De kan ikke gøre for det…

guilt_free_zone

Der er et særligt menneskesyn, som vi har set flere eksempler på i denne uge.

Lad os forestille os at nogen havde skrevet dette i januar lige nu:

På et tidspunkt får folk nok. Især hvis man ikke bliver lyttet til. Og så udfører man handlinger, som man egentlig ikke har lyst til at gøre. Det er det, vi ser med skudattentaterne i København lige nu. Man bliver desperat på et tidspunkt. Det må man forvente, når man ikke lytter.

Formodentlig (og forhåbentlig) havde mange reageret på en sådan udtalelse. Men i denne uge var det Dorthe Ullemose, MF for Dansk Folkeparti, der skrev dette i et læserbrev – forskellen var at der på de understregede ords plads stod “afbrændingerne i Sverige”, som her henviser til de anstiftede brande mod asylcentre i vores naboland. Det er et rent held, at ingen er døde i disse brande (endnu), men det trist, at der ikke er kommet en bred politisk fordømmelse af disse udtalelser, der skyldes en folkevalgt politiker.

I samme uge skrev en 16-årig uddannelsessøgende, Ebrahim Said, også et læserbrev. Og i dét skrev han

Men kvinden deler også i mange henseender et medansvar. For hvis hun med sin mavebluse, kavalergange og bukser med huller i stik mod alle odds går alene igennem en park eller mørke, farlige gyder, bærer hun så sandelig også et medansvar.

Her er der kommet en del fordømmelser, og heldigvis for det.

Der er ét fælles, ubehageligt fænomen her hos udsagnene fra den unge mand på 16 år og folketingsmedlemmet (hvis alder er omdiskuteret) – som de siden har forsøgt at trække i land på mere eller (mest) mindre elegant vis. Det er ikke bare det, at begge personers udsagn gør bestemte mennesker medansvarlige for en forbrydelse, der bliver begået imod dem. Det er også noget andet, nemlig at forbrydelserne nærmest bliver forklaret som nærmest uafvendelige. Hvis andre gør noget bestemt, reagerer gerningsmændene pr. automatik. Alle mennesker bør tænke sig om og bruge deres sunde fornuft, men det er som om dette krav ikke for alvor gælder gerningsmændene.

Ebrahim Said og Dorthe Ullemose kunne pointere at ordentlige mennesker, uanset om de er enige i et lands flygtningepolitik, ikke brænder asylcentre ned, og at ordentlige mennesker, uanset om de bliver seksuelt opstemte af at se en kvinde i en bestemt situation, ikke begår voldtægt.  Det ville være en anderledes positiv besked. Men nej.

Noget om at skrive akademisk

tgc2013
Det er mig, der har begået dette sproglige mesterværk i 2013.

Indledningsvis skal det påpeges at det ikke er alle, der under læsningen eller kommenteringen af arbejdsblade påpeger det problem som omtales i en artikel i The Atlantic. I nærværende blogindlæg vil det dog blive diskuteret, om der kan være et problem med bestemte vaner inden for akademisk skrivning. Herefter vil der hen mod afslutningen blive søgt løsninger, hvis formål vil være at udbedre problemet eller alternativt bidrage til en formindskelse af dets omfang. Forfatteren er af den opfattelse at en sådan ændring vil være gavnlig.

I resten af mit indlæg vil jeg prøve at skrive som et menneske igen. Selv søde og rare og sjove mennesker som taler et fuldstændig forståeligt dansk kan ved et trylleslag forvandle sig til knudrede forfattere, når de skal udtrykke sig i akademisk sammenhæng.

Jeg ved ikke selv, hvor min akademiske skrivestil kommer fra. Selv tror jeg at den er et opkog af skrivestilen fra de lærebøger fra min studietid, jeg især værdsatte, og af forskningsartikler, jeg har læst som ung. Fordi alle mine publikationer er på engelsk, har min britiske PhD-grad sikkert også været medskyldig.

Klart sprog er ikke det samme som dagligsprog. Studerende på tidlige semestre bruger stadig i stort omfang dagligsprog i stedet for fagsprog, når de skal udtrykke sig. Og intet er vel så knudret og frustrerende at læse som en typisk projektrapport fra første semester. Det skulle da lige være de projektrapporter der forfalder til en voldsom og omfattende brug af passiv og verbalsubstantiv, en upersonlig skrivestil som de pågældende studerende ofte henfører til “noget, en vejleder sagde”.

Men hvis vi selv insisterer på at udtrykke os knudret som akademikere, kommer vi meget let til at føre den dårlige vane videre til de studerende. Derfor er det vigtigt at vi som akademikere lærer at skrive på klart, almindeligt dansk, plain English eller hvad det så end hedder.

Ren hobby for de ikke-produktive?

uddannelsesalliancen_demo_2015_1029

I dag er der varslet store demonstrationer mod regeringens besparelser på uddannelser og forskning rundt om i landet. Jeg kan desværre ikke selv deltage, for jeg skal til møde med AAUs rektor om det svar jeg sammen med 90 af mine kolleger har sendt på rektors og bestyrelsens udkast til en strategi for vores universitet. Dette brev er i sig selv en protest mod de samme tendenser, som nedskæringerne er udtryk for – afdemokratiseringen, kommercialiseringen og udsultningen af vores uddannelsessystem.

Der er nogle uddannelsessøgende og universitetsuddannede, der heller ikke går på gaden i dag – men det er fordi de faktisk i det store og hele synes godt om nedskæringerne. En artikel i Information afslører bevæggrundene for at have denne holdning.

Eva Agnete Selsing, der af nogle kaldes filosof, udtaler

»Ungdommens studenterorganisationer er generelt et segment, der klager meget. Min opfordring ville være at klage lidt mindre og i stedet bruge tiden på at være produktive i eget liv. Gør noget godt for miljøet eller naboen. Brug lidt mere tid på studiet. Og så revidér præmissen for klagesangen. Hvis man end ikke overvejer, at pengene kan bruges klogere, end det er tilfældet i dag, hvor mange ressourcer, der går til et ødselt bureaukrati, er man jo reelt ikke åben for en konstruktiv debat. Så vil man blot have for at have – og det er jo en temmelig sløj indstilling.«

Det er interessant at der her opfordres til at gøre noget for miljøet; det er ikke så meget i tråd med hvad der bliver sagt fra andre. Jeg hæfter mig også ved kritikken af bureaukratiet. At dette bureaukrati er affødt af de mange krav om dokumentation for performance og økonomistyring, som er opstået inden for de seneste par årtier, er en anden snak.

Lucas Hultgren, der er formand for Dansk Folkepartis Ungdom, forsvarer nedskæringerne således:

»På nogle områder, som f.eks. klima, synes vi, det er helt okay at spare. Vi er lidt kede af, hvis man kommer til at skære på erhvervsuddannelserne. Jeg har bidt mig fast i, at Peter Skaarup (DF) vil kompensere med flere penge senere, hvis de kommer i problemer. Derudover er der mange uddannelser, hvor man kan skære. I vores øjne er flere uddannelser ren hobby – de kan godt nedlægges. Og så Roskilde Universitet, som vi mener, at man helt bør lukke.«

Hvorfor det lige er universitetet i Roskilde, der skal undgælde og ligefrem lukkes helt, står ikke klart for mig. Jeg bemærker også den negative holdning til en indsats mod den globale opvarmning.

De sidste fire linjer i artiklen er fuldstændig gådefulde:

Formanden for Liberal Alliances Ungdom, Alex Vanopslaugh, ser helst at forskning og uddannelse går fri af besparelserne.

»Besparelser på klima og universiteterne er en fin idé. Fri forskning og uddannelse – der kunne man finde en masse andre steder at spare.«

Jeg vidste allerede at der i Liberal Alliance findes politikere, der benægter at den globale opvarmning er menneskeskabt. Men hvis nogen kan forklare den unge formands udtalelser, vil jeg være ikke glad, så dog i det mindste kunne forstå hvad der menes.

Under alle omstændigheder synes jeg at det er det trist at læse så nedladende bemærkninger om vores uddannelsessystem fra unge mennesker.

En lille vision, der er stor

IMG_5195

I aften var min hustru og jeg til foredrag med Mads Nygaard og Fawaz T. Alzatto. Mads har arbejdet på det asylcenter, der blev oprettet i Hjørring sidste år og er derudover forfatter. Sammen med nogle andre borgere i Hjørring var han med til at starte Venligboerne, der i dag finder i 85 byer rundt om i landet. Gennem sit arbejde lærte han Fawaz, der er flygtning fra Syrien, at kende. Fawaz havde arbejdet som lærer og havde også haft et lille firma, indtil han måtte flygte. Han var forresten også blandt talerne ved den store Folkevandring i København den 6. oktober, arrangeret af bl.a. folk fra Venligboerne.

Mads fortalte noget, mange af os egentlig godt vidste, men aldrig har tænkt over: at modtagelsen af flygtninge i Danmark primært er foregået som en række administrative foranstaltninger i kommunalt regi – flygtninge har fået en bolig, har deltaget i nøje planlagte aktiviteter som f.eks. sprogkurser og er derudover ofte blevet overladt til sig selv. Venligboerne er et netværk, der skaber en kontakt mellem herboende borgere og de flygtninge, der kommer til landet. Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, har kaldt Venligboerne for det bedste, der er sket for integrationen nogensinde.

Jeg vil give ham ret. Mads hævdede at han ikke havde nogen stor vision, men faktisk er netop dette at starte nedefra med mødet mellem de enkelte mennesker den store og rigtige vision. Ligesom i kampen mod den globale opvarmning er det initiativer tæt på den enkelte, udført i en positiv ånd. der gør den afgørende forskel og kan skabe de afgørende forandringer.

Fawaz, der i dag bor i Hobro, fortalte om at komme til Danmark, et land han stort set intet vidste om før. Han havde haft et godt liv i Syrien og havde ikke manglet noget – før krigen kom, hvor han og mange andre mistede alt. Det havde været svært for ham at skulle starte helt forfra; trods det at han var 34 og havde mere end 10 års erhvervserfaring havde han sig pludselig følt sig som en rådvild og usikker 12-årig, der skal lære en hel masse om igen. Alene dette at pludselig at blive sendt til Hjørring fra modtagecenteret på Sjælland havde været en udfordring for ham – var der mon koldt i Hjørring? Og hvad var det dog for et underligt lille sted? Men gennem arbejdet i Venligboerne og mødet med andre mennesker, flygtninge og herboende, kom han i gang med at genfinde en mening.

Det var en god aften med et enkelt, men også helt nødvendigt budskab. Mads og Fawaz har holdt deres fælles foredrag mange gange, og det er hermed anbefalet.

Arbejdsbladenes historie

37bc78f

Det er interessant at se hvordan projektarbejde på AAU er anderledes i dag end engang. Man kan se det blandt andet på produktionen af arbejdsblade – et af de helt centrale ord i projektarbejdets sprog og et af de ord, som man skal lære som nye studerende.

I dag viser det sig at mange studerende, i al fald på de uddannelser hvor jeg vejleder, ofte bruger en rapportskabelon som de fylder deres arbejdsblade ind i. Skabelonen er arvet fra tidligere semestre og måske endda fra andre årgange, og på denne måde bliver der ofte ikke tale om at de studerende skriver arbejdsblade. I stedet sidder de gennem projektet med ikke bare forestillingen om en rapport i baghovedet, men med en slags mere og mere udførligt bud på en rapport, som de skriver på fra den ene ende. Jeg tror ikke at nogen studerende ser projektrapporten som uvæsentlig, og det synes jeg heller ikke at man skal. Det er imidlertid tydeligt at mange studerende tænker på projektrapporten som et mål i sig selv, måske endda som projektets væsentligste mål.

Da jeg var studerende i 1980’erne, brugte vi skrivemaskine. Det betød at arbejdsbladene var fritstående og ikke kunne sættes ind i en rapportskabelon.

Redigering var kompliceret i den papirbaserede verden. Når vi skulle skrive matematik, var vi nødt til at efterlade mellemrum til de dele af matematiske udtryk, som brugte tegn der ikke var at finde på tastaturet. Disse symboler skrev vi derefter i hånden. Hvis vi skulle rette et enkelt ord midt i en længere tekst, skrev vi hele den nye linje på en lille strimmel og satte strimlen ind på en ny linje med Scotch-tape. Nogle gange måtte vi også ty til limstift, “kvajeblæk” eller Radex. Nogle gange var vi nødt til at skrive næsten hele siden om, hvis det nye ord ville føre til voldsomme ombrydninger. Men vi stammede fra generationen, der var vokset op med Jørgen Clevin, så dette faldt os let.

Fordi arbejdsbladene var fritstående, var der samtidig en helt anderledes og meget fysisk fornemmelse forbundet med at smide det væk, man havde skrevet.  Vi brugte en masse tid på at kritisere hinandens arbejdsblade og på at være  meget kritiske. Men fordi det samtidig var nemmere at kassere arbejdsblade der ikke var en fasttømret del af en rapport, var der nogle gange nag i luften hvis en flertalsbeslutning fra de andre gjorde det af med nogle sider, som man selv havde lagt en indsats i.

I dag er det for længst nat med Scotch-tape og de andre trofaste redskaber, men jeg ville ønske at det var nemmere at genoplive vanen med at skrive arbejdsblade så den kunne erstatte vanen med at fylde ind i en rapportskabelon. For det er bestemt ikke sikkert at den rapportstruktur, man brugte tidligt i sit studium, også vil give mening på et senere tidspunkt.

Benægtelse og forandringer

global

Jeg er i gang med at læse bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming af den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes. Bogen, der udkom i marts i år, tager fat i hvorfor der ikke bliver gjort noget fra verdens mest magtfulde regeringer for at standse den globale opvarmning. Der er et højtråbende mindretal, der findes herhjemme men især har stor indflydelse i lande som USA, Storbritannien og Australien, som gør meget for at så tvivl om at den globale opvarmning overhovedet finder sted eller om opvarmningen overhovedet er menneskeskabt. Mindretallet består langt overvejende af bestemte grupper af politikere og erhvervsfolk, mens 97% af alle klimaforskere er enige om at den globale opvarmning er en realitet, at dens konsekvenser truer menneskeheden og er forårsaget af brugen af fossile brændstoffer. Derudover er der en anden, mindre iøjnefaldende men langt mere omfattende form for benægtelse, som de fleste af os  tager del i ved ikke at gøre noget selv.

Det rigtig interessante er at bogen tager en psykologisk vinkel på det enorme problem, som klimabenægtelsen er. Benægtelse er nemlig en af de mange forsvarsmekanismer, som Sigmund Freud identificerede. Det er ubehageligt at blive konfronteret med at man ikke er godt menneske og at det man faktisk gør – eller undlader at gøre – kan ende med at gøre skade. Man kan ikke forene dette billede af sig selv set  udefra med sit selvbillede. Her sætter benægtelsen ind, måske kombineret med en apati når man bliver konfronteret med de overvældende kendsgerninger. Jeg kender dette fra mig selv.

Kritikken af tingenes nuværende tilstand kan virke overvældende, fordi den afslører nogle fundamentale problemer i det enkelte menneskes adfærd og i hvordan det enkelte menneske, mange virksomheder og hele lande lever videre som om der ikke er en truende katastrofe. Man tager et godt miljø for givet, men det kan man ikke gøre. Og det er i konfrontationen med dette at det er alt for fristende at benægte at man gør noget galt.

Det er først når vi kommer ud over benægtelsen og begynder at tage det nødvendige ansvar, at vi kan skabe de nødvendige forandringer. Stoknes’ bog giver et positivt bud på hvordan man kan gøre dette. Forandringerne til det bedre skal komme nedefra og skal starte med os selv i en positiv ånd. Jo flere der handler for at begrænse CO2-udslippet og for at fremelske nye, bæredygtige måder at leve på, jo større pres vil det lægge på verdenssamfundet og på magthaverne. Og jo bedre vil vi kunne se os selv i øjnene.

Fra den 30. november er der COP21-klimakonference i Paris. Men vi kan ikke overlade forandringerne til magthaverne, og vi kan især ikke bare vente på at regeringerne skal vågne op og vi kan ikke lade klodens skæbne afhænge af hvad der bliver besluttet og ikke besluttet ved COP21.

Billeder af det lukkede rum

Et af de første indlæg på min blog i sin tid handlede om Emma Donoghues roman Roomder var en af de helt store læseoplevelser for mig i 2011 (og ikke kun for mig). Bogen er en fortælling om en ung kvinde, der bliver mange år bliver holdt som sexslave i et lille skur af en voldtægtsforbryder. Fortælleren er det 5-årige barn som kvinden har fået og nu har lever sammen med i et lydisoleret skur på tolv kvadratmeter.

Room er nu blevet til en film; den store udfordring er at overføre denne fortælling om en skræmmende og abnorm, men samtidig dagligdags virkelighed oplevet af et lille barn, til et visuelt medium. Traileren ovenfor virker umiddelbart lovende, og en anmeldelse i The Atlantic er også positiv.

Hjem igen fra Reykjavík

IMG_5183 IMG_5187

I går aftes var jeg til workshop-middag på restaurant Kolabrautin i musikhuset i Reykjavík, og dette blev min afsked med NWPT. Navnet betyder ikke colabruden, som man måske skulle tro, men kulbrødet. Jeg havnede ved et bord hvor næsten alle de andre var spansktalende deltagere fra NWPT og brugte en del tid på at forklare dem at der faktisk findes mere flere slags øl end fire og at formidle det faktum at stout faktisk ikke er det samme som pale ale. Det endte som et helt lille foredrag om overgæring, undergæring, bitterhumler og aromahumler.

Musikhuset er flot og har et overbevisende repertoire. Ved udgangen så jeg endnu et bevis på hvor meget islændingene har taget John Grant til sig – han skal give to koncerter med symfoniorkesteret inden så længe. Dem ville jeg gerne have oplevet.

I dag gik turen hjem via Oslo, og jeg benyttede ventetiden i transithallen til at købe nogle norske bøger, bl.a. Åsne Seierstads En av oss, en bog jeg længe gerne har villet læse, helst på norsk, og Karl Ove Knausgårds essaysamling Sjelens Amerika.

Her sidder jeg så hjemme igen. Min sædvanlige computer livede kortvarigt op i går, men i dag er den igen død og i morgen skal den besøge et passende værksted. Dette indlæg er skrevet på min reservecomputer.

Og NWPT? Rygtet vil vide at workshoppen næste år skal afholdes – i Aalborg.

Torsdag i Reykjavík

Jeg er først nu ved at få en fornemmelse af det sted, jeg er kommet til – og det er allerede i morgen, jeg skal hjem igen. I dag besluttede jeg mig til ikke at bruge så megen tid ved workshoppen. Selvfølgelig hørte jeg min Aalborg-kollega Jiří Srba, der gav sit indbudte foredrag om arbejdet med Petri-net med tid og den modeltjekker, han har udviklet sammen med nuværende og tidligere studerende. Det ligger et pænt stykke fra mine egne forskningsinteresser, men Jiří er god til at formidle sit arbejde på en klar og overskuelig måde. Han interesserer sig også for undervisning og det er helt fortjent, at han i år blev kåret som årets underviser ved Studienævn for datalogi. Det var et godt foredrag.

Bagefter ville jeg nå at se lidt af Islands hovedstad, inden det blev for sent og inden det blev mørkt. Så jeg gik en tur gennem Reykjavíks midtby. Gaderne er smalle, og stemningen er meget tættere på en stor dansk provinsby end på f.eks. Berlin eller Buenos Aires. Det er ikke nogen kritik overhovedet – jeg kommer jo selv fra en stor dansk provinsby.  Udsigten ud over bugten over til de sneklædte fjelde kan ingen af disse byer dog byde på. Verdens nordligste hovedstad er noget for sig i mere end én forstand. Herfra er der meget langt til nærmeste beboede landområde, hvis man rejser sydpå. Den isolerede følelse minder mig måske mest om hvad man kan finde nogle steder i New Zealand. Og mens jeg skriver dette, går det op for mig at jeg jo faktisk også har besøgt verdens sydligste hovedstad en gang; det er netop Wellington i New Zealand.

Reykjavík har en del små snedige butikker, bl.a. noget så sjældent som pladebutikker. Jeg følger desværre ikke så godt med i islandsk musik for tiden; jeg kender kun de ældre rocknavne som Sugarcubes/Sykurmolarnir (hvor Björk indledte karrieren), Gus Gus og Sigur Rós og er helt på bar bund hvad angår klassisk musik og folkemusik. Så jeg havde ikke noget begreb om hvad jeg burde købe med hjem. Lidt pinligt.

Jeg bestemte mig til at få set den store, smukke Hallgrimskirke indefra. Der var babysalmesang (og nej, det er desværre ikke de små, der synger – det ville nok ellers lyde fascinerende), så jeg startede med en tur op i det 73 meter høje tårn. Elevatoren bød på orgelmusik som baggrund.

Oppe i tårnet kunne jeg se ud over hele byen og helt ud til nogle steder ude bagved, hvor det røg. Det var dog ikke skorstene, men varme kilder. Også på denne måde er Reykjavík noget særligt.