Fordi hun kan

20151127-140306-100020
Foto: Henning Bagger

På billedet her kan man se Inger Støjberg på besøg i teltlejren for asylansøgere i Thy. Hvorfor smiler hun? Mit gæt er at hun smiler,  fordi hun ved at hun kan træffe de beslutninger hun gør uden at blive modsagt. 

Asylansøgere behøver ikke at bo i teltlejre – der er ganske mange tomme huse rundt om i landet. Lejren i Thy er, så vidt jeg kan se, alene en magtdemonstration, og den blev da også evakueret under stormen “Gorm”, der hærgede natten til den 29. november. 

For mange magthavere er “handlekraft” blevet et politisk mål i sig selv – man træffer nogle beslutninger alene fordi de er mulige. I hele flygtningepolitikken er det blevet denne form for handlekraft, der er blevet normen. Det gælder først og fremmest om at vise at man er tough on foreigners. På andre politiske områder, og her tænker jeg ikke mindst på miljøområdet, er det derimod ikke handlekraft der er blevet et mål.

Hjemrejse med forhindringer

  
 

Det er godt at jeg ikke er overtroisk. Ellers turde jeg vel ikke rejse hjem fra Manchester. Tidligere gange aer det lykkedes mig at opleve aflyste afgange og afgange, der blev så voldsomt forsinkede at jeg strandede i København. I skrivende stund sidder jeg med min hustru og vores datter – og vores flyafgang via Amsterdam er blevet aflyst. Nu venter en to timer forsinket hjemrejse via København og mødet med en storm der hedder Gorm. Forhåbentlig når vi helt til Aalborg i aften. Vi nåede lige at få købt lidt at spise inden den mexicanske burrito-café i lufthavnen lukkede — fordi der ikke var mere mad.

Det er en lidt antiklimaktisk og ærgerlig afslutning på en god weekend på Augill Castle med bryllup, fest og samvær med en samling meget forskellige mennesker fra en del forskellige baggrunde. (Og et gensyn med fodkolde badeværelser, trapper med tæpper med tyk luv og brusere med alt for lavt vandtryk blev det også til. Nogle ting i Storbritannien forandrer sig vist aldrig.)

Mr. og Mrs. Brooks

   
  

  

  

I dag blev min søster Natascha og hendes kæreste Mike gift på Augill Castle i Lake District i England. Alle sejl var sat til for at skabe en særlig dag og det lykkedes. Tillykke til Mr. og Mrs. Brooks!
 

Sort fredag

  
Det er ikke flygtninge, der forsøger at nå over en grænseovergang. Det er ikke rædselsslagne mennesker der løber fra terrorister. Billedet er fra Manchester, hvor jeg lige nu befinder mig (jeg skal til min søsters bryllup). Og det viser mennesker i kø til udsalg på denne den sidste fredag i november. 

Vi har fået Halloween fra Storbritannien via USA. Og hjemme i Danmark fejrer de nu også Black Friday, den seneste rendyrket kommercielle højtid. De religiøse højtider foregiver i det mindste at handle om noget andet også.

I Frankrig og i Libanon og i Mali har der i denne måned været sorte fredage, og i Syrien, Yemen og Libyen er der ikke andet — men Black Friday handler bare om udsalg og om at købe sig væk fra verdens problemer.

Jeg har valgt i stedet at sende et bidrag til Læger uden grænser. Hvis vi i den rige verden har råd til udsalgsvarer, har vi vel også råd til at hjælpe dem, for hvem hver fredag er mørk.

Verdens frelse?


I går talte vi i Akademisk råd om hvorfor studerende falder fra. Det er lige så interessant at finde ud af hvorfor man bliver hængende på studiet, fortalte min kollega Jette Holgaard.

Hvorfor studerer man? Er det fordi man vil have magt?

Jeg husker et møde for en del år siden, dengang der ikke var så mange der ville studere datalogi. En af mine kolleger kunne ikke forstå at der ikke var flere der var interesseret i faget – det gav jo adgang til jobs hvor man kunne bestemme rigtig meget.

Da jeg så hvordan unge mennesker flokkedes om Haifaa Awad efter hendes foredrag i Aalborg for nylig blev jeg mindet om at der er andre motivationer end magt: der er mange unge der gerne vil være med til at redde verden. Og der er mange der gerne vil forstå hvordan verden er sat sammen. I nogle tilfælde er det et ønske om mening (en mening med tilværelsen) snarere end blot et ønske om at få en forklaring af årsag og virkning.

Jeg var selv sådan en da jeg studerede. Jeg ville forstå og jeg ville have andre til at forstå. Og jeg ved at jeg ikke var den eneste der havde (og har) det på den måde.

Hvilke drømme er det vi slår på, når vi vil have nogen til at studere på de datalogiske uddannelser?

Fakultetsfunktionen?

aau-stjerne

Sidst i august skrev jeg om planerne om en deling af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet. Det var planer, der blev varslet helt kort i en mail fra rektor, hvor der stod

Bestyrelsen har bedt rektor kigge på en eventuel opdeling af TEKNAT i to fakulteter. Direktionen er gået åbent ind i denne opgave.

Allerede dengang i august efterlyste jeg en begrundelse for delingen, men det er der ikke kommet. Jeg har spurgt de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, og heller ikke de kendte begrundelsen.

I denne uge kunne jeg høre, at der har været et møde mellem rektor og alle institut- og skoleledere fra det nuværende fakultet (note til udenforstående: AAU er ikke blevet en skole endnu, men “skole” er betegnelsen for en overstruktur på studienævnene, der blev indført for nogle år siden). Ingen af institut- eller skolelederne syntes ifølge det, jeg hørte, om ideen om at dele fakultetet. Men rektor har i en mail til universitetets medarbejdere skrevet

Et første forslag til en mulig opdeling, der kan skabe to profilerede fakulteter for henholdsvis ingeniører og IT-specialister, blev drøftet. Spørgsmål, tvivl, forslag og andre input blev noteret ned og vil blive brugt til at kvalificere det videre arbejde. En arbejdsgruppe med deltagere fra rektorat og fakultet vil i de næste måneder komme med forslag til scenarier, som skal diskuteres først i direktion og til sidst munde ud i en endelig beslutning i bestyrelsen.

I dag var jeg så til møde i Akademisk råd på tek-nat-fakultetet, og heller ikke her var der begejstring for ideen om en deling. Men det var tydeligt at resignationen var ved at sætte ind. Alt tyder nu på at det teknisk-naturvidenskabelige fakultet skal deles, og det trods at ingen af de berørte parter egentlig ønsker det. Begrundelsen har vi fortsat til gode at få.

Tidligere er vi i Akademisk råd blevet orienteret om væsentlige beslutninger, som fakultetet har truffet, efter at beslutningerne var vedtaget. Nu rykker denne uigennemsigtighed så et niveau op. I universitetets vedtægter står der i §5, stk. 9

Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.

men dette er en gummiparagraf. Det er bestyrelsen, der bestemmer hvad der er væsentlige beslutninger og i hvilket omfang der skal ske medbestemmelse og medinddragelse. Vi er mange, der mere og mere føler os som tilskuere til de store ændringer end som inddraget i beslutningsprocesserne. Det er symptomatisk at vi ikke kan få en officiel begrundelse for planerne om en deling af vores fakultet.

Arven efter Carl Schmitt

Carl Schmitt (1888-1985)
Carl Schmitt (1888-1985)

Frankrig er i undtagelsestilstand i de næste tre måneder. Den belgiske hovedstad er i det store og hele lukket. I disse måneder er det som om man også i Danmark indfører en slags undtagelsestilstand, og det vi ser for tiden er en regulær despekt for menneskerettighederne.

Undtagelsestilstanden er blevet en slags uudtalt “nødvendigt ideal”. Den tyske jurist, filosof og nazist (!) Carl Schmitt skrev i sit berømte/berygtede hovedværk Politisk teologi om undtagelsestilstanden og han er ophavsmand til den ofte citerede bemærkning at

Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden.

Schmitt hyldede den stærke leder, der kunne sætte sig ud over sædvanlig lov og sædvanlig retspraksis. Rettigheder gælder ikke alle – der er undtagelser. Enten i form af undtagelser for alle “som nødret” eller som en permanent undtagelse for bestemte grupper.

Vi har nu set hele undtagelsesbegrebet dukke op i Danmark i debatten om statsborgerskab, hvor det generelt (dvs. også for lovlydige borgere) er blevet stadigt sværere at blive dansk statsborger. Det er tydeligt, at flere og flere politikere ikke længere taler om rettigheder, men på privilegier som man skal gøre sig fortjent til. Og i diskussionerne om den store humanitære krise, der skyldes borgerkrigene i bl.a. Syrien,  er vi for længst hinsides det punkt, hvor politikere fra Venstre og Socialdemokraterne taler om retten til beskyttelse mod forfølgelse for de mennesker, der er drevet på flugt. Nu handler det helt tydeligt om at beskytte sig mod flygtninge og om at få dem til ikke at ville være i Danmark.

I disse dage hører vi igen hvordan Dansk Folkeparti vil have et opgør med menneskerettighederne – hvis ikke den Europæiske Menneskerettighedskonvention (som skyldes Europarådet, ikke EU) kan blive ændret så Dansk Folkeparti kan acceptere den, skal Danmark udtræde af den. Venstre har ligeledes gjort sig til talerør for en skepsis over for den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nu siger også Socialdemokraterne det; Mette Frederiksen siger

Jeg har selv været justitsminister og var dengang og er i dag betænkelig ved, at vi eksempelvis tildeler statsborgerskab til folk, der er til fare for Danmarks sikkerhed. Der synes jeg, at konventionerne beskytter de forkerte…

Løftestangen for al denne bekymring er bestemmelserne om ret til asyl og ret til statsborgerskab, men også bestemmelserne om fængsling af udlændinge (også mindreårige) på ubestemt tid uden adgang til en dommer er udtryk for denne tendens. I virkeligheden er dette tiltag måske det mest skræmmende af alt.

Det er uhyggeligt nemt for politikerne at fiske i rørte vande. Lige nu er det asylansøgere og kriminelle udlændinge, som de ikke bryder sig om. Men menneskerettighederne gælder også for de grupper af mennesker, som “ordentlige mennesker” ikke bryder sig om, og det er i høj grad når det gælder disse “forkerte” grupper at vi kan se hvor godt menneskerettighederne har det i et land.

Lige nu er det som om sædvanlig dansk retspolitik er lagt død, er offer for en undtagelse på ubestemt tid. Jeg ved godt at jeg ofte udtrykker min bekymring her på min blog, og nu gør jeg det så igen. Når nogen udtaler at menneskerettighederne er et problem, bliver jeg meget bekymret. Og Amnesty International er enig med mig.

En spontan cykelsti

cykelsti

Dette syn ser jeg hver dag, når jeg cykler hjem fra universitetet. I mange år krydsede cyklister (og fodgængere) hen over det lille stykke græs bag Fredrik Bajers Vej 5, hen over parkeringspladsen og derfra ud på cykelstien gennem universitetsområdet. Alternativet ville være at tage den officielle, asfalterede omvej hele vejen uden om Nykredit-bygningen og forbi boligområdet. Til sidst var der slidt en tydelig sti hen over græsset, og nogle dage var der mudret og træls. Alle tog alligevel genvejen – også jeg.

Men for få måneder siden skete der noget: Omvejen hen over plænen blev gjort officiel, og på billedet kan man se den som det lille stykke med lidt lysere fliser.

Historien viser to ting. Den ene er kontrasten mellem det systemdesign, der bliver lagt op til og hvordan brugerne (her: cyklister og fodgængere) rent faktisk bruger systemet (der her er et stisystem!). Den anden er at det faktisk er muligt at mange mennesker kan skabe forandring uden at der er én person, der foranlediger ændringen på ét veldefineret tidspunkt. Mange trafikanter har gennem årene udøvet en lille, tavs protest mod stisystemets mangler, og det har så ført til forandringer.

Alle er ens, men…

Jeg forstår godt intentionerne bag denne video fra BuzzFeed. Den viser nogle unge amerikanere, der vil gøre opmærksomme på deres forskelligheder selv om mange har en stereotyp om hvordan “alle muslimer” er. For nylig hørte jeg en dansk person med muslimsk baggrund, der om en afdød og højt elsket bekendt sagde: “Han var imam, men han var meget moderat.” Det var selvfølgelig ment på en kærlig måde.

Men samtidig er der et eller andet, der klinger lidt forkert. Ved at udtale sig på denne måde kommer man egentlig til at bekræfte andre menneskers fordomme om at fortæller andre at “muslimer er forskellige fra andre” samtidig med at man afviser disse fordomme.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er – og det er en underlig historie om opgøret med fordomme, der lige så vel kunne fortælles om alle andre grupper, der bliver mødt med fordomme: “Han tilhører gruppen X, men han holder alligevel af Y”. Og egentlig er det vel også som ræsonnement (men ikke i hensigt) beslægtet med den berygtede “Jeg er ikke racist, men…”-vending, der skal overbevise andre om at det, den talende siger, ikke er udtryk for racisme.

Der er en interessant artikel i The Atlantic om hvordan hele dette underlige dilemma ser ud, set fra USA og set fra en amerikansk muslims synsvinkel. 

Måske kunne vi alle starte med at sige “og” i stedet for “men”, hvis vi absolut skal sige noget her. Der er jo ikke nogen modsætning mellem f.eks. at være muslim og at smile meget (jvf. en af de unge kvinder i videoen).

Terror og angst

I dag døde mindst ti mennesker ved et terrorangreb i Cameroun.
I dag døde mindst ti mennesker ved et terrorangreb i Cameroun.

I går aftes for en uge siden fandt de forfærdelige terrorangreb sted i Frankrig. Det har været en underlig uge. En fodboldlandskamp i Tyskland blev aflyst. I går tog terrorister 177 mennesker som gidsler på et hotel i Mali. Boko Haram dræbte omkring 50 mennesker i Nigeria i flere terrorangreb. I Bruxelles ligger gaderne lige nu øde hen grund af terrortrusler, og også i dag har der været et selvmordsbombeangreb i Cameroun, der kostede mindst ti mennesker livet. I den mere harmløse ende har der været flere tilfælde af falsk alarm i København.

Herhjemme ved mig gør som vi plejer, men nogle gange strejfer tanken også mig og sikkert også mange andre. Hvad er det, terroren gør ved os?

Lærke Cramon skriver i Information i dag

Politikerne siger, at det værste, vi kan gøre er at give frygten plads. Så har terroristerne allerede vundet, siger de. Jeg har lukket frygten ind, og jeg ved, at mange af mine jævnaldrende også er bange. Jeg ville ønske, at vi ikke var det. Jeg ville ønske, at jeg ikke blev utryg ved synet af kampklædt politi, efterladte tasker og nervøse mænd i S-toget. Men problemet er, at jeg ikke kan huske, hvordan det føles ikke at være bange for terrorister.

Frygten er rettet mod noget bestemt, angsten er derimod ikke. Angsten er altid irrationel. Angst kan være en psykisk lidelse, som kan lamme et menneskes handlekraft og fornuft og på den måde være meget smertefuld og invaliderende.

Angstforeningen er en forening i Danmark for de mennesker, der selv eller som pårørende er ramt af denne form for angst. De skriver

Mange med generaliseret angst er bekymrede for, at de selv eller deres nærmeste skal blive syge eller komme ud for en ulykke. Man er bekymret for, om man skulle have overset noget i dagens løb, og forestiller sig alle mulige negative konsekvenser, såfremt der er det mindste, man ikke er sikker på er i orden.

Det minder i forbløffende grad om Lærke Cramons betragtninger. Jeg tror ikke at terrorismen skaber frygt; det den derimod skaber er angst.  Det engelske ord “terror”  betyder rædsel, og er i betydning tættere på ordet angst.