Starthjælp?

integrationsydelse
Figur: Ekstra Bladet.

Tilbage i 2007 lavede Amnesty International en kampagne mod den daværende VC-regerings “starthjælp”, som var en halveret kontanthjælp møntet på flygtninge i Danmark . Udgangspunktet var den observation, at “starthjælpen” var de facto diskriminerende. Det kom der en lang og grundig rapport ud af. Dens konklusioner gælder stadig.

Formålet med “integrationsydelsen”, som blev indført i år og ligner “starthjælpen” til forveksling (dette skrev jeg om her tilbage i juli), angives af den siddende regering at være at afskrække mennesker fra at søge til Danmark. De lave ydelser skal få dem til at føle sig uvelkomne, så de rejser et andet sted hen.

Men bl.a. FNs konvention om flygtninges rettigheder af 1951, og her specielt artikel 23, der siger at

Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.

gør en sådan forskelsbehandling svær.

For at man ikke skal kunne blive indklaget for diskrimination af den europæiske menneskerettighedsdomstol, har regeringen derfor ligesom for “starthjælpen” i sin tid indført en regel som gør at også danske statsborgere der har opholdt sig uden for Danmark i mindre end 7 af de seneste 8 år, skal modtage integrationsydelse hvis de flytter til Danmark og søger om kontanthjælp. Denne regel er nu begyndt at ramme danske studerende, der flytter tilbage til Danmark efter endt uddannelse i udlandet. Herudover er der indført et optjeningsprincip, som gør at nogle ældre medborgere kun vil kunne modtage en reduceret pension – de såkaldte brøkpensionister findes igen.

En af mine helt store bekymringer er at integrationsydelsen gør livet sværere for børn af flygtninge i Danmark. Det bliver sværere for børnene at få råd til at gå til fritidsaktiviteter sammen med danske børn. Medlemskab af en idrætsforening eller en spejdergruppe koster få hundrede kroner, men når man er på “integrationsydelse” er budgettet så spinkelt, at 200 kroner kan være svære at indpasse.

Regeringen ynder at sammenligne integrationsydelsen med SU. Dette er en velkendt taktik, hvis man vil spille grupper i befolkningen ud mod hinanden – “se, de har samme vilkår som jer, og I brokker jer jo ikke!”, siger man. Men forskellene mellem flygtninge og uddannelsessøgende er betragtelige. Mange uddannelsessøgende får støtte af deres forældre (og heldigvis da for det, SU’en er ikke høj),  de ved, hvor længe deres uddannelse vil vare, og de ved at uddannelsen en dag vil kvalificere dem og gøre dem bedre stillet. Tilmed kan uddannelsessøgende tage erhvervsarbejde ved siden af deres studier. Men flygtninge kan ikke få vasket tøj eller spise til aften hos forældrene en gang imellem, de ved ikke hvor længe der går inden de kan få et arbejde og der er ingen opkvalificering forbundet med selve det at være flygtning. Hvis flygtninge tager et deltidsarbejde af samme omfang som erhvervsarbejde, mister de integrationsydelse.

Tværtimod er det en tid forbundet med usikkerhed, flygtninge gennemlever. Det er kun få, der kan få arbejde i Danmark med det samme – man skal først lære sproget, og hvis man vil søge ind på en dansk uddannelse, skal man først have vurderet sin uddannelsesbaggrund. Nogle flygtninge er torturoverlevere og kan måske først efter et længere behandlingsforløb få et fuldtidsarbejde; nogle er så skadede at det aldrig vil lykkes for dem.

Reglerne for ægtepar har ingen parallel for SU-modtagere. Hvis den ene ægtefælle får et arbejde, mister den anden sin integrationsydelse. Et ægtepar med 3 børn vil havne 6000 kroner under fattigdomsgrænsen (der nu er blevet afskaffet),

Kontanthjælp er ingen løsning i sig selv, hvis mennesker skal have et værdigt liv, men denne slags tiltag gør kun ondt værre. Selve ideen om diskrimination er usympatisk, men også de reelle konsekvenser er dybt kritisable. Uanset om det er hensigten eller ej, vil integrationsydelsen ende med at stresse de mennesker, der skal modtage den. De mennesker, der faktisk når til Danmark, vil i praksis først og fremmest føle sig uvelkomne og være yderligere i fare for at blive fastholdt i fattigdom med alt hvad det medfører af sociale problemer.

I dette efterår oplever vi hvordan Socialdemokraterne udtaler sig ekstremt vagt om alle disse problemer. Også det er beskæmmende. Tilbage i 2007 talte jeg med den socialdemokratiske rådmand Mai-Britt Iversen i Aalborg kommune, og her fik jeg at vide hvordan man i kommunalt regi dengang prøvede at kompensere for hvordan “starthjælpen” gjorde det svært for flygtninge at få råd til et sted at bo. Så reelt var denne lave ydelse ikke engang en besparelse, men derimod en reel ekstraudgift for kommunerne. Jeg håber at socialdemokraterne rundt om i de danske kommuner (men da også gerne alle andre kommunalpolitikere) vil gøre opmærksom på dette.

(Visited 149 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar