Ærefrygt

awe

Vi bruger ikke ordet ret tit, men egentlig er det jo smukt: Ærefrygt. Man føler ærefrygt, når man er ude for oplevelser, der overvælder én på en helt bestemt måde. Ærefrygt kan godt være negativ – i H.P. Lovecrafts forfatterskab er der således en hel masse negativ ærefrygt i beskrivelserne af menneskers møde med truende og sælsomme væsner, landskaber og byer.

Men den positive ærefrygt er heldigvis en helt anden. I april sidste år skrev jeg om de “tynde steder”. Det er de steder, hvor “himmel og jord mødes”. Selvfølgelig sker dette møde i hovedet på den, der oplever det “tynde sted”, og ofte er dét, man føler jo netop en positiv ærefrygt.

Jeg husker da min datter blev født. Jeg husker de tårnhøje fyrretræer i en skov i USA. Jeg husker en smuk sensommerhimmel over Aalborg. Jeg husker at sidde i en flyvemaskine over bjerge i Kaukasus og senest husker jeg en solnedgang over Tejo-flodens munding ved Lissabon. Nogle gange har det været musikoplevelser – i klassisk musik har det været mødet mellem en smuk koncertsal og smuk musik og i rock/country/elektronisk/osv. musik har det været mødet mellem et levende og nærværende band og et levende og nærværende band. I alle den slags situationer dukker der en fornemmelse op af at være lille uden at være mindreværdig. Den positive ærefrygt rummer en følelse af at opleve noget, der er meget større end én selv, og der kommer en følelse af samhørighed (det er også et godt ord, synes jeg).

I en ny undersøgelse der er omtalt i New Statesman undersøger fire amerikanske psykologer hvordan følelsen af ærefrygt påvirker menneskers sociale adfærd. I deres artikel fra Journal of Personality and Social Psychology beskriver de resultaterne af en undersøgelse af hvordan menneskers pro-sociale adfærd bliver påvirket af følelser af ærefrygt. Med andre ord undersøger de om mennesker bliver mindre selvcentrerede og mere altruistiske af at opleve noget ærefrygtindgydende. Det lader til at være tilfældet. Mennesker bliver mere gavmilde, mere hensynsfulde og træffer mere etisk korrekte beslutninger. Jo lettere man har ved at føle ærefrygt, jo større bliver forandringen.

I en anden amerikansk undersøgelse undersøger tre psykologer hvordan følelsen af ærefrygt kan ændre menneskers opfattelse af verden omkring dem. De beskriver følelsen af ærefrygt som at opleve “something so strikingly vast that it provokes a need to update one’s mental schemas”. Og i denne undersøgelse bliver forsøgspersonernes tidsfornemmelse påvirket – de oplever faktisk at “tiden står stille”.

Faktisk tror jeg ikke at det er så dårligt endda at kunne lade sig overvælde positivt.

(Visited 1.235 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Ærefrygt”

Skriv et svar