Forskning og følelser (igen!)

Head in Hands

En artikel i The Atlantic sætter fokus på noget interessant: Nogle gange kan følelsesmæssig intelligens også være en ulempe – ligesom andre former for intelligens kan ende med at være det. Hvis man både er god til at læse andres følelser via deres handlinger og ord og kan kontrollere sine egne følelser, kan man blive utroligt god til at manipulere andre.

Artiklen nævner bl.a. en leder, der i en israelsk undersøgelse indrømmede at han fortalte en kollega hvor begejstrede alle var over det han lavede, mens samme leder samtidig sørgede for at lægge afstand til kollegaens projekt så han senere kunne lægge skylden på kollegaen, når projektet mislykkedes!

Og i nogle erhverv er det tilsyneladende en direkte ulempe at besidde høj følelsesmæssig intelligens, også selv om man ikke bruger den til at manipulere andre med. Artiklen i The Atlantic henviser til en undersøgelse fra 2010 af 191 erhverv, der skulle påvise at det for bl.a. videnskabspersoner (“scientists”) ikke er en fordel med høj følelsesmæssig intelligens – man skulle simpelthen blive distraheret af de mange forskellige følelser, der opstår hos én selv og kolleger under løsningen af et forskningsproblem.

Tidligere i år har jeg skrevet om forskning og følelser og om hvor svært det kan være som forsker at skulle leve med negative følelser som f.eks. følelsen af nederlag. Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på at man som universitetsansat akademiker stadig ofte skal både forske og undervise. I undervisningssammenhænge er er det nemlig meget vigtigt at kunne læse følelserne hos dem, man underviser. Jeg ved at der er nogle universitetsansatte forskere, der påskønner undervisning, mens andre af deres kolleger ofte taler undervisning ned. Om der er en forbindelse til grader af følelsesmæssig intelligens her, ved jeg dog ikke.

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar