En kornfed dag?

GetImage.ashx

I dag var jeg til et langt møde i samarbejdsudvalget for mit institut, hvor jeg repræsenterer min fagforening, Dansk Magisterforening. Her brugte vi en stor del af mødet på at tale om instituttets budget og om vores lokalesituation. Regnskabet balancerer, men det er umuligt at tage nye initiativer.  Vi får flere studerende end nogensinde før, men slet ikke lokaler nok til at kunne følge med. Vi talte endnu engang om muligheden af ikke længere at give studerende grupperum, men der var enighed om at det ville være en usædvanligt dårlig idé. En mulighed kunne være at indføre et bookingsystem, så studerende ikke længere havde ret til et grupperum men kunne reservere et grupperum i nogle timer engang imellem.

Forskningsministeren taler om “kornfede” uddannelsesinstitutioner, men ingen af os følte os specielt kornfede.

Arbejdsdagen sluttede som en slags akademisk familiefest. Fra AAU tog jeg til reception i firmaet Trifork, hvor en af vores tidligere PhD-studerende Janne Jul Jensen (og flere andre kandidater fra Institut for datalogi) er ansat. Trifork havde fået nye lokaler i Aalborgs midtby og det var der grund til at fejre. Der var vin og øl og sodavand og snacks. Vi fik historien om MobilePay, som det netop er Trifork der har udviklet, og jeg fik genset Bjarke Søndergaard, der blev kandidat fra Institut for datalogi sidste år. Jeg fik også hilst på min gamle studiekammerat Gitte Tjørnehøj, der nu er adjunkt på Institut for statskundskab.

På Gittes institut har de studerende nu mulighed for at reservere et grupperum i nogle timer ad gangen. Det har betydet, at der er meget få der bruger grupperummene – når man ikke kan efterlade sine ting (herunder udstyr og bøger) der eller lade ting stå på tavlen eller have et sted med arbejdsro eller være sikker på at kunne mødes med sin vejleder dér, er nytten af grupperummene til at overskue.

Så dukkede endnu en tidligere kollega op, Birthe Lund, der nu er på Institut for læring og filosofi (Birthes mand er kandidat fra mit institut engang i forrige århundrede) og spurgte om vi havde set den e-mail, alle medarbejdere netop havde fået fra rektor. Og nej, det havde vi ikke. Birthe kunne fortælle at AAU nu skal spare 100 millioner kroner som følge af den nye finanslov. Op til 200 ansatte kan risikere at blive fyret. Denne voldsomme nedskæring sker kun to år efter at AAU som følge af et underskud skulle spare 145 millioner kroner. Perioden fra 2013 og til nu har været en stressende og usikker tid, der var meget ubehagelig for alle os menige medarbejdere. Der var fyringer overalt (bortset fra i ledelsen) og ansættelsesstop.

Vi troede lige at vi havde fået bare en lille smule ro (det sagde min institutleder da også så sent om til dagens møde i samarbejdsudvalget), men nej. Nu skal vi igennem samme manøvre igen. Jeg sidder i samarbejdsudvalget, så jeg er selv lidt sværere at få fyret, men de unge medarbejdere og dem uden eksterne forskningsmidler (sådan en er jeg selv) vil være i farezonen.

Janne kender universitetsverdenen indefra fra sin PhD-tid og kunne fortælle os at der ikke er den samme dokumentations- og performancefiksering i hendes firma.

Gitte, Birthe og jeg har været universitetsansatte det meste af tiden siden midten/slutningen af 1980’erne, og det er vel tydeligt at vi holder meget af at undervise og forske. Til gengæld er der ingen af os der holder af at være ansat på universitetet, nu hvor New Public Management er blevet enerådende og betingelserne har gjort det svært at gennemføre undervisning og forskning på forsvarlig vis. Birthe sagde til mig at man måske skulle prøve at starte noget selv uden for universitetsregi for os, der gerne vil undervise og forske og ikke har eksterne midler. Det lød som en god idé, sagde jeg. Men hvor og hvordan?

Hvem sagde kornfed?

(Visited 441 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar