Kampagneseminar 2015

I dag deltog jeg sammen med tre andre medlemmer af Amnesty-gruppen i Aalborg i Amnesty Internationals kampagneseminar i Odense. For nogle var dette første gang, mens det for andre (blandt andet mig) var endnu en lejlighed til at møde Amnesty-aktive fra andre steder i Danmark, herunder medlemmer af sekretariatet og hovedbestyrelsen. For os alle var det en god mulighed for information og inspiration.

Vi hørte om den kommende danske strategiplan og om de kommende kampagner, der kommer i fokus i dansk afdelings arbejde. Det er næppe nogen hemmelighed at den aktuelle situation gør at det nu for os er vigtigt at have ekstra fokus på verdens flygtninge. Det er desværre langt fra altid tilfældet at der er fokus på den nære sammenhæng mellem menneskerettighedsspørgsmål og flygtninges situation. Nogle er tydeligt forundrede over at der er en sammenhæng. Men det er der i meget høj grad – dels hvad angår flygtninges rettigheder i de lande, flygtninge flygter til, dels hvad angår de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i de lande, flygtningene flygter fra. Faktisk har vi i Amnesty International lige siden starten i 1961 arbejdet med flygtninges rettigheder.

Der blev også tid til at tale om Skriv for liv 2015, hvor vi i bevægelsen sætter fokus på 6 aktuelle sager, der spænder fra tortur i Mexico over dødsstraf i USA og samvittighedsfanger i Saudiarabien til tvangsægteskaber i Burkina Faso. Den 22. november og den 13. december holder vi Skriv for liv-julestue i Danmarksgade 7 i Aalborg, og alle er meget velkomne her. Det kan I se mere om på Facebook.

Vi fik også tid til at præsentere vores udstilling om flygtninges rettigheder, som vi lavede til Mød verden og nu tilbyder alle Amnesty-aktive at kunne låne. Udstillingen fik positive kommentarer med på vejen, og det var vi glade for og stolte over.

Derudover fik vi også et indblik i livets gang på sekretariatet. Vores kampagnemedarbejder Ina Holmgaard er gravid og går snart på barsel. Og vores generalsekretær Lars Normann Jørgensen går på pension til nytår efter hele 23 års stor og trofast indsats. Desværre kunne Lars ikke være med os i dag; jeg håber at se ham igen snart. Jeg har “kun” været aktiv i Amnesty International i 21 år, så han er den eneste generalsekretær, jeg har kendt.  Gennem alle disse år har han været en kilde til inspiration og vedholdenhed hos mange af os, så det bliver underligt at han snart ikke er med mere. Men samtidig ved jeg også at de seneste år har været en mere end almindeligt travl periode for ham med et omfattende og vigtigt engagement i den internationale bevægelse, som Amnesty International ifølge sit navn er og skal være.

Og så fik jeg da også genset min gode ven Gonzalo Vargas fra Faxe (via Chile). Der er en hel side om ham i det nye nummer af Ud & Se, som jeg selvfølgelig har skaffet mig i toget hjem. Gonzalo er også ét af de Amnesty-medlemmer, som er en inspiration for mig.

(Visited 105 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar