Noam Chomskys privatliv

Noam_Chomsky

Noam Chomsky er en fascinerende person. Det er den samme Chomksy, der står bag centrale matematiske resultater om pushdownautomater, som alle datalogistuderende møder, som den Chomsky der står bag teorier om menneskers sprog, som er centrale i lingvistik og den Chomsky, der står bag et langt og kritisk liv som kritisk kommentator af USAs indenrigs- og (især) udenrigspolitik og internationale forhold. (Og rockgruppen Bad Religion har skrevet en sang om ham.)

Hvad laver han mon så ellers? Det er helt forståeligt at Chomsky gerne vil have et privatliv i fred og ro og i et vist omfang også gerne vil holde de forskellige aspekter af sit liv adskilt.

På chomskyreference.org er der da også en del læsere, der har spurgt til Chomskys privatliv.  I et blogindlæg svarer administratoren kort

Some of your questions are about Chomsky’s personal life,which I will not comment on. He reads a wide variety of media, both in print and online daily. He reads the major U.S., British, Canadian, and Israeli newspapers, and subscribes to a large variety of magazines and newsletters. Most are available to you on the web.

Hvis man vil have et glimt af alle de andre aspekter af Chomskys liv, kan læse Lunch with the FT: Noam Chomskyen artikel fra Financial Times.

For seks år siden mistede Chomsky sin hustru, og det reflekterer han over i nedenstående korte interview om hvad kærlighed betyder form ham: Noam Chomsky on Love: “Life’s Empty Without It” . Men selvfølgelig kan han ikke lade være med også lige at nævne situationen i Colombia, hvor bønder har plantet en skov til minde om hans afdøde hustru.

Noam Chomsky og Marvin Minsky var i øvrigt i mange år kolleger på MIT (og havde, som deres efternavne antyder, begge østeuropæisk familiebaggrund – og kom fra jødiske familier). Så vidt jeg har kunnet læse mig til, kunne de ikke fordrage hinanden.

Øvelser gør mester

whatstheuse

I den uge, der nu er gået, skrev en studerende til mig for at spørge om jeg mon havde lavet podcasts til et kursus, jeg tidligere har holdt (det kursus, der hedder “Syntaks og semantik”, og som jeg ikke længere holder). Nej, det har jeg desværre ikke – hvis jeg en dag kommer til at holde det pågældende kursus igen, vil jeg lave podcasts. Helst vil jeg ikke forelæse mere.

I næste måned skal jeg holde et kursus for adjunkter om brug af podcasts i undervisning. Det er dét, jeg nu tror på som et element i en bedre undervisningspraksis.

Derfor er det bemærkelsesværdigt at forskere ved Carnegie-Mellon University i USA nu har foretaget en undersøgelse af knap 28.000 studerende, der følger et online-kursus ved Coursera. Den viser at de studerende, der primært følger forelæsninger, klarede sig dårligst i de 11 quizzer, der fandt sted i løbet af kurset.

Viser det så ikke at flipped classroom er en dårlig idé? Nej, tværtimod. Undersøgelsen viste nemlig også, at de studerende der deltog i de interaktive øvelser i løbet af kurset, klarede sig bedst. Undersøgelsen viser netop at det er øvelserne, der gør forskellen. Det som den flippede model gør, er netop at ændre prioriteringen af de forskellige aktiviteter – præsentationerne gjort til kursusmateriale, man kan se derhjemme. Det er den aktive læring, der virker. Men dette viser så også nødvendigheden af at tænke på den aktive læring som den primære form for undervisning. Det er en illusion, at man lærer noget særligt af forelæsninger, selv om de fylder en hel masse i skemaet, i lokaletildelingen og i læreres og studerendes bevidsthed. Allerede Donald Blighs bog What’s The Use Of Lectures fra 1972 viste dette. Det er derfor, jeg er holdt op med at forelæse. Det er øvelse, der gør mester.

Marvin Minsky er død

Marvin_Minsky_at_OLPCb

Jeg har netop læst at den amerikanske datalog Marvin Minsky døde i denne uge. Han blev 88. Marvin Minsky, der som mange andre af datalogiens pionerer oprindelig var matematiker, var ekstremt optimistisk omkring mulighederne for maskintelligens og var på denne måde en lidt kontroversiel figur inden for datalogi og kognitiv videnskab. Minsky var overbevist om at maskiner en dag ville blive lige så intelligente som mennesker, om ikke mere. Hvad han ville have sagt til denne uges offentliggørelse af at Googles go-maskine kan slå den tredobbelte europamester i go, ved jeg ikke. Enten viser dette resultat nemlig at maskinintelligens er kraftig eller at go faktisk ikke er så svært, som man troede.

Selv stødte jeg på Minskys arbejde gennem en anden side af hans arbejde, nemlig hans bog Computation: Finite and Infinite Machines hvori han formulerer en meget simpel model for beregnelighed, som man kalder Minsky-maskiner (selv kaldte han dem for program machines). En Minsky-maskine er et simpelt program, hvor der er to variable, C_1 og C_2, hvor hver linje har et nummer og der er to slags instruktioner:

l:  C_i :=C_i +1; goto l'

(* her er l: nummeret på programlinjen *)

og

l: if C_i = 0 then goto l' else C_i :=C_i - 1 goto l''

 (* her er l: nummeret på programlinjen *)

Denne simple form for programmer er faktisk tilstrækkelig til at beskrive enhver Turing-maskine og dermed, hvis man tror på Church-Turing-tesen, enhver algoritme.

Semesteret er slut

endofterm

Så sluttede det endelig, efterårssemesteret. Sidste dag båd på en projekteksamen – en god oplevelse for alle parter, for alle studerende fik 12. Og så var det tid til at lægge sidste hånd på planlægningen af det nye semester, der begynder på mandag. Det bliver et travlt forårssemester, hvor jeg skal være semesterkoordinator på to semestre samtidig og for første gang i nogle år også vejlede på første studieår – og i den anden ende af uddannelsen skal jeg vejlede to specialestuderende. Så øvelsen bliver at planlægge min tid, så arbejdsugen ikke bliver hakket i stykker. Netop dét er den største udfordring, når man er universitetslærer og også skal prøve at have sammenhængende forskningstid.

Georgiske kvinder på restaurant

To georgiske kvinder på en restaurant i Tbilisi.
To georgiske kvinder på en restaurant i Tbilisi (foto: famoustbilisi.com)

I dag kom jeg til at tænke på noget, Joakim Enwall fortalte mig. Joakim har været i Georgien en del gange, første gang tilbage i 1987. Sidst han var i landet i 2004 og en aften gik på restaurant med en god ven, lagde han mærke til at der ved et andet bord sad tre kvinder (og ingen mænd). Det lyder umiddelbart ikke så underligt, og man ville ikke tænke over at se tre kvinder sidde ved alene ved et bord på en dansk eller svensk restaurant. Men dette syn markerede en klar forandring – de eneste kvinder, man før i tiden så sidde på dén måde på georgiske restauranter, var prostituerede.

Vi snakkede om hvorfor der var sket denne ændring, og årsagen var egentlig oplagt – at arbejdslivet var blevet anderledes siden Georgien blev selvstændigt i 1991 og at familiestrukturerne samtidig havde ændret sig voldsomt. Hvor mænd før var forsøgere, mens kvinder var hjemmegående, var Georgien blevet mere “vesteuropæisk”.

Der er en masse tale om “kultur” og hvordan menneskers “kultur” påvirker deres liv. Her er der vel mindst to forskellige opfattelser – den ene kalder man essentialistisk. Kultur er noget, mennesker er: Man er født ind i en kultur og man forsøger at bringe kulturen videre til de næste generationer. Kultur er en “essens” som bor i det enkelte menneske og man kan derfor forklare et menneskes adfærd først og fremmest ud fra denne essens. Den anden opfattelse kunne man kalde konstruktionistisk. Kultur er noget, mennesker skaber: Kulturen bliver til og forandrer sig, og man skal forklare et menneskes adfærd ud fra mange parametre (køn, alder, uddannelse osv.) i stedet for at tale om f.eks. en national kultur.

I disse år er der flere og flere, der abonnerer på en essentialistisk kulturopfattelse – herhjemme er det Dansk Folkeparti, der har fået mange i Danmark til at tale om “kulturer” på denne måde. Der er blevet talt en hel masse om hvad danskhed “egentlig er”. Men det er en opfattelse, der ikke kan forklare hvorfor kulturer ændrer sig og hvorfor f.eks. georgiske kvinder inden for de seneste 30 år er begyndt at gå på restaurant.

Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

Kant og Bentham vs. L87

bentham-et-kant
Immanuel Kant (tv.) og Jeremy Bentham (th.)

Al-Jazeera har skrevet om det, og BBC har skrevet om det og Washington Post har skrevet om det. Lovforslag L87 har givet de danske myndigheder en hel del kritisk omtale i udlandet. L87 er det lovforslag, som bl.a. skal tillade danske myndigheder at konfiskere asylansøgeres ejendele af en vis værdi og skal forhindre mennesker med midlertidig beskyttelsesstatus i at få deres familie til Danmark i de første 3 år af deres ophold.

Hvad er det etiske grundlag egentlig for L87?

I Kritik der reinen Vernunft skriver Immanuel Kant

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

På dansk kan det oversættes til

Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Dette er udtryk for hvad man kalder en pligtetik. På mere moderne dansk siger det kategoriske imperativ at grundlaget for den handling, man foretager sig, kan også bruges som et generelt princip. Er den politik, som et politisk flertal i Danmark er fortalere for, i overensstemmelse med dette? Bør andre lande gøre som Danmark? Nogle politikere er tydeligt af denne holdning – og så alligevel ikke. Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne taler for at det skal være op til hvert enkelt vestligt land selv at bestemme, hvor mange flygtninge, man ønsker at tage imod. De resterende flygtninge må blive i lejre i Mellemøsten, indtil de kan vende hjem en dag. Libanon og Jordan skal med andre ord ikke handle på samme måde som Danmark.

En anden holdning inden for etik er konsekvensetik. Her skal en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den får for de mennesker den berører. Den bedst mulige handling er den handling, der får de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter. Konsekvensetikkens ophavsmand er Jeremy Bentham, der var samtidig med Immanuel Kant. Men vil L87 føre til de bedst mulige konsekvenser for alle berørte parter? I den nuværende diskurs taler regeringen nemlig om at “passe på Danmark”, og det er ikke kun Danmark eller personer der opfattes som “en del af Danmark”, der berøres af L87.

Så vidt jeg kan se, kan man hverken tage Kant eller Bentham til indtægt for L87. Det er selvfølgelig ikke noget krav at danske beslutningstagere skal abonnere på et bestemt etisk grundsynspunkt. Men det ville klæde dem at tale om hvad deres begreb om menneskeværd er. Det vi ser lige nu er en form for nationalistisk etik, som ingen har lyst til at gøre eksplicit. Og det er påfaldende at det mest toneangivende parti i Danmark i disse år i ramme alvor hævder ikke at have noget menneskesyn. 

De sidste måneder af dit liv

Memento_Mori

Tænk hvis dette faktisk er det sidste år, du har tilbage at leve i og tænk hvis du ved det. Hvad vil du så gøre? Vil du dele en masse opslag på Facebook eller vil du bruge din tid på noget andet? Vil du træffe de samme beslutninger? Den amerikanske professor i økonomi Arthur C. Brooks stiller dette spørgsmål og når samme svar som mange andre (og som beretninger om døende viser os) – nemlig nej. 

Brooks konkluderer at man bør leve hver dag som om den var den sidste. Den oplagte indvending er at ingen vil gå på arbejde mere og at ingen ville sørge for dem, der skulle føre verden videre. Hvis jeg vidste, at jeg skulle dø om tre måneder, ville jeg vel næppe sidde her ved tastaturet og skrive mit blogindlæg færdig. Jeg ville vel være i fuld gang med at underrette familie og venner om min snarlige død og så ellers bruge alle mine sparepenge. Eller hvad?

Jeg ved det slet ikke. Brooks henviser til en ny artikel (fra december 2015) af Kelley og Schmeichel (nej, der er ikke tale om en kendt dansk målmand). Heri beskriver de to australske psykologer et eksperiment, der konkluderer at forsøgspersoner, der bliver bedt om at satse et pengebeløb over de næste få måneder, faktisk satser mindre, hvis de er nødt til at tænke over deres egen død end hvis de skal tænke over noget ubehageligt, men mindre truende, nemlig en smertefuld tandoperation.

Måske gør det os i virkeligheden ansvarlige på en anden måde, hvis vi husker at vi skal dø. Mange af de beretninger, jeg har kendskab om døende, giver mig det indtryk at der opstår en helt særlig visdom hos dem. Jeg har også læst at kejsere i Romerriget skulle have haft en slave, der under triumftog havde til opgave at hviske kejseren i øret: Memento mori! (Husk du skal dø!). Om det rent faktisk er tilfældet eller om der blot er tale om en god skrøne, ved jeg ikke – men det kunne være en vigtig ny arbejdsopgave for embedsmænd og journalister verden over.

Kunsten 2016

IMG_5337

I dag besøgte jeg Kunsten i Aalborg sammen med familien og en af min datters gode venner. Kunsten, der engang hed Nordjyllands Kunstmuseum, lukkede for en totalrenovering i juni 2014 – få måneder efter åbningen af Musikkens Hus. Nu er Kunsten omsider genåbnet.

Den nye udgave af Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruëls bygning (Baruël var trods sit franske navn dansk) er på én og samme tid velkendt og ændret. Der er nu udstillingsplads i kælderen ved siden af restauranten, og det lokale, der i sin tid var biograf, er nu blevet til et lyst bibliotek, hvor man omsider kan se de ovenlysvinduer, der altid har været der. Toiletterne i kælderen er blevet store og egentlig lidt lufthavnsagtigt indrettet; skiltningen er måske ikke så tydelig som man kunne have ønsket sig.

Det var interessant at se værker, jeg husker fra tidligere, og nye værker der er kommet til siden 2014.

IMG_5341

Den pakistanske kunstner Imran Qureshis udstilling er på én og samme tid imponerende smuk og foruroligende. Den kolossale bunke af rødt papir fylder en hel sal som en slags bjerglandskab af blod. Nede i det nye udstillingslokale i kælderen finder man en helt anden side af hans værk, nemlig miniaturemalerier, og et gulv malet over med blå ornamenter.

IMG_5351

Også Michelangelo Pistolettos enorme spejle, der fylder en hel sal, er værd at bruge tid på.

IMG_5348

Den 18. februar kommer Pistoletto selv til Aalborg for at smadre spejlene med en lægtehammer! Inde bag glasset er der gemt farver, som først da vil blive afsløret.

Det var interessant at gå rundt, og jeg vil bestemt ikke påstå at jeg er færdig med at genopdage Kunsten. Tværtimod. Jeg satte mig på en bænk for at sidde og kigge lidt og opdagede først da at bænken har skjulte hjul og en lille elektromotor som får den til at bevæge sig fra side til side. Det var snedigt.

Men ét skår i glæden er der, i al fald for mig. Menuen på Kunstens restaurant rummer faktisk ikke én eneste vegetarisk (for slet ikke at sige vegansk) ret. Argumentet er at “vi har prøvet det, men ingen vil spise det, og vi vil ikke smide mad væk”.  Jeg fik at vide at man som vegetar eller veganer kunne kontakte restauranten i forvejen, hvis man vil have noget at spise. Det gjorde jeg – eller rettere, det gjorde min hustru. Alligevel havde man i køkkenet så glemt dette. Som vegetar eller veganer kommer man uvægerligt til at føle sig uvelkommen, og det var vel ikke meningen?

Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.