Først tandlægen, så – Reykjavík

IMG_5152 IMG_5153 IMG_5154 IMG_5155

I dag var dagen, hvor jeg skulle af sted til NWPT 2015 (Nordic Workshop on Programming Theory) i Reykjavík. Det er nogle år siden jeg sidst har deltaget i NWPT, men i år skulle det være, og jeg havde indsendt hele to bidrag, der begge blev accepteret.

Dagen startede dog helt prosaisk, nemlig med et besøg hos tandlægen kl. 8.30. Jeg havde bestemt mig til at fortælle ham at jeg skulle af sted til Island kl. 11.00, hvis nu han havde planer om et større indgreb. Men det var den samme forholdsvis korte forestilling som normalt, omend med de røntgenbilleder han insisterer på at tage af min kæbe hvert tredje år.

Klokken 9.20 sad jeg i bussen ud til Aalborg lufthavn (der som bekendt ligger i Nørresundby), bange som jeg tit er for at komme for sent. Kl. 11.15 afgik flyet til København omsider – det er af en eller anden grund aldrig mig, men altid flyene der er sent på den.

Ved gate B5 i Københavns lufthavn mødte jeg min italienske kollega Rocco de Nicola fra Universitá di Lucca, der er indbudt foredragsholder ved NWPT. Det var en del år siden vi sidst havde set hinanden, så det tog et øjeblik for os at være sikre på at det rent faktisk var os. Men det var det. Og så dukkede Flemming og Hanne Riis Nielsen fra DTU også op ved gate B5; de skulle også til NWPT.

Det tog lidt over tre timer at flyve til Reykjavík; efter en lidt turbulent tur var jeg omsider fremme og kunne genkende terminalen i Keflavik, som jeg sidst havde sent engang da jeg mellemlandede på vej hjem fra Toronto. Her kunne man købe islandsk tøj – made in China og made in Latvia. 

I stedet tog jeg bussen ind til Reykjavik; med solidt gråt skydække og intenst regnvejr og etcifrede plusgrader var det nok til at få mig til at længes efter Danmark i oktober. Da jeg omsider nåede frem til Guesthouse Aurora inde i midtbyen måtte jeg spørge receptionisten om dette mon var en typisk dag heroppe. Og ja, det var det. Herefter gjorde jeg et behjertet forsøg på at finde mit værelse, der lå i en anden bygning, men fandt først frem efter flere forgæves forsøg – Guesthouse Aurora er tilsyneladende en stor succes og har købt sig ind i flere omkringliggende huse også.

Jeg kunne omsider pakke ud og indså at det var reelt nok at jeg allerede var sulten her ved 17-tiden: tidsforskellen mellem Island og Danmark er to timer. Der var ikke andet for end at gå ud for at finde et sted at spise.

Reykjavík er formodentlig den eneste hovedstad hvis centrum  minder lidt om Viborg. Og  ligesom domkirken troner over Viborg, således er Hallgrimskirken et vartegn for Reykjavík.

Reykjavík er dog mere hip end Viborg med små pladebutikker, forbløffende mange små steder med kunsthåndværk og en lille dvd-udlejningsbiks med en masse Fellini og Bergman. Jeg fandt en vegetarisk restaurant – de havde danske Naturfrisk-sodavand fra Ørbæk. Og derefter gik jeg gennem midtbyen til en ølbar, hvor franske, amerikanske og irske turister sad og sludrede med slet skjult fascination over hvor småt her egentlig er efter visse andre landes målestok. Ølbaren var forresten ejet og drevet af danske Mikkeller.

Aftenen sluttede med en kort gåtur med et stop hos en lille købmand, en Krambúð, der reklamerede med “Lokum seint”. Dette betyder blot at de holder længe åbent. Her var der et forbløffende stort udbud af færdigmad og dybfrostvarer fra – Coop Danmark. Jeg måtte spørge ekspedienten hvordan det dog kunne være. Hun forklarede mig omhyggeligt at Island engang havde været dansk og at der var mange islændinge, der talte godt dansk. Netop dét vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvorfor der lige præcis var så mange danske købmandsvarer her, fandt jeg ikke ud af.