To slags modstrid: Paradokser og hykleri

middle

Jeg kunne godt tænke mig at vi i etiske og politiske diskussioner kunne blive bedre til at forstå forskellen på paradokser og hykleri. Der er tale om to slags selvmodsigelser, men de er fundamentalt forskellige.

Paradokset er en uafvendelig logisk modstrid. Et paradoks er et udsagn der viser at der er en inkonsistens i det underliggende logiske system – der er tale om et udsagn er sandt hvis og kun hvis det er falsk. Det bedst kendte eksempel er vel Epimenides’ paradoks, der i sin korteste formulering lyder: Denne sætning er falsk. Sætningen er falsk hvis og kun hvis den er sand. Paradokser har været drivkraften i udviklingen af mange forskellige videnskaber. Russells paradoks motiverer således hele udviklingen af aksiomatisk mængdeteori. Paradokser er en form for modstrid som bliver fremhævet som vigtige.

Nogle taler om paradokser i politik og etik, men de ofte er ikke paradokser i den forstand, jeg netop har nævnt. At der er hjemløse borgere og tomme boliger på samme tid er således ikke nødvendigvis et paradoks i denne forstand – de fleste tomme boliger er uden for de hjemløses rækkevidde.

Men der er en anden slags etiske og politiske paradokser, som er helt reelle. Et eksempel er forekomsten af den spiseforstyrrelse, man kalder ortoreksiMan kan blive så optaget af at leve sundt, at man reelt kommer til at leve usundt.

Hykleri er derimod en selvvalgt etisk modstrid. Man hævder en etisk norm, men handler selv i modstrid med den. Eller man hævder to forskellige etiske påstande, der er i indbyrdes modstrid. Bemærkningen “Jeg er ikke racist, men…” der typisk efterfølges af et racistisk udsagn, er et velkendt eksempel. Radikaliserede abortmodstandere, der på én og samme tid siger at alt menneskeliv er ukrænkeligt og siger at abortlæger bør slås ihjel, er et voldsomt eksempel. Et tredje eksempel kender vi fra dansk politik: Den daværende opposition kritiserede fra efteråret 2011 og frem den daværende regering for løftebrud fordi den alligevel ikke ville gennemføre den politik, oppositionen selv var modstander af.

Der er i disse år en omsiggribende brug af overvågning og kontrol, og argumentet er her typisk at overvågningen og kontrollen er nødvendig for at bekæmpe dem, der vil bekæmpe friheden. Om forsvaret for overvågning er hykleri eller et paradoks i stil med ortoreksi, ved jeg ikke. Så vidt jeg kan se, er der for nogle tale om hykleri, for andre om et paradoks.

Én forskel mellem paradokset og hykleriet er at paradokset skal bringes frem i lyset af den, der hævder det, og derefter løses, mens hykleriet typisk bliver søgt nedtonet og ikke bringer nogen videre.  Tværtimod er det ofte tale om et strategisk forsøg på at kunne “spille på to heste”.

Der er ikke helt få paradokser i samfundsudviklingen. I sin bog Stå fast skriver Svend Brinkmann om det, han kalder “paradoksmaskinen”. Og det er paradokserne, det er nødvendigt at få frem i lyset og arbejde på løse. Hykleriet kommer der derimod ikke noget godt ud af.

(Visited 147 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar