Teknologisk historieforfalskning alias En onsdag i Reykjavik

IMG_5158.JPGIMG_5160.JPGIMG_5159.JPGIMG_5162.JPGIMG_5156.JPGIMG_5161.JPG

Og så kunne NWPT begynde. Jeg tog bussen ud til Reykjaviks Universitet. Bybusserne i Reykjavik minder forbløffende meget om busserne i Aalborg, kunne jeg konstatere.

Universitetet i Reykjavik blev stiftet i 1988 og privat – det ligger i een stor bygning der ikke er mere end 5 år gammel. Der er også et statsligt universitet i Island, der blot hedder Islands Universitet. Det har jeg desværre ikke set endnu.

Konferencer og workshops er ofte en god lejlighed til at gense gamle kolleger, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg fik hilst på Peter Mosses, der i 28 år var lektor ved Aarhus Universitet men nu er professor i Swansea i Storbritannien, hvor han oprindelig er fra. Peter har ydet en masse vigtige bidrag til forståelsen af programmeringssprogs semantik. Interessant nok har han faktisk også en indirekte forbindelse til Alan Turing – Peter var Christopher Stracheys sidste PhD-studerende, og netop Strachey var en af Turings kolleger.

Jeg skulle holde to foredrag i dag, begge om artikler jeg har sendt ind til bedømmelse til konferencer i 2016.

Mit første foredrag var for langt; jeg måtte springe flere slides over og det gik lige vel hurtigt til sidst, syntes jeg. Da jeg en halv time senere skulle holde mit andet foredrag var jeg blevet lidt bekymret for om jeg ville komme til at bruge for megen tid. Men da jeg spurgte ordstyreren (Rocco de Nicola, som jeg havde snakket med dagen forinden mens vi ventede i Københavns lufthavn) kunne han fortælle mig at jeg faktisk havde ti minutter igen. Om foredragene gik godt, ved jeg ikke. Der kom især spørgsmål til det sidste af dem, og det er vel et godt tegn.

Der var foredrag lige indtil kl. 18. Et af de sidste foredrag var med Robin Karsgaard fra Københavns Universitet. Det handlede om reversibel beregning og om at give en kategoriteoretisk model af dette at kunne køre et program “baglæns”.  Det kræver en verden hvor alle beregnbare funktioner skal have en invers. Jeg kan godt mærke at min kategoriteori er rusten, men det var nu spændende.

Efter en lang dag med foredrag er det svært at bevare koncentrationen; det var godt at slutte med en reception og at få snakket med mine gamle kolleger fra Aalborg, Luca Aceto og Anna Ingolfsdóttir, der sammen er hoveddrivkræfterne bag årets workshop. Anna har jeg faktisk kendt siden vores studietid, dvs. helt tilbage til 1983.

Bagefter tog jeg bussen ind til midtbyen og spiste frokost på det lidt cafeteriaagtige men alligevel hippe Gló. Og så var det tid til en gåtur gennem den islandske hovedstad med et besøg i en boghandel. På hylderne med islandsk musik fandt jeg det nye album med – John Grant. Det havde jeg desværre allerede.  Den amerikanske sanger bor heroppe og er åbenbart allerede blevet taget til islændingens hjerter. (Han er nu også god.)

Da jeg nåede tilbage til hotellet, ville jeg skrive dette indlæg. Men min MacBook havde for anden gang i 2015 fået samme fejl. Kablet mellem startdisken og bundkortet var defekt.

Dette indlæg er derfor skrevet delvist på min telefon, delvist i halvmørket i en lokal netcafe om torsdagen på en Windows-computer med et ubekvemt islandsk tastatur og er af den grund udtryk for teknologisk historieforfalskning.

Først tandlægen, så – Reykjavík

IMG_5152 IMG_5153 IMG_5154 IMG_5155

I dag var dagen, hvor jeg skulle af sted til NWPT 2015 (Nordic Workshop on Programming Theory) i Reykjavík. Det er nogle år siden jeg sidst har deltaget i NWPT, men i år skulle det være, og jeg havde indsendt hele to bidrag, der begge blev accepteret.

Dagen startede dog helt prosaisk, nemlig med et besøg hos tandlægen kl. 8.30. Jeg havde bestemt mig til at fortælle ham at jeg skulle af sted til Island kl. 11.00, hvis nu han havde planer om et større indgreb. Men det var den samme forholdsvis korte forestilling som normalt, omend med de røntgenbilleder han insisterer på at tage af min kæbe hvert tredje år.

Klokken 9.20 sad jeg i bussen ud til Aalborg lufthavn (der som bekendt ligger i Nørresundby), bange som jeg tit er for at komme for sent. Kl. 11.15 afgik flyet til København omsider – det er af en eller anden grund aldrig mig, men altid flyene der er sent på den.

Ved gate B5 i Københavns lufthavn mødte jeg min italienske kollega Rocco de Nicola fra Universitá di Lucca, der er indbudt foredragsholder ved NWPT. Det var en del år siden vi sidst havde set hinanden, så det tog et øjeblik for os at være sikre på at det rent faktisk var os. Men det var det. Og så dukkede Flemming og Hanne Riis Nielsen fra DTU også op ved gate B5; de skulle også til NWPT.

Det tog lidt over tre timer at flyve til Reykjavík; efter en lidt turbulent tur var jeg omsider fremme og kunne genkende terminalen i Keflavik, som jeg sidst havde sent engang da jeg mellemlandede på vej hjem fra Toronto. Her kunne man købe islandsk tøj – made in China og made in Latvia. 

I stedet tog jeg bussen ind til Reykjavik; med solidt gråt skydække og intenst regnvejr og etcifrede plusgrader var det nok til at få mig til at længes efter Danmark i oktober. Da jeg omsider nåede frem til Guesthouse Aurora inde i midtbyen måtte jeg spørge receptionisten om dette mon var en typisk dag heroppe. Og ja, det var det. Herefter gjorde jeg et behjertet forsøg på at finde mit værelse, der lå i en anden bygning, men fandt først frem efter flere forgæves forsøg – Guesthouse Aurora er tilsyneladende en stor succes og har købt sig ind i flere omkringliggende huse også.

Jeg kunne omsider pakke ud og indså at det var reelt nok at jeg allerede var sulten her ved 17-tiden: tidsforskellen mellem Island og Danmark er to timer. Der var ikke andet for end at gå ud for at finde et sted at spise.

Reykjavík er formodentlig den eneste hovedstad hvis centrum  minder lidt om Viborg. Og  ligesom domkirken troner over Viborg, således er Hallgrimskirken et vartegn for Reykjavík.

Reykjavík er dog mere hip end Viborg med små pladebutikker, forbløffende mange små steder med kunsthåndværk og en lille dvd-udlejningsbiks med en masse Fellini og Bergman. Jeg fandt en vegetarisk restaurant – de havde danske Naturfrisk-sodavand fra Ørbæk. Og derefter gik jeg gennem midtbyen til en ølbar, hvor franske, amerikanske og irske turister sad og sludrede med slet skjult fascination over hvor småt her egentlig er efter visse andre landes målestok. Ølbaren var forresten ejet og drevet af danske Mikkeller.

Aftenen sluttede med en kort gåtur med et stop hos en lille købmand, en Krambúð, der reklamerede med “Lokum seint”. Dette betyder blot at de holder længe åbent. Her var der et forbløffende stort udbud af færdigmad og dybfrostvarer fra – Coop Danmark. Jeg måtte spørge ekspedienten hvordan det dog kunne være. Hun forklarede mig omhyggeligt at Island engang havde været dansk og at der var mange islændinge, der talte godt dansk. Netop dét vidste jeg selvfølgelig godt. Men hvorfor der lige præcis var så mange danske købmandsvarer her, fandt jeg ikke ud af.

De superrige

Octopus-yacht

I udviklingsmålene er det de fattigste mennesker, der peges på som dem der gør noget forkert, mens de rigeste mennesker i verden hyldes for at gøre “det rigtige”. Der er stor forargelse i nogle kredse af befolkningen over at kontanthjælpsmodtagere har et fladskærms-tv eller over at flygtninge har en smartphone.

Men uligheden i verden skyldes ikke kun fattigdom, men også rigdom. Tal fra Oxfam viser at de rigeste 1 procent af verdens befolkning til næste år vil eje mere end hele resten af verdens befolkning til sammen.

Og en statistik fra 2014 viste at de 85 rigeste mennesker i verden ejer mere end klodens 3 milliarder fattigste til sammen. Bemærk: Her er ikke tale om indkomst, men om velstand, dvs. hvad man ejer – huse, andele i virksomheder, aktier osv. Når andelen af verdens allerfattigste er aftagende, skyldes det ikke ændringer i uligheden i velstand, men derimod ændringer i indkomstforhold: de fattigste tjener lidt mere end de gjorde før.

Man kan bedst se problemerne ved at observere hvad de superrige gør. Hvorfor er det nødvendigt at bygge sig en lystyacht til 200 millioner dollars? Paul Allen fra Microsoft har sådan én.

Nogle mennesker synes ikke at dette er et problem og forsvarer næsten pr. refleks de superriges dispositioner og ret til at være superrige. Det typiske argument er at de superrige investerer deres midler i virksomheder. Men når man ser de superriges livsstil bliver det tydeligt at dette ikke er tilfældet. Lystyachter, private golfbaner, private øer osv. osv. er først og fremmest private forbrugsgoder på en skala, det er svært at fatte. Ganske vist fik nogle værftsarbejdere en stor arbejdsopgave, og ganske er der 60 mennesker ansat til at tage sig af Paul Allens lystyacht – men hvis et lystfartøj kræver en investering på over 1 milliard danske kroner er det en underlig form for rentabilitet, der ligger bag.

Når også bl.a. Lynn Forrester de Rotschild fra den stenrige Rotschild-familie råber vagt i gevær og udtaler at

Oxfam’s report is just the latest evidence that inequality has reached shocking extremes, and continues to grow. It is time for the global leaders of modern capitalism, in addition to our politicians, to work to change the system to make it more inclusive, more equitable and more sustainable.

Extreme inequality isn’t just a moral wrong. It undermines economic growth and it threatens the private sector’s bottom line.  All those gathering at Davos who want a stable and prosperous world should make tackling inequality a top priority.

er det en indikator på at det ikke kun er fattigdom, der er et problem i vore dage. Det må kunne lade sig gøre at nøjes med f.eks. en lystyacht til 100 millioner dollars.

Tog med fremtid

toget

Jeg kigger ud på verden fra mit vindue
mens dagene de damper forbi
i stik modsatte retning
af det eksprestog vi befinder os i
på vej mod fjerne mål og horisonter
indirekte ud i det blå
hvor endnu flere flippede farver
uafladeligt trænger sig på

Sådan sang C.V. Jørgensen helt tilbage i 1982.

I dag var jeg med familien i Århus for at se en udstilling på Aros. Vi har ikke bil, og jeg har ikke kørekort. Vi tog toget; det har både jeg og min hustru været vant til i mange år. Jeg har haft mange gode stunder på farten i danske tog, men i de seneste 10 år er jeg mere og mere blevet mindet om den systematiske laden stå til som Thatcher-regeringen for 25 år siden brugte som optakt til at lade British Rail privatisere. Symptomerne var de samme som dem, vi opdagede i dag: Aflyste afgange, overfyldte tog, ustabil kørsel. Sådan har det jo ikke altid været.

Jeg savner en vision om god togdrift; det har vi haft engang i Danmark. Det skal være en vision om elektrificerede tog drevet af vedvarende energi og med ordentlig software og med forbindelser rundt om i landet, også til den såkaldte udkant. Det skal være en positiv vision om arbejdspladser og teknologisk nytænkning i stedet for de sidste mange års hovsa-løsninger og misligholdelse med ubrugelige IC4-tog, udliciteringer og opsplitninger og som det allerseneste den populære regerings kyniske forsøg på at tilbagerulle det forlig, der hed togfonden.

Om noget, viser overfyldte tog at behovet er der i befolkningen for god togdrift. Jeg savner de gode togoplevelser. Jeg vil have dem tilbage og jeg vil gerne hjælpe med til det.

Stort er smukt?

hoest

For tiden ser vi i Danmark en masse tiltag fra den populære regering, der handler om at rulle miljøpolitikken tilbage. Selve dette at Miljøministeriet nu ikke længere er et selvstændigt ministerium, men er lagt ind under Fødevareministeriet, er meget sigende. Der er adskillige andre tiltager der peger i samme retning – man har bl.a. fjernet randzoneloven – nemlig at det populære parti vil tilgodese de store landbrug og deres industrialiserede tilgang til det, der med rette kaldes et primært erhverv. Og Landbrug & Fødevarer er da også særdeles tilfredse.

Det interessante er imidlertid at små landbrug yder et højere udbytte pr. hektar end større landbrug. Denne observation blev gjort allerede i 1962 af Amartya Sen, der senere fik Nobelprisen i økonomi. Studier i mange lande i det globale Syd bekræfter dette. En af årsagerne til denne umiddelbart paradoksale gevinst ved smådrift er at de små landbrug ofte drives af familier. George Monbiot skriver

Their workforce largely consists of members of their own families, which means that labour costs are lower than on large farms (they don’t have to spend money recruiting or supervising workers), while the quality of the work is higher. With more labour, farmers can cultivate their land more intensively: they spend more time terracing and building irrigation systems; they sow again immediately after the harvest; they might grow several different crops in the same field.

Derfor er det i virkeligheden både kontraproduktivt og (som det i det hele taget er tilfældet for den siddende regering) visionsløst at satse på stordrift. De industrielle metoder fra store landbrug er ikke gavnlige for miljøet eller kvaliteten og de gamle idealer om selveje er også en saga blott. I dag er det mindre end 1 procent af befolkningen, der ejer de 62 procent af Danmark, der er udlagt til landbrug (i sig selv en stor del af landet). Og hvis man skal brødføde flere mennesker i det globale Syd, kan man i stedet for at omlægge produktionen til stordrift hjælpe de små bønder i disse dele af verden til at kunne forblive selvstændige.

Tag sangene alvorligt

I dag skal det for en gangs skyld handle om musik. Da jeg for nylig læste om Ryan Adams’ album 1989, vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg har de fleste af Ryan Adams’ albums – både fra tiden i bandet i Whiskeytown og de senere soloudgivelser. De viser Adams som en meget produktiv og ofte rigtig overbevisende sanger/sangskriver inden for alternativ country (hvad det så end er) med mere eller mindre vellykkede afstikkere til rock’n’roll. Men 1989 er et album af coverversion – en genindspilning af albummet af samme navn med Taylor Swift. Hun var engang et country-pop-navn som også nåede at besøge det legendariske Grand Ole Opry, men er nu “bare” et sædvanligt amerikansk popnavn af de helt store.

Så jeg forventede vel en ironisk tilgang til Taylor Swifts sange – der i stort omfang er skrevet sammen med den svenske hitmager Max Martin, der har skrevet sange til bl.a. Britney Spears og Backstreet Boys.

Men nej. Ryan Adams tager alle sangene fra 1989 og forvandler dem til sine egne. Prøv at høre “How You Get  The Girl” ovenfor. Den oprindelige popsang er pludselig blevet til en gribende, melankolsk ballade. Og det store hit “Shake It Off” lyder nu som en lidt Springsteen-agtig countryballade om jagten på kærlighed og accept. Det er en underligt overrumplende albumgivelse, vi har med at gøre her. Den grimme udlægning er at det er nemmere at acceptere et bestemt sangmateriale, når det fortolkes af en lidt melankolsk anlagt mand med akustisk guitar. Den pæne udlægning er at Taylor Swifts melodimateriale er bedre end fordommene ville have.

Jeg kender ikke svaret, og formodentlig er der ikke noget klart svar. Her er et andet eksempel med den svenske sanger og sangskriver Tomas Andersson-Wij.

Denne gribende og tyste sang er – en akustisk fortolkning af den svenske vindersang fra Melodi Grand Prix 2006 med Carola Häggkvist.

Og her er den amerikanske sanger/sangskriver Mark Kozelek med sangen “Up To My Neck In You”. Den minder mig om noget, Leonard Cohen kunne have haft med på Songs of Love and Hate.

Men kendere vil vide at denne sang oprindelig blev skrevet og fremført af AC/DC på deres album Powerage ! Kozelek lavede tilbage i 2001 et helt album med tyste folk-version af AC/DCs sange, og det holder jeg så meget af at jeg nu så småt er endt med at opfatte AC/DCs oprindelige udgaver som inferiøre cover-versioner.

En dialog om arbejde og betaling

sokratessisyfos

Sokrates og Sisyfos mødes uden for Fakta og falder i snak, sådan som de plejer.
Sisyfos: Goddag, Sokrates.
Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Se, jeg har købt en dansk avis. Her siger den danske statsminister at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er jeg glad for at han sagde. Det er nogle gode værdier, de har her i Danmark. Den slags kunne man lære af i vores hjemland.
Sokrates: Hvorfor synes du at det er nogle gode værdier?
Sisyfos:Fordi man skal arbejde for at kunne få til dagen og vejen, hvis man kan.
Sokrates: Vil du sige, at hvis man ikke har et arbejde, så skal man få sig et arbejde?
Sisyfos:Ja, det skal man.
Sokrates: Er der mennesker i Danmark, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde?
Sisyfos:Ja, det er jeg helt sikker på.
Sokrates: Hvem er det?
Sisyfos:Det er mange af de arbejdsløse og mange af dem på kontanthjælp.
Sokrates: Hvordan kan det være at det ikke kan betale sig for dem at arbejde?
Sisyfos:De får så mange penge udbetalt i dagpenge eller kontanthjælp at det næsten svarer til en løn. Derfor vil de ikke arbejde.
Sokrates: Vil det sige at de mennesker har valgt at de ikke vil arbejde?
Sisyfos:Ja, det er jeg overbevist om.
Sokrates: Hvis man kan vælge ikke at ville arbejde, kan man også vælge at ville arbejde?
Sisyfos:Ja, sådan må det være. Jeg er sikker på at der er arbejde nok i Danmark til at de fleste ville kunne vælge at arbejde i stedet for ikke at have et arbejde.
Sokrates: Vil det så sige at man skal tage et arbejde, hvis der er et?
Sisyfos:Ja, det skal man.
Sokrates: Hvad skal den danske stat gøre ved dem der vælger ikke at ville arbejde?
Sisyfos:De skal have færre penge til rådighed.
Sokrates: Hvorfor skal de have færre penge til rådighed?
Sisyfos:Hvis de får færre penge til rådighed, kan de ikke leve uden at arbejde. Hvis man har færre penge, bliver man bedre motiveret. Sådan er mennesker.
Sokrates: Så det du siger, er egentlig at det ikke må kunne betale sig ikke at arbejde?
Sisyfos: Lige præcis. Det er dét, jeg mener.
Sokrates: Jeg har læst om en meget rig familie, der tjener 17 millioner kroner om dagen.
Sisyfos:Det lyder helt utroligt.
Sokrates: Ja, det er det også. De har arvet en masse aktier fra deres forældre og de lever af udbyttet fra dem.
Sisyfos:Det må være dejligt at være så rig.
Sokrates: Vil du sige at menneskene i den rige familie har valgt at de ikke vil arbejde?
Sisyfos:Ja. De får så mange penge udbetalt at det ikke kan betale sig for dem at arbejde.
Sokrates: Men du har lige sagt at man skal arbejde for at kunne få til dagen og vejen, hvis man kan.
Sisyfos:Ja, det skal man.
Sokrates: Og du har sagt, at der er arbejde nok til at de fleste ville kunne vælge at arbejde, hvis de gerne ville. Det må ikke kunne betale sig ikke at arbejde.
Sisyfos:Ja, det har jeg.
Sokrates: Så den rige familie kunne arbejde, hvis de ville?
Sisyfos:Ja, det tror jeg bestemt at de kunne.
Sokrates: Så den rige familie burde arbejde.?
Sisyfos:Ja, det synes jeg faktisk at de burde.
Sokrates: Og du har også sagt at man skal have færre penge til rådighed, så man ikke kan leve uden at arbejde. Mennesker bliver bedre motiveret på den måde.
Sisyfos:Ja, det har jeg sagt. For det synes jeg.
Sokrates: Så du vil sige at den rige familie, der lever af aktier, skal have færre penge til rådighed?
Sisyfos:Nej… ja… Nu er jeg i tvivl. Måske er det ikke så enkelt, som jeg først troede.

Den jødiske menighed i Aalborg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto: Wikipedia

Her til aften var jeg med i en lille gruppe, der holdt møde for at planlægge et fakkeltog som en markering af den tragiske og forfærdelige Krystalnat, der fandt sted den 9. november 1938 i Tyskland. Her begik nazisterne omfattende hærværk mod jødiske synagoger og kirkegårde og butikker ejet af jøder. 91 mennesker blev dræbt og omkring 26.000 mennesker blev sendt i fængsel.  Herefter kom Holocaust, hvor jøder, romaer, LGBT’er, handicappede, psykisk syge og andre mennesker som nazisterne ville af med, blev myrdet. Også i dag ser man had, intolerance og diskrimination mod en lang række minoriteter rundt om i Europa, og det alene gør at det er nødvendigt at mindes Krystalnatten.

Vi talte om den jødiske kirkegård i Aalborg og om at det ville være en god idé at starte fakkeltoget der. Under mødet gik det op for os at synagogen i Aalborg var blevet sprængt i luften af nazister i 1945, få måneder før besættelsens afslutning – endnu en grund til at markere dagen netop her i 2015. I dag er der kun gadenavnet Synagogegade tilbage – og den jødiske kirkegård i Hasserisgade. Jødiske kirkegårde må nemlig ikke sløjfes.

Jeg ved desværre kun meget lidt om den jødiske menighed, der har været i Aalborg engang. Der fandt begravelser sted på kirkegården i Hasseris fra 1810 frem til 1968, men selve menigheden holdt op med at eksistere allerede omkring 1890.  Synagogen blev nedlagt og givet til Aalborg Kommune i 1924; kommunen valgte at bruge bygningen som stadsarkiv.

Hermed en helt enkel opfordring: Vær med til vores fakkeltog i Aalborg den 9. november kl. 18.00.

Lad os bytte roller

see things from my point of view

Her er en gammel gåde, jeg har læst engang.

To unge riddere skulle dyste i et hestevæddeløb. Kongen – for det var hans væddeløb – sagde at den, hvis hest kom sidst ville vinde væddeløbet. De to riddere blev meget rådvilde og i lang tid skete der intet. Men så sagde den ene ridder noget til den anden, og derefter red de af sted i fuld fart. Hvad sagde den ene ridder til den anden?

Ridderen sagde: Lad os bytte heste!

Man kan få ægte indsigt i modpartens synspunkter ved ikke bare at lære dem at kende, men ved at forsvare dem åbent som om det var éns egne holdninger. Målet skal være at klare sig så godt som muligt over for Den Anden, der så til gengæld skal forsvare de holdninger, man egentlig selv havde. Det går ikke at præsentere en parodi på modpartens holdninger, for så taber man jo.

Jeg fik inspirationen til dette fra at læse et indlæg på nettet af en moder, der havde fået ideen til at gøre dette engang hun havde en konflikt med sin teenagedatter. Det var tydeligt at datteren, der nu skulle forsvare sin mors synspunkter, var på nippet til at give op, mens moderen pludselig forstod sin datters bevæggrunde meget bedre.

I debatkonkurrencer, der er et britisk og amerikansk fænomen, skal universitetsstuderende fra “debatklubber” vinde en debat om at forsvare en på forhånd givet påstand, som de muligvis er dybt uenige i. Netop i den slags sammenhænge er øvelsen rent retorisk, men ved systematisk at bytte standpunkt og at forsvare det helt konsekvent vil vi kunne få en indsigt i modpartens argumentation og formodentlig også i de følelser, der ligger bag. På denne måde er det en øvelse i empati.

Det kunne være et spændende eksperiment at foretage med politikere – at de skulle debattere på denne måde. Det skulle nok ikke foretages i fuld offentlighed, og jeg er også bange for at mange etablerede politikere ikke ville turde at prøve. Men hvis de turde, ville de blive nødt til at lytte og de ville blive nødt til at svare.

Til gengæld kunne det være en god øvelse for ungdomspolitikere. Og måske kunne dette også bruges som en øvelse i konfliktløsning.

Bogafbrænding

bogbraending

I dag betroede en universitetskollega mig at han for nylig havde fundet ud af at de studerende, der deltager i en årlig hyttetur, har et ritual med at brænde et eksemplar af en bestemt lærebog.

Og nej, det er ikke den lærebog, jeg har skrevet (den sælges til gengæld efter sigende til fordelagtig pris som kun lettere brugt) – faget er et andet. Men efter dagens afsløring kan det jo være, at min bog også vil blive flammernes bytte.

I 1930’erne var en tilsvarende skik en overgang meget udbredt i et land syd for grænsen. Der er ingen grund til at holde den slags i live. Uanset hvad man måtte synes om en bestemt bog, skal man ikke brænde den. Jeg kender adressen på et antikvariat, skulle nogen være i tvivl om hvad de skal gøre med deres eksemplar af den åbenbart upopulære lærebog i stedet for at lade den indgå i et dumt og studentikost ritual.