Spøgelsesbilister og stolthed

route28_traffic
Motorvej ved Pittsburgh. Foto: Tim Lawson, KDKA.

I nat skete der en tragisk ulykke på motorvej E45 i nærheden af Øster Uttrup uden fra Aalborg. Det fik mig til at tænke på dengang i 1992 hvor jeg selv var passager hos en spøgelsesbilist.

Det hele skete i USA. Jeg havde besøgt et ægtepar jeg kendte, og ved slutningen af mit besøg hvor jeg skulle videre med tog til New York, ville manden køre mig ind til banegården. Konen tog også med. Vi tog af sted i god tid fra deres hjem et stykke uden for Pittsburgh. Men til sidst var der ikke så god tid, og jeg begyndte at blive nervøs. Først da var det at det gik op for mig at manden ikke vidste præcis hvor banegården var, ikke ville indrømme det og ikke ville spørge nogen om vej. (Dette var lang tid før GPS blev almindelig i biler i USA og andetsteds.)

Til sidst ville han skyde en genvej på motorvejen i den forkerte retning. Både jeg og hans kone var helt ude af os selv. Turen som spøgelsesbilist var formodentlig kort men den føltes som en evighed. I de sekunder troede jeg faktisk at jeg skulle dø dér i USA. Heldigvis indså han omsider det forrykte i sit valg og vi slap væk og op på en frakørsel.

Til sidst nåede vi jernbanestationen, hvor jeg kunne se toget køre fra perronen. De købte en busbillet til mig så jeg kunne komme til New York, og vi tog afsked.

Hvorfor nogen kan være så bange for at tabe ansigt, at de vil gøre sig selv til spøgelsesbilister, ved jeg stadig ikke. Jeg tror selv at det er en dunkel side af en version af kønsrollerne, hvor mænd skal vise handlekraft og ikke må vise usikkerhed – koste hvad det vil. Især har jeg set den i USA, men jeg tror også at det er en indstilling, der findes andre steder.

Ankara

tyrkiet

Det var bare lyden af en nyhedsopdatering på min telefon, da jeg var ude at handle i dag. Jeg kunne læse det på den lille skærm: Mindst 86 mennesker har mistet livet under et bombeattentat i Tyrkiets hovedstad – attentatet faldt ved en forrykt ironi sted ved starten af en demonstration for fred.  Præcis hvem der står bag, ved vi ikke endnu, men endnu engang gør en eller anden form for fanatisme nogle mennesker til massemordere i en verden, de hævder at ville gøre bedre.

Forårets repræsentanter

(FILES) A photo taken on September 21, 2013 shows Tunisian mediators (LtoR) the President of the Tunisian employers union (UTICA), Wided Bouchamaoui, Secretary General of the Tunisian General Labour Union (UGTT) Houcine Abbassi (L) , President of the Tunisian Human Rights League (LTDH), Abdessattar ben Moussa and the president of the National Bar Association, Mohamed Fadhel Mahmoud at a press conference in Tunis. Tunisian national dialogue mediators won the 2015 Nobel Peace Prize, the Norwegian Nobel Commitee announced on October 9, 2015. AFP PHOTO / FETHI BELAID
Et foto fra en pressekonference den 21. september 2013 med de fire Nobelprismodtagere (fra venstre mod højre)  Wided Bouchamaoui , Houcine Abbassi, Abdessattar ben Moussa og Mohamed Fadhel Mahmoud.

Når talen falder på borgerkrigen i Syrien, glemmer mange at denne krig er en tragisk udløber af det, man engang håbefuldt kaldte for det “arabiske forår”. I Libyen er der stadig konflikt – omend der i dag blev annonceret dannelsen af en ny fællesregering. I Yemen er der borgerkrig.  I Egypten blev militærdiktaturet fjernet og en overgang erstattet af det Muslimske Broderskab, men nu er militærdiktaturet på plads igen. I Yemen er der en borgerkrig, der måske snart er så blodig som den syriske. I Bahrain hersker det samme diktatur stadig som i 2011. Kun i Tunesien er der kommet en fredelig udgang på de folkelige protester for fire år siden og et håb om at etablere et stabilt demokrati. Men denne fredelige udgang skyldes kun den store indsats fra de fire tunesere og deres organisationer, der i dag fik at vide at de får Nobels fredspris. Ikke at Tunesien står i en let situation lige nu – tværtimod kaster massakren i Sousse tidligere i år sin tunge skygge over det tidligere på populære turistmål. Dagens begivenhed er et positivt signal til landet.

Dagens udgave af Information er skrevet af herboende flygtninge, og i den ene leder bliver der givet udtryk for at det ville give bedst mening ikke at uddele Nobels fredspris i år fordi vi er så langt fra fred i verden som vi er.

Men måske kan Nobels fredspris være med til at minde os om hvad det “arabiske forår” var og hvad der lå bag de folkelige protester og på dén måde få os til at tænke på situationen i bl.a. Syrien på en bedre og mere reflekteret måde og til at tænke på hvordan de indre konflikter i et land i omvæltning skal håndteres. Protesterne rundt om i de arabiske lande var nemlig ikke religiøst motiverede, selv om de altid velorganiserede og autoritære islamiske bevægelser konsekvent sad på spring for at kunne kapre dem. Det var krav om demokrati og social retfærdighed der lå bag.

Flere datalogilærere!

teach_computer_science_classic_white_coffee_mug-r00415215c5ab4c97b76de627161e3d63_x7jg9_8byvr_512

Mark Guzdial har igen en interessant artikel i Communications of the ACM om uddannelseforskning i forbindelse med datalogi, og denne gang er hans pointe at der er alt for få, der kan undervise i datalogi i skolerne. I nogle af USAs største byer – New York, San Francisco og Chicago – og i delstaten Arkansas har de lokale myndigheder bestemt at alle skoleelever nu skal undervises i datalogi. Men hvem skal gøre det? Skolelærere i USA har normalt ikke disse kompetencer. Guzdial er fra USA, så han tænker her på grundskolen og high school. 

Problemet er det samme i Danmark. Da jeg selv studerede i 1980’erne, hed den uddannelse, jeg gik på, faktisk gymnasielæreruddannelsen i matematik og datalogi. Det er underligt at tænke på at vi havde en universitetsuddannelse rettet mod at skabe datalogilærere på et tidspunkt hvor behovet var lille. Dengang skulle alle datalogistuderende følge kurser i pædagogik og didaktik! I dag, hvor behovet er større, er der til gengæld ikke sådan en universitetsuddannelse, men det burde der være.

Heldigvis er der nogle af de kandidater, jeg har undervist, der i dag af helt egen drift er blevet undervisere på danske ungdomsuddannelse. De er alle tofagskandidater i datalogi og matematik (ligesom jeg selv er).

Hvis vi gerne vil have flere datalogistuderende på danske universiteter, er det værd at overveje om ikke vi bør tage undervisergerningen mere alvorligt som en karrierevej. Vi tænker jo på datalogi som et grundlag på linje med de klassiske naturvidenskaber. Måske kunne et øget fokus på at uddanne datalogilærere også tiltrække en bredere gruppe af studerende end tilfældet er i dag, og måske vil det på længere sigt kunne gøre noget for at styrke også faget matematik i gymnasieskolen. Datalogi og matematik på universitetsniveau har nemlig nogle tydelige ligheder i deres metodiske tilgang som betyder mindst lige så meget som de ligheder med ingeniørvidenskaberne, som nogle gange bliver betonet.

Wow?

wow-signal

Den 18. august 1977 opdagede den amerikanske astronom Jerry Ehman, som arbejdede som frivillig på SETI-projektet, et 72 sekunder langt kraftigt signal opfanget af Ohio State Universitys radioteleskop i Delaware i Ohio. (Hermed lærte jeg så at Delaware ikke kun er en delstat i USA, men også en by i en anden delstat.) Man gav sig først til at udelukke sædvanlige jordiske kilder, og man ved stadig ikke hvad signalet skyldes, kun at det kom fra et tilsyneladende øde sted i stjernebilledet Skytten. Det har stadig ikke været muligt at dekode signalet (hvis det i det hele taget rummer egentlig information).

20 år senere troede man at man nu havde et signal, der rummede information og kunne dekodes. Beviset på intelligent liv uden for Jorden var fundet. Men nej:  i 1997 var det falsk alarm – signalet kom bare fra en europæisk satellit. Øv.

Jeg ved ikke hvilke følelser der løb igennem astronomerne, kun at New York Times hurtigt fandt ud af at der var astronomer, der havde detekteret et interessant signal. Og dette siger faktisk også en del om hvor svært det kan være at holde den slags hemmeligt.

Mit håb er at en sådan opdagelse vil kunne få os til at se vore problemer her på Jorden i et andet perspektiv. Kan vi føre krig og ødelægge vores planet, hvis der er nogen derude, der opdager det?

Jill Tarter, tidligere direktør for Center for SETI Research, har dette at sige.

“If we succeed at detecting another technological civilization, that success helps tell us that on average, technological civilizations can survive for a long time,” she said. “The very act of success [in hearing from another planet] tells us that we can have a long future. I think that’s the most amazing impact that contact would have, even if we never figure out how to interpret whatever information we receive.”

En varm, kølig aften

2015-10-06 17.14.58 2015-10-06 17.27.45 2015-10-06 17.39.33 2015-10-06 17.39.59 2015-10-06 17.53.35-1 2015-10-06 17.10.022015-10-06 18.02.48 2015-10-06 18.03.03 2015-10-06 18.12.01 2015-10-06 18.13.062015-10-06 18.30.37 2015-10-06 19.03.07 2015-10-06 19.03.19 2015-10-06 19.10.52 2015-10-06 19.10.58

Så kom dagen, hvor vi holdt Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Samme dag var der tilsvarende arrangementer i Aarhus, Odense og København. Ligesom i de andre byer var vores folkevandring arrangeret af en velkomstkomité af lokale borgere, ikke af foreninger. (Nogle af os er ganske vist også med i Amnesty International og kunne bidrage med vores erfaringer fra lignende arrangementer, men folkevandringen var ikke et arrangement i Amnesty-regi, heller ikke selv om dets formål selvfølgelig er helt i tråd med Amnesty Internationals arbejde.)

Mere end 200 mennesker mødte op til vores vandring fra Gammel Torv til Kildeparken. Vi prøvede at gå langsomt, for DR Nordjylland ville gerne have et interview med os omkring kl. 17.50, og da skulle vi stadig være på vej. TV2 varslede at de ville komme og sende direkte fra Kildeparken kl. 19.32!

I Kildeparken var der taler af Maziar Etemadi, som er forfatter og i sin tid kom til Danmark som flygtning fra Iran, og af Bjarne Troelsen, der har været lektor i filosofi. Vores tredje taler, Haifaa Awad, var desværre med meget kort varsel blevet forhindret i at deltage; grunden var tragisk: en af hendes nærmeste var pludselig død.

Atallah Rachid spillede musik fra Syrien og det lokale band Captain Flowers, til lejligheden udvidet med Nikolaj Derosche, spillede egne numre på dansk og klassikeren “Hurricane” af Bob Dylan.  Og vi samlede penge ind til Dansk Flygtningehjælps arbejde for flygtningebørn.

Det er selvfølgelig svært at hamle op med det tilsvarende arrangement i København, hvor omkring 22.000 mennesker deltog; det var københavnerne, der tog det første initiativ og os, der lod os inspirere af dem. Vores eget budget var meget lille – tak til Græsrodsfonden for 3000 kr. i støtte og til 3F for tryk af plakater og løbesedler! Dette gjorde det muligt for os at holde skindet på næsen.

Og vi var ikke utilfredse! Vi nåede tilmed at give interviews til både TV2, DR og Nordjyske.

Stemningen var ovenud positiv og god, og er det ikke også sådan at 1 nordjyde svarer til 100 københavnere og at vi må klare os uden Christiansborg Slotsplads? Spøg til side: københavnerne har gjort det ovenud godt.

Kun vejret kunne have været bedre; dette var den første “rigtige” efterårsdag med kraftig blæst og grå himmel. Jeg kan bestemt ikke klandre folk for at de til sidst frøs så meget, at det efterhånden tyndede ud i forsamlingen. Til sidst var vi da også selv blevet lidt forfrosne; vi havde været nødt til at skiftes til at holde en baldakin på plads over musikere og talere i den stærke blæst. Kl. 19.25 sluttede arrangementet – lidt tidligere end planlagt, dels på grund af afbud fra den tredje taler, dels på grund af kulden. Heldigvis var TV2 stadig i parken med deres bil, så det blev alligevel til et helt kort indslag med os og med en af dem, der havde gået med os.

Efter folkevandringen ryddede vi op og talte resultatet af indsamlingen – der var kommet mere end 1700 kroner ind!

Bagefter trængte vi alle til lidt at spise, og herefter gik jeg ned til Skråen for at se om der var noget tilbage af koncerten med den amerikanske sanger og sangskriver Grant Lee Phillips. Det var der! Jeg kom ind i salen netop som han gik på scenen. Tilbage i begyndelsen af 1990’erne var han drivkraft i folk/rock-trioen Grant Lee Buffalo, der en overgang var tæt på at blive et helt stort navn. De nåede at lave fire albums, og dem holder jeg stadig meget af. Siden da har Grant Lee Phillips udsendt en række varme og velskrevne/velsungne albums i grænselandet mellem folk, country og rock.

Koncerten var en rigtig god oplevelse – en blanding af gamle sange (som jeg kender bedst) og helt nye ting. På et tidspunkt spurgte Grant Lee Phillips om der var sange, vi gerne ville høre, og jeg nævnte “Arousing Thunder”.  Netop dette nummer er nok det bedste, han har skrevet (det siger ikke så lidt). Og så sang han “Arousing Thunder”!

Efter koncerten fik jeg købt Grant Lee Phillips’ seneste album, Walking In The Green Corn, og fik også en lille snak med ham.  Det er ikke tit at man først kan stå og tale på direkte tv og tre timer senere hilse på en musiker, man har værdsat siden de unge år. (Grant Lee Phillips er 3 måneder ældre end mig.) På dén måde var det et hyggeligt punktum for en  varm, kølig aften i Aalborg.

2015-10-06 22.17.20-1

Vort gode omdømme

hjerteI morgen er jeg med til Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge, som finder sted i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det ser jeg frem til. Vores arrangement er ikke politisk i sædvanlig forstand, men som titlen antyder, er det heller ikke holdningsløst. Tværtimod. Hvad er det at “behandle hinanden ordentligt”?

I denne weekend bragte dagbladet Information korte portrætter af fem flygtninge, der er forholdsvis nyankomne til Danmark. Alle fem er mænd fra Syrien, men de har hver deres etniske og religiøse baggrund. Fælles for dem alle er at de stadig har deres nærmeste familie i Syrien og at de appellerer indtrængende om at få familien til Danmark. Men der er også noget andet, der er fælles, som citater fra artiklen afslører.

Én siger

…Jeg kom til Danmark, fordi her er menneskerettighederne øverst. Hvis mit mål var ydelser og hurtigt statsborgerskab, var jeg taget til Sverige.

En anden siger

Min bror, som bor i Tyskland, fortalte mig, at familiesammenføringsprocesen var forholdsvis hurtig her i Danmark, og det var vigtigt for os. Jeg havde desuden hørt, at Danmark og danskerne var meget empatiske, så det var naturligt at komme herhen, fra et diktatur i Syrien.

En tredje siger

Jeg takker det danske folk meget, og jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, I har tilbudt mig. Her i Danmark har jeg kun set hjælpende og humanistiske mennesker. Men jeg kan ikke leve uden min familie. Det eneste, jeg beder om, er at få lov at se min familie igen, så vi kan leve sammen og i sikkerhed.

En fjerde siger

Jeg havde generelt hørt meget godt om Danmark. Bl.a. at der var meget lidt racisme her, og at man vigtigst af alt havde respekt for menneskerettigheder. Et lille land, hvor man kunne få lov til at leve fredeligt.

Og endelig er der en, der siger

Jeg har hørt meget godt om Danmark – at her respekterede man menneskerettigheder, og her kunne man være sikker.

Selvfølgelig tæller den materielle side af livsgrundlaget også for mennesker, der søger asyl. Ikke mange har lyst til at havne i f.eks. Grækenland, hvor asylansøgere ofte er hjemløse og ikke kan arbejde, eller i Tyrkiet, hvor asylbehandlingen nemt kan tage årevis og asylansøgere ikke må arbejde i den lange ventetid. Men det jeg bemærker er at det er menneskerettighederne og et humanistisk sindelag, der bliver fremhævet som noget væsentligt af de fem mænd. Danmark har traditionelt haft et godt omdømme her, og der er folk derude der regner med os og stoler på os og ser op til os.

Artikel 1 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger det i virkeligheden meget enkelt: Vi skal behandle hinanden ordentligt.

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Lad os huske det i stedet for at tale menneskerettighederne ned, sådan som nogle desværre ynder at gøre. Lad os lade det at behandle hinanden ordentligt være en del af Danmarks gode omdømme.

Hvad hedder de to kvinder?

Cycling_Tour_de_Fra_774331a

Dette er et billede fra sejrsceremonien i august 2013 efter det spanske cykelløb Vuelta a Burgos, som blev vundet af Nairo Quintana (som samme år blev nummer 2 i Tour de France). På begge sider af ham står kvinder i prikkede kjoler, der vel skal passe til Quintanas trøje.

Er de to kvinder mon Quintanas slægtninge? Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det helt, men jeg tror det ikke. Er de så ledende medlemmer af det spanske cykelsportsforbund? Det tror jeg heller ikke; den slags ledere er altid midaldrende mænd. Den ene kvinde overrækker en buket, mens den anden bare står og kigger. Kvinderne står der kun, fordi nogen synes at der skal være “noget pænt at kigge på”, en slags “forlængelse” af den store buket blomster. Det er en udbredt praksis, og på engelsk taler man om podium girls (ikke “podium women” – kvinder bliver tilsyneladende først voksne i en sen alder).

Det er selvfølgelig ikke specielt cykelrytteren, jeg er ude efter. Det er ideen om “kvinder som pynt”, jeg finder problematisk. Der findes endnu mere åbenlyst latterlige billeder, hvor “pyntekvinderne” har badedragt på – og det til sportsstævner, der intet har med svømning sat gøre.

Kunne man forestille sig et billede med en kvindelig sportsstjerne flankeret af unavngivne unge mænd i smart eller kun lidt tøj? Jeg har fundet ét enkelt eksempel, og det stammer fra 2009 og stævnet Cross Vegas, der så vidt jeg kan se er et amerikansk cykelløb for kvinder. Her er vinderen flankeret af tre unavngivne mænd.

howe_2009crossvegas1_600

Mange mænd (og kvinder) vil formodentlig tænke at dette billede ser latterligt ud, mens der til gengæld måske ikke er nær så mange mænd (og måske i virkeligheden heller ikke alle kvinder?) der vil have det på samme måde med det øverste billede fra Spanien. Men når man tænker på den “omvendte” situation som latterlig, kan man se hvor latterlig den “normale” situation faktisk også er.

Opdatering: Et fornuftigt alternativ (foreslået af Jannie Nielsen Hansen – tak for det!) ville være at lade børn eller unge inden for samme sportsgren overrække præmierne. De ville sikkert gerne hilse på stjernerne, og jeg kunne forestille mig at det omvendte også ofte ville være tilfældet.

Velkommen til provinsen?

udflytning_statsligeansatte_huge
Grafik: DR

I denne uge er der en del diskussion af regeringens beslutning om udflytning af statslige arbejdspladser. Mange fokuserer på hvordan udflytningen vil påvirke de ansatte, og det kan da også være et problem, hvis man har en ægtefælle eller samlever med arbejde og måske endda børn. På denne måde bliver beslutningen præsenteret først og fremmest som en modsætning mellem hovedstaden og provinsen. Fra mit eget ståsted nord for Limfjorden kan det være fristende at godte sig, men man skal også passe på ikke at lade sig fange ind af denne synsvinkel.

Det er nemlig mere problematisk at nogle faglige miljøer nu bliver opsplittet. Fra min egen arbejdsplads, nemlig Aalborg Universitet, ved jeg hvor kompliceret det kan være at have afdelinger af samme institution i hvert sin hjørne af Danmark (Aalborg, Esbjerg og København).

Det suverænt mest kritiske er dog for mig at se at udflytningen ikke er udgiftsneutral. Der er tale om en beslutning, som regeringen tager uden at inddrage Folketinget. (I nogle tilfælde skal Folketinget dog inddrages, når det gælder institutioner som DIIS, der er oprettet ved lov.)

Af statsministeriets dokument fremgår det at regeringen har afsat 400 mio. kr. i 2016, der kan indgå i finansieringen af udgifter i forbindelse med flytningen. Udgifter fra 2017 og frem indarbejdes på finanslovsforslaget for 2017. Men udflytningen berører omkring 3900 arbejdspladser, så der er afsat lidt over 100.000 kroner pr. arbejdsplads. Dette beløb skal dække alle udgifter som en institution måtte have ved at flytte, og det er formodentlig slet ikke nok. De øvrige udgifter skal så varetages af de udflyttede institutioners budgetter.

Dette vil reelt komme til at betyde at der vil ske nedskæringer på de områder, som de udflyttede institutioner beskæftiger sig med, og om at nogle faglige miljøer vil lide under det. En del medarbejdere vil nemlig ikke flytte med.

I Information har David Rehling en interessant observation:

Hvad er det for statsinstitutioner, regeringen vil flytte ud? Enkelt sagt er det institutioner, der varetager opgaver, Venstre ikke bryder sig om eller er ligeglad med: Udlændingetilladelser, arbejdsskader, børns velfærd, social omsorg, patientsikkerhed, energibesparelser, natur- og miljøbeskyttelse, borgerklager over landbrugs og industris udnyttelse af natur, miljø og forbrugere.

Så der bliver tale om reelle nedskæringer og nedprioriteringer på kort sigt inden for disse områder.

Fra min egen virkelighed på AAU ved jeg at den fysiske afstand faktisk har betydning for mulighederne for indflydelse (dette er det strategiske argument for at Aalborg Universitet har en afdeling i København) – selv i et lille land som Danmark har det betydning, hvor tæt man sidder på de centrale myndigheder. Og de bliver ikke flyttet ud i provinsen. De statslige myndigheder, der har betydning for regeringen, skal nemlig forblive i København.

Abe-filosofi i Danmark

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Universitetet i Tokyo

Nu skal taxametersystemet for de videregående uddannelser afskaffes. Et kort øjeblik lød det som dagens gode nyhed midt i alle de mange nedskæringer, som den kommende finanslov indvarsler. Men så kom jeg til at læse nærmere:

Regeringen har aflyst den hidtil gældende målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Reformen af bevillingerne skal ses i det lys, fastslår Lunde Larsen.

– Vi ønsker ikke at have bestemte måltal for, hvor mange der tager en lang videregående uddannelse. Vi ønsker, at folk tager en uddannelse, som fører til beskæftigelse, siger han.

Selvom Esben Lunde Larsen ikke vil tage forskud på den nærmere indretning af systemet, så forestiller han sig, at det vil betyde færre uddannelser, der historisk set har høj ledighed, uddannelser af højere kvalitet og flere uddannelsestilbud i hele landet.

Min egen klare forventning er at vi nu står over for endnu en variant af dimensioneringen, hvor finansieringen kommer til at afhænge af hvilke uddannelser der er tale om. På denne måde vil man samtidig kunne skabe splittelse mellem uddannelsesinstitutionerne og internt på den enkelte institution mellem de “nyttige” og de “unyttige” uddannelser. På Aalborg Universitet har vi allerede i lang tid haft forskellige normeringer på de forskellige fakulteter; jeg får flere timer for at vejlede en studerende i en projektgruppe end kolleger fra de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter gør.

I Japan lukker 26 ud af 60 universiteter nu humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser helt eller delvis efter “opfordring” fra den japanske premierminister Shinzo Abe. Mit gæt at vi kommer til at se den samme Abe-filosofi i den danske uddannelsesverden.