed der står bag hendes ord og handlinger. Og vi ender med at “psykologisere” diskussionen. Det ser man også i de mange, der kritiserer hinanden for at være styret af følelser. Brinkmann skriver

Man ser også psykologiseringen i de verserende krænkelsesdebatter. Højrefløjen beskylder venstrefløjen for at være overdreven krænkbar og konstant på jagt efter nye sager, man kan forarges over (sprogbrug, kønsulighed osv.). Det er dog helt komisk, at højrefløjen tilsyneladende er blind for, at den selv excellerer i selv samme følelsesudtryk, når den ustandseligt forarges over det, den ser som venstrefløjens politiske korrekthed.

Om politik kan bedrives uden følelser? Jeg tror det ikke.

Men i fokuseringen på bestemte politikere glemmer vi at forholde os til selve det politiske indhold og regeringens holdninger som helhed; vi forholder os til personen, og vi kommer derfor til at tale om personer hvor vi burde tale om politik. Tænk på dette: hvis Inger Støjberg en dag bliver skiftet ud, vil der i stedet bare komme en anden Venstre-politiker på samme post, der vil give udtryk for de samme holdninger og handle på samme måde.

Hvis man skal kritisere Inger Støjberg for noget som er specifikt for hende hende, er det to ting. For det første er det hendes kommunikationsstil, som på én gang er meget effektiv og meget kontraproduktiv – en ekstra glat (og på nogle måder plat) variant af den udbredte politikerstrategi med ikke at svare og at snakke udenom. Christian Kock, der er professor i retorik på KU, har en interessant analyse af Støjbergs måde at kommunikere på.

For det andet viser Inger Støjbergs tidligere minister- og ordførergerning at hun er så en ekstremt loyal minister at det nogle gange grænser til det ufrivilligt komiske (dette udgør risikoen ved at være god til at snakke udenom). Hendes stadige benægtelser i 2010 af at Anders Fogh Rasmussen ville søge posten som generalsekretær for NATO er et eksempel på netop dette.

Dé to aspekter er specifikke for Inger Støjberg, og dem kan og bør man kritisere.