Fjerne horisonter

guldstol
En guldstol.

Jeg kunne i dag læse at en person på mit institut, der i forvejen har rigtig mange eksterne forskningsmidler og hædersbevisninger, netop har fået 18 millioner kr. fra Horizon 2020-programmet. Forskningsministeren er rigtig glad. Måske skal jeg også være glad, for der kommer på denne indirekte måde flere penge til mit institut. Men det er svært ikke at sammenligne med egen fiasko. Tilbage i august fik jeg (som jeg har skrevet om her) selv afslag på en ansøgning til Horizon 2020, og jeg har stadig nul kroner i forskningsmidler og dermed stadig ingen muligheder for at foretage forskningsrejser – de rejser, jeg har foretaget i arbejdssammenhæng i år, er finansieret ved små donationer fra private fonde og små beløb fra mit institut. PhD-stipendier er i vore dage knyttet til eksterne bevillinger, så jeg har heller ikke mulighed for at få PhD-studerende. Hvis ikke der sker et mirakel (og det gør der næppe), vil jeg kunne tilbringe resten af min akademiske karriere med at skrive ansøgninger uden held og med at forske uden andre resurser end min løn og velvilje fra bestemte kolleger.

Det er formodentlig en god ansøgning, den pågældende person på mit institut har skrevet, og der kommer sikkert en masse publikationer og rejser og PhD-ansættelser ud af bevillingen for dem, der får glæde af den. En masse unge talenter vil flokkes om den pågældende person, der samtidig kan få forlænget sit frikøb fra undervisning i endnu en årrække. Det er jo alt sammen rigtig godt og skal hyldes ukritisk og uden ophør. Men jeg kan alligevel ikke sige mig fri for at være lidt mellemfornøjet. Det er aldrig helt så opmuntrende at se andres ubønhørlige succes, når det ikke rigtig vil lykkes for én selv.