Grundlov og straffelov i projektgruppen

uha

Fra og med i morgen begynder jeg at holde projekteksamen; jeg er intern censor på projekter på 1. semester og eksaminator på projekter på 5., 7. og 9. semester. Blandt meget er det interessant at se hvilke overvejelser, de studerende på 1. semester gør sig om projektarbejde i deres procesanalyser.

Gruppearbejdet er en snedig foranstaltning, for vi sætter de studerende til at holde øje med hinanden. Sådan har det altid været på de universiteter, hvor projektarbejde i grupper fylder meget – vi har uofficielt indført mødepligten. Men derved lader vi også let de studerende skabe nogle normer for hvilken adfærd, man bør udvise. I nogle projektgrupper på 1. semester bliver der udarbejdet detaljerede samarbejdsaftaler med alskens sanktioner, der skal ramme de gruppemedlemmer, der ikke gør det de burde i projektarbejdet (typisk er det at blive væk fra aftalte møder eller ikke at lave aftalte arbejdsopgaver). Her plejer jeg at sige at en god samarbejdsaftale skal være en grundlov, ikke en straffelov. Den eneste sanktion af betydning er den endelige bedømmelse, man får – og den er altid individuel.

I en artikel i Psychology Today kan jeg læse om hvordan studerende i USA skulle have fået sværere ved at håndtere modgang – om hvordan en studerende følte sig traumatiseret fordi hendes bofælle på kollegiet kaldte hende en “led kælling” eller om hvordan to andre studerende ringede til politiet, fordi de havde set en mus i deres lejlighed! Politiet kom og satte en musefælde op. Bagefter ønskede de at få samtaler om affæren med musen. I den meget mere alvorlige ende er der tilsyneladende mange studerende i USA, der bliver alvorligt påvirket af at få en mindre god karakter.

Jeg tror ikke at det er så galt fat i Danmark; faktisk kan jeg ikke genkende billedet fra de studerende, jeg har med at gøre. Men én ting kan jeg genkende – nemlig frygten for at fejle. Studiefremdriftsreformen og begrænsningerne i SU-perioden påvirker dette yderligere. I studienævnet, hvor jeg er medlem, får vi nu ansøgninger om studietidsforlængelse fra studerende, der er syge gennem længere tid.

Det er ikke utænkeligt at alle de tiltag, som diverse regeringer og deres trofaste embedsmænd har sat i værk for at forhindre nogen i at være “evighedsstudenter”, kommer til at skabe en yderligere instrumentalisme – præcis ligesom alle de tiltag, der skal forhindre det videnskabelige personale i at være “nulforskere” skaber en instrumentalisme om først og fremmest at publicere så meget som muligt og om at skamme sig over ikke at have forskningsmidler. En del af den instrumentalisme, som fremelskes blandt studerende, kan blive, at man holder endnu mere øje med sine medstuderendes adfærd . Derfor skal vi som vejledere passe på at vi ikke i vores undervisning kommer til at skabe en kultur, der yderligere fremmer de studerendes disciplinering af og mistro til hinanden.

(Visited 156 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar