En stjerne tændes

1401x788-Screen-Shot-2015-06-19-at-3.40.39-PM

I dag så jeg He Named Me Malala om Malala Yousafzai, den unge Nobelprismodtager fra 2014. Sidst jeg var i biografen for at se en dokumentarfilm, var det Amy, og igen har vi at gøre med en fortælling om et ungt menneske ud over det sædvanlige.  Men hvor Amy starter som en succes og ender i tragedien, er det lige omvendt for Malala.

Instruktøren Davis Guggenheim bruger animerede passager til at fortælle om Malalas tidlige barndom og tid i Pakistan, og det er en velvalgt idé  – det kunne ende som en slags Disney-film, men filmen holder sig lige præcis på den rette side af det sentimentale. Skulle jeg kritisere noget, er det vel at der endnu engang ikke bliver sagt så meget om den bredere samfundskritik, som Malala og hendes familie retter mod bl.a. USAs fremfærd i hendes del af verden og mod den voldsomme sociale ulighed i Pakistan. Det nævnes kort at hun ved mødet med Barack Obama kritiserer præsidenten for hans drone-attentater, men det er så også dét. Filmen er distribueret af Fox Searchlight, men om dette skulle have betydning for filmens indhold, ved jeg ikke.

Filmen er også et portræt af forholdet mellem Malala og hendes far. Hvor Amy Winehouse som far havde en indolent engelsk taxichauffør, der mest glimrede ved sit fravær og prøvede at udnytte sin datters berømmelse, da han opdagede hvad hun var i stand til, får man et noget mere positivt indtryk af Ziauddin Yousafzai.