Konkurrencesamfundet og konkurrencestaten

Kissing hippos at Whipsnade Zoo

Konkurrencesamfundet har mange ansigter. For akademikere som mig er det usikkerheden om bevillinger. For håndværkere og industriarbejdere er det usikkerheden om man overhovedet kan beholde sit arbejde, fordi arbejdspladsen måske flytter ud af landet. I en kronik i Politiken i dag tager Brian Degn Mårtensson fat på konkurrencestaten set fra folkeskolen.

Konkurrencen skaber stress. I mange NGOer bruger man en masse tid og kræfter på at skaffe penge til sit arbejde. På universiteterne har vi nu også fundraisingafdelinger, der skal koordinere vores fundraising aktiviteter – men selve ansvaret havner hos os. Og al den usikkerhed som konkurrencen rummer, skaber stress.

Mange fortalere for konkurrencesamfundet er af den opfattelse at konkurrencen skaber bedre kvalitet gennem frasortering. Kun de bedste produkter, de bedste arbejdsplader og de bedste akademikere er tilbage “til sidst”. Nogle gange får jeg indtrykket af at tilhængerne af konkurrencesamfundet tager udgangspunkt i en “nedsivningsøkonomi” – hvis vi bruger tilstrækkeligt med resurser på konkurrencen, vil nogle vinde i konkurrencen og deres succes vil sive ned på alle andre. Der er ikke noget dannelsesideal i konkurrencetanken, måske lige bortset fra at man skal stræbe efter at vinde konkurrencen.

Jeg er ikke overbevist om at nedsivningsøkonomien lader ret meget sive ned fra vinderne og slet ikke om at dette skaber nogen omfordeling. Det kan være at konkurrencesamfundet er et vilkår. Men behøver vi så også at have en konkurrencestat? Man kunne i stedet tænke på velfærdsstaten som et bolværk mod det, konkurrencesamfundet fører til – nemlig at de fleste af os nogle gange taber i konkurrencen, og at konkurrencen fører til stress. Og man kunne tænke på uddannelse også som en dannelse, ikke bare som et redskab i konkurrencen.

Hvad siger tilhængerne af konkurrencesamfundet egentlig om livskvalitet? Hvad er det gode liv, hvis man ikke vinder i konkurrencen? Jeg ved det stadig ikke.