Cecilia Bartoli

IMG_5105

For 20 år siden så jeg Cecilia Bartoli i et tv-program; allerede dengang var hun et stort navn og allerede dengang var jeg fascineret. Her til aften gav hun omsider koncert i Musikkens Hus sammen med det schweiziske ensemble I Barocchisti, der er stiftet og dirigeres af Diego Fasolis.

Når vor tids største mezzosopran omsider besøger Aalborg, er der ingen vej udenom, også selv om billetterne koster en bondegård (for det gjorde de!).

Fra min plads i salen genkendte jeg min kollega Ivan Aaen, min historielærer Kirsten fra gymnasiet, en studerende ved navn Jens som jeg huskede fra min tid som hjælpelærer i matematik og som senere brugte sin fritid som forsanger i et grindcoreband – og AaBs sportschef Allan Gaarde.

Det blev en meget smuk koncert i barokkens tegn. Det er musik fra en tid, hvor opera uanset nationalitet helst skulle synges på italiensk. Før pausen var der mest ouverturer og arier af Vivaldi – der som operakomponist er noget underkendt. Efter pausen var der orkestermusik og arier af komponister som jeg ikke kendte, bl.a. Raupach, Galuppi og Araia. Nogle af disse stykker musik findes på albummet St. Petersburg, der udkom sidste år.

Cecilia Bartoli har ikke bare en suveræn stemmepragt, hun har også en udstråling der er noget helt særligt. Det vidste jeg godt, men det er noget særligt at opleve det live. Med et enkelt blik og en gestus kan hun skabe en stemning og lege med den – opera er jo også teater. Mere end én gang kom vi til at smile, ja nogle gange le, undervejs: Da hun “gik i vrede” ved slutningen af en arie. Da hun kom ind på scenen iført et langt, langt slæb som en scenemedarbejder bøvlede med at folde ud, hvorefter Cecilia bare tog det af. Da hun i et ekstranummer havde et “skænderi” med en obo.

For der var tre ekstranumre. Det er noget man ikke ser så tit igen til en klassisk koncert. Jubelen og det stående bifald ville næsten ikke slutte. Nogle fra publikum gik inden koncerten var helt slut; de bør ærgre sig.

Jeg fik desværre aldrig købt et program – tak til Ivan for at lade mig få et kig på hans program efter koncerten!

(Visited 114 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar