Mere om historieløshed

EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.
EUs charter om grundlæggende rettigheder – i bogform.

Jeg har tidligere bemærket at der er en påfaldende historieløshed over mange politikeres betragtninger om dette, at der nu kommer mange flygtninge til Europa. Ét er at mange ikke husker andre situationer, hvor der har været mange mennesker på flugt mod Vesteuropa – årene efter Vietnamkrigen i 1970’erne,  efter revolutionen i Iran og den efterfølgende krig med Irak i 1980’erne og under borgerkrigene i det sammenbrudte Jugoslavien. Det har jeg tidligere skrevet om her. Noget andet er at det nogle gange bliver hævdet at gældende international lov om flygtninge er ude af trit med den nuværende situation i Europa. Her tænker mange især på FNs konvention om flygtninges retsstilling fra 1951. Men hertil er der to ting at bemærke.

Den ene er at der faktisk har været langt mere omfattende flygtningetal i Europa end nu. Der var 17 millioner flygtninge i Europa i årene efter 2. verdenskrig – og de var tyskere. Disse mange millioner mennesker kunne aldrig vende tilbage, og de ankom til et Tyskland der var helt nedbrudt og hærget af krig.  Dertil var der hundredetusinder af spanske flygtninge fra borgerkrigen og mange overlevende fra Holocaust, der heller ikke kunne vende hjem. Også dette har jeg tidligere skrevet om her.

Den anden er at der er et internationalt retsgrundlag som er langt nyere end konventionen af 1951. EUs charter om grundlæggende rettigheder fra 2007 forpligter os også hvad angår flygtninges retsstilling. Og det er især interessant at bemærke at dette charter blev del af dansk lovgivning i 2009. Dengang hed den danske statsminister forresten Lars Løkke Rasmussen.

Netop i disse år er dette charter i øvrigt også ekstra vigtigt af andre grunde: Vi ser en situation med en tydeligt udemokratisk udvikling i Ungarn, og efter parlamentsvalget i Polen ser vi en ny polsk regering,  der tager initiativ til omstridte forfatningsændringer. Derfor er det slet ikke et godt signal overhovedet at ville svække de grundlæggende menneskerettigheder i Europa.

(Visited 125 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar