Min debut som redaktør

dearauthor
Et brev, jeg faktisk kunne have sendt som redaktør.

Jeg får med jævne mellemrum tilbud om at få mine manuskripter udgivet på obskure forlag i Asien, og det er også sket at jeg er blevet indbudt til at arrangere workshops ved lige så obskure konferencer. De finder også ofte sted i Asien. I september fik jeg en mail med tilbud om at komme med i redaktionen på et europæisk tidsskrift om datalogi. Min reaktion var enkel: Endnu et håbløst forsøg på spam fra endnu et obskurt/suspekt foretagende. Men nogle uger senere ryddede jeg op i min mail, og den var faktisk god nok. Et open access-tidsskrift udgivet på et velrenommeret forlag ville gerne have mig med i redaktionen! Min første tanke var at de måtte have været lidt desperate; i min optik er redaktører forskere med en masse eksterne forskningsmidler, et følge af loyale unge beundrere og en trappe op til himlen. Jeg har ingen af delene.

Men nu er jeg altså redaktør på et akademisk tidsskrift, og i går fik jeg min første opgave som redaktør. Der var ankommet et manuskript, som jeg skulle tage mig af. Jeg skulle finde bedømmere med de rigtige faglige kompetencer, sørge for at kontakte dem og sørge for at minde dem om opgavens krav og alvor. Så det gjorde jeg. Der var tale om et manuskript om kompleksitetsteori.

Jeg begik kun én fejl, men den var til gengæld også væsentlig: Jeg kastede ikke først et blik på det indsendte manuskript, inden jeg satte alt det andet i værk. Det gjorde jeg først bagefter, og da opdagede jeg det: Manuskriptet var et forsøg på vise at P=NP. Her burde de første alarmklokker have ringet. Med et sådant manuskript står man enten over for et af de helt store gennembrud i de matematiske fag eller en håbløs omgang bras.

Det var faktisk meget værre end jeg troede! Manuskriptet var skrevet i Microsoft Word (altid et væsentligt alarmsignal!). Småting som indledning, beskrivelse af relateret arbejde, konklusion og litteraturliste manglede helt. Der var ingen definitioner af P eller NP eller kompleksitetsklasser i det hele taget. Heller ikke NP-fuldstændighed eller tidskompleksitet dukkede op nogen steder. Til gengæld var der en uforståelig tabel og en lige så uforståelig graf med målepunkter. Abstractet for artiklen omtalte Hamilton-stier, der ikke blev nævnt i selve artiklen.

Jeg udnævnte mig selv til bedømmer og skrev en bedømmelse, der påpegede alt dette og gav artiklen bundkarakter på alle bedømmelsesparametre. Derefter trak jeg mine invitationer til de andre bedømmere tilbage og afgav den endelige dom i forlagets CMS.

Rent ud sagt: Jeg har set P0-rapporter, der var betydeligt bedre end dette manuskript. Hvis forfatteren havde præsenteret dette som en eksamensbesvarelse i det kursus om beregnelighed og kompleksitet,  jeg har holdt en del gange i årenes løb, ville vedkommende ikke kunne bestå.

Det var egentlig samme slags praksischok som da jeg skulle holde min første eksamen nogensinde for 24 år siden – eksaminanden dumpede med et brag. Den dag var det ikke skægt at være adjunkt.

Efter mange år som bedømmer har jeg været forskånet for nogen sinde at se de virkelig elendige manuskripter og jeg har vel ikke forventet, at nogen ville sende noget ind som er helt og aldeles uantageligt. Den slags beskytter redaktøren nemlig bedømmerne mod at opdage. Og nu er jeg så redaktør.