Godt nytår 2015-2016!

Lige nu er der kun lidt over ti timer tilbage af 2015.

Det var i 2015, min datter blev konfirmeret, og kort tid efter lod hun de lange lokker falde. Min hustru arbejdede på AOF med FVU og OBU. Familien holdt for første gang ferie uden for Europa, nemlig i USA. Min ene søster blev gift. Jeg blev kørt ned og brækkede albuen, og jeg gik glip af Northside-festivalen på grund af et maveonde.  Jeg tilbragte endnu et år med at undervise og skrive artikler – nogle af dem blev endda publiceret. Det var i foråret 2015, jeg brugte tid på at lave en Horizon 2020-ansøgning med kolleger og virksomhed fra rundt om i Europa, men vi fik afslag. Jeg var medunderskriver på et kritisk brev om AAUs strategi, og på et møde en torsdag eftermiddag fik jeg og mine kolleger i Aalborg skældud af AAUs ledelse.

Det var i 2015, jeg besøgte Tyskland, Portugal, Spanien, Island og Storbritannien som del af mit arbejde. Faktisk nåede jeg (hvis man tæller sidste årsskifte med) at besøge Storbritannien hele tre gange.

Det var i 2015, der blev valgt en ny dansk regering, som jeg var og er dybt uenig og utilfreds med, og det skal ikke være en hemmelighed at kampen mod dens urimelige politik har fyldt og fylder en del. I arbejdet for menneskerettigheder og miljøspørgsmål har jeg mødt mange ildsjæle. Jeg og mine kolleger fra Amnesty International brugte efteråret på at være med til at lave folkevandringen for en ordentlig behandling af flygtninge og et fakkeltog til minde om jødeforfølgelserne, og vi deltog i Aalborg Pride. Jeg var ude at køre med de andre motorvejsmodstandere i Fremtidens Aalborg. Jeg deltog i poetry slam i New York og i Århus, og hjemme i Aalborg kvalificerede jeg mig endda til Danmarksmesterskaberne.

Det var i 2015, jeg mødte og i andre tilfælde genså en masse kreative og utrættelige og gode mennesker. Nogle af dem kan I se på billederne ovenfor. Der var mad og drikke, cykelture og biografture.

Lige nu er jeg spændt på 2016. Godt nytår!

Mere om historieløshed

EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.
EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.

Jeg har tidligere bemærket at der er en påfaldende historieløshed over mange politikeres betragtninger om dette, at der nu kommer mange flygtninge til Europa. Ét er at mange ikke husker andre situationer, hvor der har været mange mennesker på flugt mod Vesteuropa – årene efter Vietnamkrigen i 1970’erne,  efter revolutionen i Iran og den efterfølgende krig med Irak i 1980’erne og under borgerkrigene i det sammenbrudte Jugoslavien. Det har jeg tidligere skrevet om her. Noget andet er at det nogle gange bliver hævdet at gældende international lov om flygtninge er ude af trit med den nuværende situation i Europa. Her tænker mange især på FNs konvention om flygtninges retsstilling fra 1951. Men hertil er der to ting at bemærke.

Den ene er at der faktisk har været langt mere omfattende flygtningetal i Europa end nu. Der var 17 millioner flygtninge i Europa i årene efter 2. verdenskrig – og de var tyskere. Disse mange millioner mennesker kunne aldrig vende tilbage, og de ankom til et Tyskland der var helt nedbrudt og hærget af krig.  Dertil var der hundredetusinder af spanske flygtninge fra borgerkrigen og mange overlevende fra Holocaust, der heller ikke kunne vende hjem. Også dette har jeg tidligere skrevet om her.

Den anden er at der er et internationalt retsgrundlag som er langt nyere end konventionen af 1951. EUs charter om grundlæggende rettigheder fra 2007 forpligter os også hvad angår flygtninges retsstilling. Og det er især interessant at bemærke at dette charter blev del af dansk lovgivning i 2009. Dengang hed den danske statsminister forresten Lars Løkke Rasmussen.

Netop i disse år er dette charter i øvrigt også ekstra vigtigt af andre grunde: Vi ser en situation med en tydeligt udemokratisk udvikling i Ungarn, og efter parlamentsvalget i Polen ser vi en ny polsk regering,  der tager initiativ til omstridte forfatningsændringer. Derfor er det slet ikke et godt signal overhovedet at ville svække de grundlæggende menneskerettigheder i Europa.

Forskning og følelser (igen!)

Head in Hands

En artikel i The Atlantic sætter fokus på noget interessant: Nogle gange kan følelsesmæssig intelligens også være en ulempe – ligesom andre former for intelligens kan ende med at være det. Hvis man både er god til at læse andres følelser via deres handlinger og ord og kan kontrollere sine egne følelser, kan man blive utroligt god til at manipulere andre.

Artiklen nævner bl.a. en leder, der i en israelsk undersøgelse indrømmede at han fortalte en kollega hvor begejstrede alle var over det han lavede, mens samme leder samtidig sørgede for at lægge afstand til kollegaens projekt så han senere kunne lægge skylden på kollegaen, når projektet mislykkedes!

Og i nogle erhverv er det tilsyneladende en direkte ulempe at besidde høj følelsesmæssig intelligens, også selv om man ikke bruger den til at manipulere andre med. Artiklen i The Atlantic henviser til en undersøgelse fra 2010 af 191 erhverv, der skulle påvise at det for bl.a. videnskabspersoner (“scientists”) ikke er en fordel med høj følelsesmæssig intelligens – man skulle simpelthen blive distraheret af de mange forskellige følelser, der opstår hos én selv og kolleger under løsningen af et forskningsproblem.

Tidligere i år har jeg skrevet om forskning og følelser og om hvor svært det kan være som forsker at skulle leve med negative følelser som f.eks. følelsen af nederlag. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på at man som universitetsansat akademiker stadig ofte skal både forske og undervise. I undervisningssammenhænge er er det nemlig meget vigtigt at kunne læse følelserne hos dem, man underviser. Jeg ved at der er nogle universitetsansatte forskere, der påskønner undervisning, mens andre af deres kolleger ofte taler undervisning ned. Om der er en forbindelse til grader af følelsesmæssig intelligens her, ved jeg dog ikke.

Den tilpassede smag

pickwick

I går aftes var jeg sammen med min hustru og vor datter på en kinesisk restaurant i Odense sammen med min hustrus familie. Det var sådan en restaurant, der serverer kinamad, Mongolian barbecue, sushi og thaimad.  Jeg fik en stir fry med tofu, som kokken havde været så venlig at lave til mig – og den smagte pænt og så pæn ud, omend den overhovedet ikke var spicy (trods tjenerens forsikringer om det modsatte). Til sidst var der kaffe og te, til dem der ville have den slags. Jeg holder meget af kinesisk og ikke mindst japansk te, så jeg spurgte hvilke slags te, de mon havde. – Åh, det er Pickwick-te, sagde tjeneren. Og jeg svarede at det ikke var så vigtigt for mig endda at få te.

Jeg støder på Pickwick-te i breve i næsten alle de sammenhænge, hvor man kan få te. Resten af tiden er det Lipton-te – og den er på helt sammenligneligt niveau. Ligesom Heineken overholder de formelle krav for at kunne klassificeres som øl, således overholder Pickwick-te også de formelle krav for at være te. Men det er sådan nogle kedelige teer med knuste blade i små trange teposer, fesen aroma og en ubeskriveligt mørkebrun farve på det resulterende bryg. Jeg har stadig til gode at møde en tedrikker, der bliver glad ved synet af Pickwick-æsken.

Ligesom Heineken er øl for mennesker, der ikke kan lide øl, er Pickwick te produceret af et firma, der ikke interesserer sig for te. Pickwick er ejet af det nederlandske firma Douwe Egberts, der ellers kun gør sig i kaffeproduktion (bl.a. Gevalia).

Fænomenet bag Pickwick-te er det samme som den “tilpassede smag”, som også er typisk for mange kinesiske restauranter i Danmark – der er et sortiment af madretter med østasiatiske navne, men næppe ret meget af ligner det, lokalbefolkningen spiser i Kina, Japan, Thailand eller Mongoliet. Da jeg havde bestilt en spicy tofuret, havde jeg glemt hvad dette indebar af overvældende mangel på chili. I Uppsala besøgte jeg for et par år siden sammen med svenske kolleger en kinesisk restaurant. Her havde menuen to dele: En del med “svensk kinamad” og en del med autentisk kinesisk mad! Ingen af os valgte svensk kinamad den aften.

Jeg er journalist, men…

iamamuslimbut
Billede fra en meget delt amerikansk YouTube-video der hedder “I am a Muslim, but” (jeg skrev om den her tilbage i november)

I DR1s nytårskavalkade er der et indslag hvor en række danskere, der er muslimer, rejser sig én efter én og siger “Jeg er muslim, men….”. Flere har kritiseret indslaget, heriblandt Özlem Cekic, der selv deltog i det.

Jeg forstår vel godt hensigten hos DR1, nemlig at gøre noget ved alle fordommene mod muslimer (og indslaget er vel inspireret af en tilsvarende amerikansk YouTube-video, som jeg tidligere har skrevet om), men måden det sker på, er usædvanligt kluntet. Min ene anke er at de danske medier nu igen virker som om de taler om en gruppe af mennesker (“Se! Her er de!”). Den anden er at indslaget kommer til at fokusere på alt det, som personerne siger at de ikke gør og ikke er. Det var vel ikke det, der var meningen? Det må kunne lade sig gøre at finde en mere gennemtænkt indfaldsvinkel.

Kunne man forestille sig et indslag, hvor en række danskere, der er journalister, rejste sig efter tur og sagde “Jeg er journalist, men jeg plagierer ikke”, “Jeg er journalist, men jeg er ikke ukritisk”, “Jeg er journalist, men jeg er seriøs” osv. ? Kunne seerne risikere at sidde tilbage med et billede af journalister som nogen, der plagierer, er ukritiske og ikke seriøse? Og hvordan mon den efterfølgende diskussion ville blive?

Læring og cocktailparty-effekten

NEW YORK - MAY 16: Designer Alvin Valley (L) and gæster ved Alvin Valley Fashion Trunk Show & Cocktail Party på 111 East 61st Street, New York, NY den 16. maj 2013 i New York City
Et cocktailparty i New York.

I de sidste par ugen inden juleferien fik jeg mange arbejdsblade fra de studerende, hvis projekter jeg har været vejleder på. Og derefter har jeg brugt en del tid på at læse og kommentere. Sådan er det altid. Noget af det, ganske mange studerende har spurgt mig om i årenes løb, er om et bestemt afsnit skulle med i rapporten: Er afsnittet nødvendigt/vigtigt? Kan det udelades? Er det måske bare for kort?

Efterhånden vil jeg hævde at dette er en af de vigtigste akademiske kompetencer, ja måske endda den vigtigste uanset fag: At kunne isolere de relevante aspekter i den problemstilling, man beskæftiger sig med.

Man kan især se denne kompetence, når den mangler. Der er to typiske signaler: Enten kan projektarbejdet slet ikke fokusere, eller også er fokus forkert. En sjælden gang har jeg vejledt den samme studerende i det korte P0- projekt på 1. semester og i specialet – og det er fascinerede at observere progressionen. De fleste studerende laver ufokuserede P0-projekter og P0-rapporter og laver, hvis de bliver kandidatstuderende, så godt som altid nogle meget fokuserede specialer på 10. semester.  

Evnen til at frasortere unødvendige indtryk i læringssammenhængen er en interessant pendant til det, man kalder for cocktailparty-effekten ved den menneskelige hørelse: At man ved en fest med mange talende mennesker kan rette opmærksomheden på sin samtalepartner. Der er ikke enighed om den præcise forklaring på hvorfor mennesker kan foretage denne frasortering af indtryk. Der er aldrig nogen, der lærer os at fokusere når vi lytter, men denne evne har vi som bekendt.

Derimod er det næsten altid ikke-trivielt at lære at fokusere på det, der er relevant, når man skal lære – og det er lige så ikke-trivielt at undervise i det. Men det er i virkeligheden her, den store udfordring ligger for os som undervisere. Ikke mindst kræver det sin indsats at kunne begrunde hvor den lærende skal fokusere, henholdsvis ikke fokusere.

Afslutningen på historien?

Her op til jul har jeg uden egentlig at ville det lavet en lille føljeton om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet og om hvor svært det er at få en officiel begrundelse fra AAUs ledelse for hvorfor fakultet skal deles. I tirsdags, den 22. december, fik jeg og de af mine kolleger på fakultetet, der er medlemmer af DM, denne mail fra vores tillidsrepræsentant Ole Busck:

Stig Taps, TR for IDA og undertegnede havde i dag et lille møde med rektor for at få en forklaring på overvejelserne om at splitte TEKNAT op i to fakulteter (dog med fælles adm.).

Rektors forehavende er egentlig en udmøntning af en gammel beslutning i bestyrelsen, som Finn Kjærsdam så lidt stort på (som i så meget andet!).

Målene er ifølge rektor flere (se også ’Nordjyske’ 20.12):

  • At skabe et universitet med bedre balance størrelsesmæssigt og økonomisk. Det du’er ikke, at vi fører os frem som Vestdanmarks tekniske universitet – og derved helt overser SAMF, HUM og SUND. Vi er og skal være et helt universitet. Der skal være et ligeværdigt samarbejde mellem universitetets fakulteter og institutter til gavn for en helhedsorienteret organisation
    Økonomisk er det uholdbart og svært håndterbart med så stor en vægt på et enkelt ben. TEKNAT er for tung en spiller. Det vurderes at være lettere at overse og styre økonomien i to enheder med mere homogene forskningsfelter og mindre uddannelsesporteføljer.
  • Der skal skabes større gennemsigtighed på tværs af institutter. P.t. har TEKNAT en budgetmodel baseret på en lang række fordelingsnøgler, der gør det svært at følge pengestrømmene. Desuden foregår der en krydssubsidiering af laboratorier, udstyr, små hold og geografisk placering, der betyder mangel på gennemsigtighed i forhold til indtægter og omkostninger på forsknings- og uddannelsesaktiviteterne. Reelt sker der en omfordeling af indtægterne fra de ’tørre’ til de ’våde’ områder.
    En opsplitning vil sikre større transparens i fordelingen af midlerne.
  • At give mulighed for profilering af særlige styrker ved AAU – for eksempel vores kompetencer på datalogi og –teknik området.

Der er nedsat et lille udvalg bestående af 4 institutledere (Børge Lindberg, elektronik, Hans Jørgen Andersen, AD:M, Kjeld Petersen, fysik og John Pedersen, energiteknik) samt dekanen og rektor til at arbejde med en mere konkret udformning af delingen.

Det var Stigs og mit indtryk at vi fik en redelig og fornuftig forklaring på de igangværende aktiviteter. Vi gjorde selvfølgelig rede for en række af de betænkeligheder som vi har hørt blandt vore kolleger, som rektor lyttede og nikkede til. Vi må imødese, at delingen muligvis også vil indebære, at visse dele af visse institutter skal skifte tilhørsforhold.

Vi gjorde selvfølgelig også gældende, at medarbejderne snarest muligt bør inddrages i de mere konkrete planer, hvilket rektor virkede helt indforstået med. Han beder os dog respektere, at det i en vis periode er en sag ledelsen vil arbejde internt med – også for ikke at sprede allehånde rygter og gøre folk unødigt utrygge.

Er alt nu godt? Måske. Det er dog underligt at det skulle tage så lang tid at få en begrundelse og at den skal komme så indirekte frem, især når diskussionerne tilsyneladende har været taget under den tidligere rektor. Forløbet af hele sagen har ikke været godt; jeg håber at den kommende proces om selve deling bliver bedre, omend jeg tvivler. Jeg har stadig svært ved at kunne se hvorfor al hemmeligholdelsen skal være til fordel for andre end ledelsen selv. Dertil er jeg heller ikke glad for at det universitet, hvor jeg er ansat, nu er blevet en arbejdsplads med stor afstand mellem ledelse og ansatte. Transformationen fra en demokratisk arbejdsplads til en udemokratisk arbejdsplads, hvor ledelsen er stolt af at være udemokratisk og og udøver “ansvarlig lukkethed til alles bedste”, er ikke en forandring, jeg bifalder.

God jul!

jul

Så blev det den dag igen. Da jeg var barn, var julen altid et af årets højdepunkter. I dag kan jeg ikke lade være med også at tænke at der er mange mennesker derude, for hvem julen er en svær tid, samtidig med at andre laver et amokløb i mad og gaver.  Selv vil jeg bruge tiden til at holde ferie og til at samle kræfter i. Jeg vil samle tankerne, men også slippe dem fri.

I dag vil jeg gerne bruge lejligheden til at ønske alle jer, der læser dette – dem, jeg kender, dem, der kender mig og andre, der kommer tilfældigt forbi, en glædelig jul.

Gensyn med Stjernekrigen

share_1200x627

Da jeg var 14 år så jeg Stjernekrigen i biografen. Det var den første rigtig overbevisende science fiction-film, jeg havde set og jeg var særdeles imponeret. Vi talte en del om den film i 8. klasse på Brovst skole.

Der er en særlig godartet eskapisme forbundet med at dykke ned i dette univers, hvor mennesket blot er en af mange civilisationer og hvor teknologien har gjort næsten alt muligt – men hvor alle alligevel er dødelige og nærer de sædvanlige grundlæggende følelser.

Nu er min datter 14 år og går i 8. klasse. Hun har aldrig set de oprindelige film og heller ikke de tre film, der kom for 15 år siden. Heller ikke min hustru har set nogen af Star Wars-filmene. I dag gik vi i biografen for at se Star Wars: The Force Awakens, som filmen hedder på dansk. Jeg havde glædet mig, men var også forberedt på at blive skuffet.

Spoilere!!

Den nye film var faktisk en god oplevelse, og det gik op for mig hvor meget jeg faktisk kan huske af de gamle film – og hvor meget af filmene, der siden dengang i 1978 er blevet populærkulturelt fælleseje.

Og for mig, der kan huske de gamle film, bliver parallellerne mellem den nye film og de gamle helt tydelige: Mødet mellem far og søn, der nu er fjender, på en smal bro over et dyb. Ørkenplaneten (der nu hedder Jukka og ikke Tatooine). Rumcafeen hvor aliens af alle slags sidder sammen, og et lille ensemble spiller underlig musik. Angrebet på en enorm dødsplanet udført af X-vinger som én lang, svimlende flyvetur. Lyssværdene. Den sortklædte skurk med hjelm og forvrænget stemme, som gik over til den mørke side. Hele historien om de tre unge, nye helte der mødes i kamp mod det onde imperium – to mænd og en kvinde – er også én, vi har set før. Den ene mand hedder endda noget så nordisk som Finn (men ligner til gengæld Muhammad Ali), og man aner allerede at han er ved at blive forelsket i hende. Hun hedder Rey og er for øvrigt den sejeste af de tre.

Også gensynet med Harrison Ford (som var den eneste af de tre unge skuespillere fra 1970’erne der kunne føre succesen videre i andre film), Carrie Fisher og Mark Hamill er bemærkelsesværdigt. I scenerne mellem Han Solo og Leia mærker man lidt af den samme vemodige stemning som jeg husker fra Richard Lesters fine Robin og Marion om Robin Hood og Lady Marion, der møder hinanden igen efter mange år. Til sidst skal vi sige farvel til Han Solo, da hans søn dræber ham på broen over dybet, og det er filmens tristeste stunde.

Men selvfølgelig er der da også masser af nye ting – “kuglerobotten” BB-8 er et interessant grafisk element, og der er en imponerende rumskibsjagt gennem klippeslugter og ind i et enormt, gammelt vrag af et rumskib.

Det er altid interessant at opleve hvordan landes skuespillere optræder i science fiction- og fantasy-film. Næsten alle skurke er således englændere fra Sydøstengland – dette gælder således hele Imperiet (der nu hedder Den Første Orden). Retfærdigvis skal det siges at Rey også er engelsk – ligesom C3PO. Der er også en enkelt scene i Han Solos rumskib, hvor der er en konfrontation mellem ét sæt rum-skurke fra Japan og et andet sæt skurke fra Skotland anført af en led karl, der tydeligvis er fra Glasgow. Allerførst i filmen ser vi Max von Sydow (som altid er god) i en lille, lidt Obi-wan Kenobi-agtig rolle.

Også min datter og min hustru syntes at Star Wars: The Force Awakens var en god filmoplevelse. Min hustru er normalt ikke så begejstret for science fiction (hun var lidt forbeholden over for Interstellar). Og min datter bekendtgjorde at hun nu ville se at få set de gamle Star Wars-film. Mon ikke det vil kunne lade sig gøre?

Skyldner ved ankomsten til Danmark

konfiskering

På det seneste har der været megen diskussion af  regeringens lovforslag om konfiskering af asylansøgeres ejendele.

Ud over det, som den ubehagelige diskussion i medierne afslører om politikernes ideer til hvor nidkært loven skal håndhæves, når den bliver vedtaget (for den gør den), er også lovens grundopfattelse vigtig at forholde sig til. Ovenfor kan man se den præcise ordlyd af det, som er blevet diskuteret. Sammen med fremsættelsen af lovforslag L87 er der indgivet bemærkninger fra udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, og disse bemærkninger er interessante fordi de angiver hvordan Inger Støjberg forestiller sig lovændringen efterlevet. (Store dele af den foreslåede lovændring handler i øvrigt om at ændre ministerens titel til “udlændinge-, integrations- og boligminister”.)

Med lovforslaget indføres der desuden hjemmel til, at politiet kan visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold m.v. I tilknytning hertil indebærer lovforslaget, at udlændingemyndighederne får mulighed for at tage de nævnte aktiver i bevaring med henblik på dækning af udgifter til underhold m.v.

Det foreslås tillige, at den periode, hvor asylansøgere, der har tilstrækkelige midler hertil, kan pålægges at dække udgifterne til deres og deres families underhold m.v. forlænges fra 3 måneder frem til tidspunktet for boligplacering i en kommune eller – ved afslag på asyl – udrejse eller udsendelse af landet.

Ideen er således at asylansøgeres konfiskerede penge og ejendele skal betale for deres ophold, og dette kan eventuelt ske indtil der ikke er mere at betale med.

Lovforslaget henviser til retsplejelovens paragraffer 509 til 516, der omhandler udlæg for mennesker der skylder staten penge. De pågældende paragraffer om udlæg lyder bl.a. således:

§ 508. Udlæg kan foretages i rede penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er behæftet.

§ 509. Udlæg kan ikke foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand…

[stk. 2 omhandler udlæg i andelsboliger]

Stk. 3. Udlæg kan ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Men Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik siger dette

§ 14. Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse i forhold til en ansøger og dennes samlever, jf. §§ 2 a og 2 b. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller eller samlevende, jf. §§ 2 a og 2 b, 20.000 kr.

Der står intet i bekendtgørelsen om at der kræves udlæg eller om at “aktiver kan tages i bevaring” for kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere opfattes ikke som “skyldnere pr. default”. Situationen er en anden for asylansøgeres vedkommende.  Udlægget opfattes i lovforslag L87 direkte som betaling for en asylansøgers ophold i Danmark. Forskellen er med andre ord at en asylansøger alene fordi han/hun søger asyl, og fordi hans/hendes ophold koster den danske stat penge, opfattes som skyldner.