Datalogi og det politiske ansvar

sigcas-ethics

For nogle år siden overværede jeg en P0-eksamen, hvor de studerende havde lavet et projekt om hvordan man kunne anvende resultater fra datalogi til overvågning. Det har jeg skrevet om tidligere her. Deres projektrapport var en fortegnelse over sådanne metoder, og de var meget entusiastiske. Jeg spurgte dem om de mon havde overvejet de retspolitiske og etiske problemstillinger, der er ved overvågning af borgere. Og nej, det havde de ikke.

Og jeg kan huske mine kollegers beretninger om projekter på 5. semester, hvor studerende har kastet sig over at udvikle software der kunne få en kanon til ramme sit mål helt præcist. Der er en masse fagligt interessante problemstillinger her. Men en kanon rammer jo et eller andet mål, som kunne være lidt af hvert, f.eks. mennesker. Havde de overvejet konsekvenserne af at udvikle denne slags software? Næ. Det var bare sjovt.

Det undvigende svar (som ofte skal retfærdiggøre alt dette) er at disse anvendelser finder sted alligevel, så derfor kan vi lige så godt kaste os over dem også. Men dette kan aldrig være et etisk baseret argument, for det gælder om snart sagt enhver handling man kan forestille sig – selv den mest afskyelige – at der allerede er nogle der foretager sig den.

Der er et særdeles interessant interview i The Atlantic med den amerikanske datalog Philip Rogaway, der er professor ved University of California, Davis og forsker inden for kryptologi. Rogaway siger at vi i datalogi har spillet moralsk fallit ved at lade overvågningssamfundet opstå uden at råbe vagt i gevær.

Rogaway bemærker at fysikere på amerikanske universiteter har en tydeligt større bevidsthed om konsekvenserne af deres forskning end de fleste andre inden for naturvidenskab og teknik. Formodentlig hænger dette sammen med det faktum, at det i høj grad var fysikere der i sin tid stod bag udviklingen atomvåben. Vi ved også godt hvordan bl.a. Linus Pauling (der var kemiker inden for fysisk kemi) og Andrei Sakharov (der var med til at opfinde brintbomben i Rusland)  i sin tid var foregangspersoner inden for kampagner for kontrol mod atomvåben. Der er ikke mange dataloger i dag, der gør en tilsvarende indsats.

Jeg er enig med Rogaway. Som forskere er vi (ligesom vi er det som undervisere) del af det omgivende samfund, og de valg vi træffer, har konsekvenser. Kan jeg tillade mig at samarbejde med våbenproducenter? Kan jeg tillade mig at udvikle overvågningsudstyr? Mit eget svar er nej. Jeg vil ikke være med til den slags.

Uddannelserne i de datalogiske fag har brug for at tage de etiske udfordringer og de etiske fordringer alvorligt på en måde, som vi ikke gør i dag. Selvfølgelig vil jeg ikke kræve at alle skal drage de samme konklusioner, som jeg gør. Men man skal som datalogistuderende reflektere over de etiske og retspolitiske konsekvenser af sit virke, ligesom medicinstuderende skal reflektere over de etiske konsekvenser af lægegerningen.

(Visited 317 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar