Afslutningen på historien?

Her op til jul har jeg uden egentlig at ville det lavet en lille føljeton om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet og om hvor svært det er at få en officiel begrundelse fra AAUs ledelse for hvorfor fakultet skal deles. I tirsdags, den 22. december, fik jeg og de af mine kolleger på fakultetet, der er medlemmer af DM, denne mail fra vores tillidsrepræsentant Ole Busck:

Stig Taps, TR for IDA og undertegnede havde i dag et lille møde med rektor for at få en forklaring på overvejelserne om at splitte TEKNAT op i to fakulteter (dog med fælles adm.).

Rektors forehavende er egentlig en udmøntning af en gammel beslutning i bestyrelsen, som Finn Kjærsdam så lidt stort på (som i så meget andet!).

Målene er ifølge rektor flere (se også ’Nordjyske’ 20.12):

  • At skabe et universitet med bedre balance størrelsesmæssigt og økonomisk. Det du’er ikke, at vi fører os frem som Vestdanmarks tekniske universitet – og derved helt overser SAMF, HUM og SUND. Vi er og skal være et helt universitet. Der skal være et ligeværdigt samarbejde mellem universitetets fakulteter og institutter til gavn for en helhedsorienteret organisation
    Økonomisk er det uholdbart og svært håndterbart med så stor en vægt på et enkelt ben. TEKNAT er for tung en spiller. Det vurderes at være lettere at overse og styre økonomien i to enheder med mere homogene forskningsfelter og mindre uddannelsesporteføljer.
  • Der skal skabes større gennemsigtighed på tværs af institutter. P.t. har TEKNAT en budgetmodel baseret på en lang række fordelingsnøgler, der gør det svært at følge pengestrømmene. Desuden foregår der en krydssubsidiering af laboratorier, udstyr, små hold og geografisk placering, der betyder mangel på gennemsigtighed i forhold til indtægter og omkostninger på forsknings- og uddannelsesaktiviteterne. Reelt sker der en omfordeling af indtægterne fra de ’tørre’ til de ’våde’ områder.
    En opsplitning vil sikre større transparens i fordelingen af midlerne.
  • At give mulighed for profilering af særlige styrker ved AAU – for eksempel vores kompetencer på datalogi og –teknik området.

Der er nedsat et lille udvalg bestående af 4 institutledere (Børge Lindberg, elektronik, Hans Jørgen Andersen, AD:M, Kjeld Petersen, fysik og John Pedersen, energiteknik) samt dekanen og rektor til at arbejde med en mere konkret udformning af delingen.

Det var Stigs og mit indtryk at vi fik en redelig og fornuftig forklaring på de igangværende aktiviteter. Vi gjorde selvfølgelig rede for en række af de betænkeligheder som vi har hørt blandt vore kolleger, som rektor lyttede og nikkede til. Vi må imødese, at delingen muligvis også vil indebære, at visse dele af visse institutter skal skifte tilhørsforhold.

Vi gjorde selvfølgelig også gældende, at medarbejderne snarest muligt bør inddrages i de mere konkrete planer, hvilket rektor virkede helt indforstået med. Han beder os dog respektere, at det i en vis periode er en sag ledelsen vil arbejde internt med – også for ikke at sprede allehånde rygter og gøre folk unødigt utrygge.

Er alt nu godt? Måske. Det er dog underligt at det skulle tage så lang tid at få en begrundelse og at den skal komme så indirekte frem, især når diskussionerne tilsyneladende har været taget under den tidligere rektor. Forløbet af hele sagen har ikke været godt; jeg håber at den kommende proces om selve deling bliver bedre, omend jeg tvivler. Jeg har stadig svært ved at kunne se hvorfor al hemmeligholdelsen skal være til fordel for andre end ledelsen selv. Dertil er jeg heller ikke glad for at det universitet, hvor jeg er ansat, nu er blevet en arbejdsplads med stor afstand mellem ledelse og ansatte. Transformationen fra en demokratisk arbejdsplads til en udemokratisk arbejdsplads, hvor ledelsen er stolt af at være udemokratisk og og udøver “ansvarlig lukkethed til alles bedste”, er ikke en forandring, jeg bifalder.