Torsdag i Reykjavík

Jeg er først nu ved at få en fornemmelse af det sted, jeg er kommet til – og det er allerede i morgen, jeg skal hjem igen. I dag besluttede jeg mig til ikke at bruge så megen tid ved workshoppen. Selvfølgelig hørte jeg min Aalborg-kollega Jiří Srba, der gav sit indbudte foredrag om arbejdet med Petri-net med tid og den modeltjekker, han har udviklet sammen med nuværende og tidligere studerende. Det ligger et pænt stykke fra mine egne forskningsinteresser, men Jiří er god til at formidle sit arbejde på en klar og overskuelig måde. Han interesserer sig også for undervisning og det er helt fortjent, at han i år blev kåret som årets underviser ved Studienævn for datalogi. Det var et godt foredrag.

Bagefter ville jeg nå at se lidt af Islands hovedstad, inden det blev for sent og inden det blev mørkt. Så jeg gik en tur gennem Reykjavíks midtby. Gaderne er smalle, og stemningen er meget tættere på en stor dansk provinsby end på f.eks. Berlin eller Buenos Aires. Det er ikke nogen kritik overhovedet – jeg kommer jo selv fra en stor dansk provinsby.  Udsigten ud over bugten over til de sneklædte fjelde kan ingen af disse byer dog byde på. Verdens nordligste hovedstad er noget for sig i mere end én forstand. Herfra er der meget langt til nærmeste beboede landområde, hvis man rejser sydpå. Den isolerede følelse minder mig måske mest om hvad man kan finde nogle steder i New Zealand. Og mens jeg skriver dette, går det op for mig at jeg jo faktisk også har besøgt verdens sydligste hovedstad en gang; det er netop Wellington i New Zealand.

Reykjavík har en del små snedige butikker, bl.a. noget så sjældent som pladebutikker. Jeg følger desværre ikke så godt med i islandsk musik for tiden; jeg kender kun de ældre rocknavne som Sugarcubes/Sykurmolarnir (hvor Björk indledte karrieren), Gus Gus og Sigur Rós og er helt på bar bund hvad angår klassisk musik og folkemusik. Så jeg havde ikke noget begreb om hvad jeg burde købe med hjem. Lidt pinligt.

Jeg bestemte mig til at få set den store, smukke Hallgrimskirke indefra. Der var babysalmesang (og nej, det er desværre ikke de små, der synger – det ville nok ellers lyde fascinerende), så jeg startede med en tur op i det 73 meter høje tårn. Elevatoren bød på orgelmusik som baggrund.

Oppe i tårnet kunne jeg se ud over hele byen og helt ud til nogle steder ude bagved, hvor det røg. Det var dog ikke skorstene, men varme kilder. Også på denne måde er Reykjavík noget særligt.