Arbejdsbladenes historie

37bc78f

Det er interessant at se hvordan projektarbejde på AAU er anderledes i dag end engang. Man kan se det blandt andet på produktionen af arbejdsblade – et af de helt centrale ord i projektarbejdets sprog og et af de ord, som man skal lære som nye studerende.

I dag viser det sig at mange studerende, i al fald på de uddannelser hvor jeg vejleder, ofte bruger en rapportskabelon som de fylder deres arbejdsblade ind i. Skabelonen er arvet fra tidligere semestre og måske endda fra andre årgange, og på denne måde bliver der ofte ikke tale om at de studerende skriver arbejdsblade. I stedet sidder de gennem projektet med ikke bare forestillingen om en rapport i baghovedet, men med en slags mere og mere udførligt bud på en rapport, som de skriver på fra den ene ende. Jeg tror ikke at nogen studerende ser projektrapporten som uvæsentlig, og det synes jeg heller ikke at man skal. Det er imidlertid tydeligt at mange studerende tænker på projektrapporten som et mål i sig selv, måske endda som projektets væsentligste mål.

Da jeg var studerende i 1980’erne, brugte vi skrivemaskine. Det betød at arbejdsbladene var fritstående og ikke kunne sættes ind i en rapportskabelon.

Redigering var kompliceret i den papirbaserede verden. Når vi skulle skrive matematik, var vi nødt til at efterlade mellemrum til de dele af matematiske udtryk, som brugte tegn der ikke var at finde på tastaturet. Disse symboler skrev vi derefter i hånden. Hvis vi skulle rette et enkelt ord midt i en længere tekst, skrev vi hele den nye linje på en lille strimmel og satte strimlen ind på en ny linje med Scotch-tape. Nogle gange måtte vi også ty til limstift, “kvajeblæk” eller Radex. Nogle gange var vi nødt til at skrive næsten hele siden om, hvis det nye ord ville føre til voldsomme ombrydninger. Men vi stammede fra generationen, der var vokset op med Jørgen Clevin, så dette faldt os let.

Fordi arbejdsbladene var fritstående, var der samtidig en helt anderledes og meget fysisk fornemmelse forbundet med at smide det væk, man havde skrevet.  Vi brugte en masse tid på at kritisere hinandens arbejdsblade og på at være  meget kritiske. Men fordi det samtidig var nemmere at kassere arbejdsblade der ikke var en fasttømret del af en rapport, var der nogle gange nag i luften hvis en flertalsbeslutning fra de andre gjorde det af med nogle sider, som man selv havde lagt en indsats i.

I dag er det for længst nat med Scotch-tape og de andre trofaste redskaber, men jeg ville ønske at det var nemmere at genoplive vanen med at skrive arbejdsblade så den kunne erstatte vanen med at fylde ind i en rapportskabelon. For det er bestemt ikke sikkert at den rapportstruktur, man brugte tidligt i sit studium, også vil give mening på et senere tidspunkt.